Sommetider er det ikke nødvendigt at overveje så længe. Stenalderbrødet, som Lasse lovpriste, virkede meget enkelt at lave, så det var bare et spørgsmål om at fylde kernelageret op og gå i gang.
Jeg syntes massen virkede noget flydende og løs, da jeg hældte den i formen, så jeg var spændt på, om det kunne komme til at hænge sammen og blive et brød, der kunne skæres. Også med alle de hele mandler og valnødder.
Det blev så fint, så fint, og det smager så godt, så godt. Og det er så nemt, så nemt at skære. Og Lasse smiler så bredt, så bredt.
Opskriften kan findes snart sagt alle steder, men her er den også. Man skal bruge 100 g sesamfrø, 100 g hørfrø, 100 g græskarkerner, 100 g solsikkekerner, 100 g hele mandler, 100 g valnødder (det føles ekstra godt, hvis det er valnødder fra et helt bestemt træ på Fyn) , 5 æg, 1 dl olie, 2 tsk salt. Det hele blandes sammen og hældes i en rugbrødsform. Bages 1 time ved 160°.
Der er ikke mel i, så brødet er glutenfrit og servérbart for glutenallergikere.
Trackbacks/Pingbacks