23. november 2017 | den store bunke |
Af de ualmindeligt mange bøger, jeg har læst og lyttet, er det forbløffende få, jeg har fortalt om og anbefalet her. En af dem, der slap igennem anbefalingsnøglehullet på bloggen, er Glasslottet af Jeannette Walls, som jeg lyttede til for snart tre år siden – og tænk at der allerede er gået tre år, men det er en helt anden snak. Jeg skrev om den her. Jeg var begejstret.
Nu er den filmatiseret, og jeg så den i går. Det er altid farligt at have læst bogen, der ligger til grund for en film, for dels kan man altid savne detaljer fra det skrevne forlæg, som ikke er med i filmen, og dels fortolker instruktører somme tider vel frit. For nogle uger siden så jeg Snemanden, der er baseret på Jo Nesbøs roman af samme navn, og den film var i den grad noget skrammel, som jeg skyndte mig at glemme og lade, som om jeg aldrig havde set. Ikke engang internationale stjerneskuespillere kunne redde den i land. Jeg har for resten ikke set den! Jeg kan kun huske bogen!
Jeg var derfor ret spændt på Glasslottet, også fordi Maria Månson i Filmselskabet på DRK ikke gav den så god en medfart i sin bedømmelse. Det var heller ikke mange, der havde fundet vej til sal 4 i Fotorama i aftes: Mit selskab og to mere. Det var mest synd for alle dem, der ikke var der.
For altså. Efter min mening er filmen fuldstændig, som den skal være, og meget tro mod sit forlæg, som er den selvbiografiske fortælling om forfatterens opvækst. Filmen var lige så livsbekræftende, hjerteskærende og forstemmende som bogen, og da lyset blev tændt, havde jeg den samme følelse, som da jeg var færdig med bogen. Det er godt, tænker jeg.
Jeg kan kun sige: Se den.
22. januar 2015 | den store bunke |
Når jeg læser så meget, som jeg gør, det vil sige hører bog op mod to timer dagligt i bilen, er der plads til jævnligt at kaste mig ud i ukendt terræn. Til at læse bøger, som jeg ikke aner noget om. Sommetider kan jeg ikke engang huske, hvor jeg først hørte om dem, når jeg endelig får dem hjem fra biblioteket efter at have ventet i uger eller måneder på at rykke forrest i køen. Som regel har jeg læst eller hørt anbefalinger, der har fået mig til at reservere titlen.
Sommetider rammer jeg ved siden af min smag, men ofte bliver jeg glædeligt overrasket over litteratur, der gør særligt indtryk.
Sådan en roman er Glasslottet, som jeg netop er blevet færdig med. Den er fantastisk. Livsbekræftende, hjerteskærende og forstemmende på samme tid. Forfatteren er Jeannette Walls, der fortæller om sin opvækst i 60’erne og 70’erne i en omflakkende, dysfunktionel familie i dyb fattigdom og på evig flugt fra myndigheder og ubetalte regninger. En karismatisk, genial og alkoholisk far og en evigt positivt tænkende, fjern kunstnermor, der rakker fra det ene opholdssted til det andet med deres fire børn, som hele tiden må starte forfra i nye skoler og kæmpe for tilværelsen. Fra ørkenbyer i det vestlige USA til en ussel mineby i West Virginia. Der er svigt og underlige valg, men der er også kærlighed og omsorg, og forfatteren skildrer forældrene kærligt og loyalt, ligesom der er et tæt bånd mellem børnene i deres fælles kamp for overlevelse, både fysisk og mentalt. Man sidder ofte måbende over de vilkår, de lever under, fattige og frysende, tit uden mad i en evig usikkerhed og med meget lidt ansvarlighed fra forældrene.
Efterhånden som de vokser op og modnes, bryder børnene ud. Et efter et flytter de til New York så hurtigt, som de kan komme af sted og etablerer sig der.
Jeannette Walls er journalist og har formået at skabe et godt liv imod alle odds, takket være en beundringsværdig vilje, beslutsomhed og begavelse.
Jeg kan kun sige: Læs den!
