Endelig er den stribede pose i hjørnet af køkkenet fjernet. Den med valnødder, som stod der, for at jeg kunne huske lige at få knækket dem, når jeg fik tid. Posen er for længe siden blevet en del af inventaret. Jeg fik aldrig tid.
Men i dag lod jeg, som om det er rigtig sjovt og hyggeligt at sidde og knække valnødder. Viftede lidt skødesløst med en nøddeknækker og gjorde et stort nummer ud af at pille kernen ud af skallen og skille de to halvdele ad. Astrid bed på, og så sad vi en times tid og knækkede og pillede og snakkede. Heldigvis var det hyggeligt. Og heldigvis slap nødderne i posen op, lige da det skulle til at blive kedeligt.
Nu ser der helt tomt ud i hjørnet. Så tomt at man først slet ikke kan forstå, hvad der lige er sket. Hvad er det, der mangler?
Heldigvis har jeg flere valnødder i pulterkammeret, som jeg lige skal se at få knækket, når jeg får tid.
Trackbacks/Pingbacks