Hvor mange bøger kan man lytte på et år?

Der kører en Mofibo-kampagne i øjeblikket, hvor Cecilie Frøkjær spørger tilfældige (som om!) mennesker, hvor mange bøger de tror, man kan nå at lytte på et år i den tid, man prøver på at falde i søvn. Det kan de selvfølgelig ikke gætte – svaret er angiveligt 12 –, og det ER altså også et mærkeligt spørgsmål med en uendelig løs elastik. Hvorfor skal man lytte, mens man prøver på at falde i søvn; hvem måler det; hvordan defineres prøve-at-falde-i-søvn-tid, og er man ikke nødt til at lytte lange passager igen, hvis man nu faktisk faldt i søvn?

Prøv i stedet at spørge mig, hvor mange bøger jeg har læst i løbet af 2019. Det kom vi til at snakke om forleden. Eller hvor mange jeg har lyttet, for store søn hævder hårdnakket, at det ikke er at læse, når man gør det med ørerne. Det er det for mig. Jeg synes, jeg læser, uanset om jeg bruger synet eller hørelsen. Og jeg har læst 48 bøger i 2019. Det er helt vildt, faktisk.

Her på bloggens forside lægger jeg altid et billede af min aktuelle bog under en rubrik, jeg kalder ’Lige nu i ørehøjde’ – som en analogi til ’Lige nu i øjenhøjde’. Den har jeg også – til de bøger, jeg læser på dén måde. Der er bare sjældent nogen i gang.

Men min samling af forsidebilleder til det formål giver mig et fint bibliotek over alle de fortællinger, jeg har taget til mig. Den samlede liste for alle mine lytteår rummer cirka 250 titler. Det er et godt bibliotek at kigge i, når jeg bliver spurgt, om jeg har læst den eller den bog. Tit kan jeg nemlig ikke huske, hvad jeg har læst, men så kan jeg lige se det der.

Hvornår lytter jeg? Altid. Når jeg kører bil, også på de korte ture til og fra arbejde, når jeg cykler, når jeg går, når jeg gør rent, når jeg laver mad, når jeg bare tuller rundt.

Men aldrig, når jeg prøver at falde i søvn.

e-bog på iPad

Mens fodboldentusiaster langsomt bereder sig på at holde med Island under EM til sommer, fordi den eneste spiller i verden, som alle nævner udelukkende med hans fornavn, bare er bedst, har jeg vendt skuffelsen over, at eReolen kun kunne tilbyde Denne dag, et liv som e-bog og ikke som lydbog, til noget rart og komfi.

Med benene oppe og tilbagelænet i sofaen læser jeg for første gang i lang tid med øjnene. Jens Andersens Astrid Lindgren-biografi på min iPad. Det fungerer.

Samme app, men forskellige apparater. Lydbøger på telefon, ebøger på tablet. Alsidig berigelse. Point til mig, og jeg er videre i turneringen.

ebog

Lytteraturanbefaling: Glasslottet

Når jeg læser så meget, som jeg gør, det vil sige hører bog op mod to timer dagligt i bilen, er der plads til jævnligt at kaste mig ud i ukendt terræn. Til at læse bøger, som jeg ikke aner noget om. Sommetider kan jeg ikke engang huske, hvor jeg først hørte om dem, når jeg endelig får dem hjem fra biblioteket efter at have ventet i uger eller måneder på at rykke forrest i køen. Som regel har jeg læst eller hørt anbefalinger, der har fået mig til at reservere titlen.

Sommetider rammer jeg ved siden af min smag, men ofte bliver jeg glædeligt overrasket over litteratur, der gør særligt indtryk.

Sådan en roman er Glasslottet, som jeg netop er blevet færdig med. Den er fantastisk. Livsbekræftende, hjerteskærende og forstemmende på samme tid. Forfatteren er Jeannette Walls, der fortæller om sin opvækst i 60’erne og 70’erne i en omflakkende, dysfunktionel familie i dyb fattigdom og på evig flugt fra myndigheder og ubetalte regninger. En karismatisk, genial og alkoholisk far og en evigt positivt tænkende, fjern kunstnermor, der rakker fra det ene opholdssted til det andet med deres fire børn, som hele tiden må starte forfra i nye skoler og kæmpe for tilværelsen. Fra ørkenbyer i det vestlige USA til en ussel mineby i West Virginia. Der er svigt og underlige valg, men der er også kærlighed og omsorg, og forfatteren skildrer forældrene kærligt og loyalt, ligesom der er et tæt bånd mellem børnene i deres fælles kamp for overlevelse, både fysisk og mentalt. Man sidder ofte måbende over de vilkår, de lever under, fattige og frysende, tit uden mad i en evig usikkerhed og med meget lidt ansvarlighed fra forældrene.

Efterhånden som de vokser op og modnes, bryder børnene ud. Et efter et flytter de til New York så hurtigt, som de kan komme af sted og etablerer sig der.

Jeannette Walls er journalist og har formået at skabe et godt liv imod alle odds, takket være en beundringsværdig vilje, beslutsomhed og begavelse.

Jeg kan kun sige: Læs den!