5. december 2019 | den store bunke |
I øjeblikket læser jeg en lille perle af en bog. Plum Johnsons De efterlod os alt tager udgangspunkt i forfatterens egen baggrund og handler om den periode, hvor hun sammen med sine brødre tømmer det kolossale barndomshjem efter deres gamle mors død og lærer nye sider af forældrene at kende gennem de ting, de har efterladt. Samtidig fortælles familiens historie gennem nedarvede anekdoter og Plums erindringer fra opvæksten. Det er både rørende og vækker til eftertanke.
Jeg kan egentlig ikke huske, hvor jeg hørte eller læste om bogen og efterfølgende skrev den på min læseliste. Men det, at min egen mor døde for kort tid siden i en høj alder, og at jeg og mine brødre har skullet rydde op og få minder og efterladte effekter til at falde på plads, fysisk og mentalt, er uden tvivl medvirkende til, at bogen gør et stort indtryk på mig.
Romanens fire søskende reagerer på hver deres måder og fokuserer forskelligt. Som en enhed samlet af individuelle komponenter. Sådan kan alle søskendeflokke sikkert beskrives. Sådan handlede vi også. På et tidspunkt i bogen er der hentet en bunke papirer frem, som en bror bladrer hurtigt igennem og overlader til søsteren, hvis umiddelbare reaktion er “Jeg bliver irriteret over, at han tilsyneladende bare drøner ligegyldigt igennem alle de detaljer, jeg selv drukner i”. Det kunne have været os. Vi reagerede lige så forskelligt på Nordfyn for små to måneder siden. Jeg er den, der ikke kan nænne at smide ud, og som slæbte fotografialbummer og dagbøger hjem, som jeg stadig ikke er nået nogen vegne med at få læst, fordi jeg fortaber mig, når jeg går i gang.
Heldigvis skulle vi ikke rydde et hus med 23 værelser, der bugnede af møbler, breve og gammelt legetøj efter tres år på samme adresse.
Udover at have et vedkommende og berigende emne er bogen ekstremt velskrevet, og jeg nyder sætningerne, som snor sig i rammende beskrivelser, der får scener og detaljer til at stå helt skarpt, lige til at træde ind i. Og Ellen Dahl Bang indlæser den så blidt og fint og rammer præcis den rette stemning.
Læs den, synes jeg.
11. november 2018 | den store bunke |
Så er jeg færdig med Harry Potter. To en halv måned har det taget at komme igennem alle syv bind af sagaen for jeg-ved-ikke-hvilken-gang. Jeg har tidligere læst bøgerne højt for børnene, de første af dem mere end én gang, og jeg har set alle filmene.
Fortællingen er stadig lige fantastisk og helstøbt. Den endte, som den plejer, og undervejs gennemgik personerne de samme prøvelser og faldt i de samme fælder som altid – man synes jo ellers, at de godt kunne være blevet klogere og have lært et og andet. Således var der ikke andre overraskelser i historien end de passager, jeg havde glemt eller ikke forstået første gang.
Alligevel var der denne gang en væsentlig forskel: Jeg lyttede. Det er skuespilleren Jesper Christensen, der har indlæst lydbøgerne. Siden slutningen af september har jeg haft hans stemme i ørerne i sammenlagt 130 timer, og han gør det intet mindre end fremragende. Alene mængden er en stor præstation at indlæse, men han holder samme tårnhøje standard gennem HELE produktionen.
Indlæsningen er tydeligt grundigt forberedt. Der er ikke noget i forløbet, som kommer bag på indlæseren undervejs. Han har givet de fleste personer forskellige stemmer, og det er top-gennemført hele vejen gennem bøgerne. For eksempel kan Dumbledore have været fraværende gennem det meste af en bog, og i samme øjeblik, han dukker op igen, kan man høre på stemmen, at det er ham, længe inden vi når til “… sagde Dumbledore”. Det samme gælder Hagrid, Dobby, Kræ, Remus Lupus, Ron, Hermione og de fleste andre karakterer.
Desuden er indlæsningen blød, behagelig og letglidende. Stemmen og oplæsningen er en symbiose. Man lægger ikke mærke til den, og det er faktisk det allerfineste, man kan sige om en lydbogsindlæser: Der er ingen ’støj’ der bryder koncentration. Der er heller ingen ord, der er udtalt forkert, og hvor er det en lettelse for en fejlfølsom lytter.
Jeg giver Jesper Christensen 12 ud af ti stjerner. Han er en af de bedste lydbogsindlæsere, jeg nogensinde har lyttet til, hvis ikke DEN bedste.
23. november 2017 | den store bunke |
Af de ualmindeligt mange bøger, jeg har læst og lyttet, er det forbløffende få, jeg har fortalt om og anbefalet her. En af dem, der slap igennem anbefalingsnøglehullet på bloggen, er Glasslottet af Jeannette Walls, som jeg lyttede til for snart tre år siden – og tænk at der allerede er gået tre år, men det er en helt anden snak. Jeg skrev om den her. Jeg var begejstret.
Nu er den filmatiseret, og jeg så den i går. Det er altid farligt at have læst bogen, der ligger til grund for en film, for dels kan man altid savne detaljer fra det skrevne forlæg, som ikke er med i filmen, og dels fortolker instruktører somme tider vel frit. For nogle uger siden så jeg Snemanden, der er baseret på Jo Nesbøs roman af samme navn, og den film var i den grad noget skrammel, som jeg skyndte mig at glemme og lade, som om jeg aldrig havde set. Ikke engang internationale stjerneskuespillere kunne redde den i land. Jeg har for resten ikke set den! Jeg kan kun huske bogen!
Jeg var derfor ret spændt på Glasslottet, også fordi Maria Månson i Filmselskabet på DRK ikke gav den så god en medfart i sin bedømmelse. Det var heller ikke mange, der havde fundet vej til sal 4 i Fotorama i aftes: Mit selskab og to mere. Det var mest synd for alle dem, der ikke var der.
For altså. Efter min mening er filmen fuldstændig, som den skal være, og meget tro mod sit forlæg, som er den selvbiografiske fortælling om forfatterens opvækst. Filmen var lige så livsbekræftende, hjerteskærende og forstemmende som bogen, og da lyset blev tændt, havde jeg den samme følelse, som da jeg var færdig med bogen. Det er godt, tænker jeg.
Jeg kan kun sige: Se den.
11. november 2015 | den store bunke |
For tiden lytter jeg til Lisa Genovas Stadig Alice. Den er opslugende, tankevækkende og fantastisk velskrevet. Den handler om Alice, der er professor i psykologi og sprog ved Harvard University. Hun er begavet, skarp og højt respekteret, og hendes eksistens og selvbillede er i høj grad forbundet med hjernens arbejde. Som 50-årig bliver hun diagnosticeret med præsenil Alzheimers efter i nogen tid at have slået begyndende glemsomhedstegn hen med grunde som for meget arbejde, for lidt søvn og overgangsalder.
I den følgende tid bliver der flere og flere huller i hendes hukommelse, hun må holde op med at arbejde, og hendes hjerne skrider mere og mere. I takt med hendes mentale opløsning kæmper både hun selv og hendes familie med at erkende og acceptere sygdommen. Ord forsvinder fra hendes sprog, og hun får sværere ved at klare sig selv. Sommetider kan hun ikke genkende sine nærmeste, hun farer vild og kan ikke huske, hvad der er sket for et øjeblik siden. Med tiden bliver de tomme pletter i hjernen større end de virksomme områder.
Jeg er opslugt og berørt, når jeg sidder i min bil på vej til og fra arbejde med lydbogen i højttaleren. Jeg kører med en knude i maven og glemmer næsten at trække vejret. Det er så levende og illustrativt beskrevet, og det er så nemt at sætte sig ind i det mentale forfald, som Alice gennemlever, og selv gennemleve hendes usikkerhed og kvalme, når det i glimt går op for hende, at noget er helt galt, mens hun stadig er i stand til at sætte ord og tanker på og stadig i stand til erkende, at hun ikke længere er den, hun var. Og at det er en fremadskridende nedbrydning, som intet kan standse.
Kunne det være mig? Kan det blive mig? Er jeg disponeret? Det er nærliggende at analysere egne små glemsomheder og vurdere, om det bare er normale distraktioner eller de første tegn på en sygdom, der invaliderer mentalt. Låste jeg bilen? Hvad hedder det nu? Hvor lagde jeg? Har jeg allerede sagt det? Hvad gik jeg herind efter? Og hvordan ville jeg reagere, hvis det ramte mig? Hvordan ville jeg håndtere det, hvis det ramte nær mig?
Mange kender nogen, der er ramt af Alzheimers, og denne roman er god at få forstand af. På hvordan sygdommen påvirker både patient og pårørende, og på hvad det egentlig er, der gør et menneske og dets personlighed. Læs den.
Bogen er filmatiseret med Julianne Moore, der fik en Oscar for sin præstation som Alice. Den har fået fremragende anmeldelser, men jeg skal ikke se den endnu. Min oplevelse af bogen skal falde på plads først.
22. januar 2015 | den store bunke |
Når jeg læser så meget, som jeg gør, det vil sige hører bog op mod to timer dagligt i bilen, er der plads til jævnligt at kaste mig ud i ukendt terræn. Til at læse bøger, som jeg ikke aner noget om. Sommetider kan jeg ikke engang huske, hvor jeg først hørte om dem, når jeg endelig får dem hjem fra biblioteket efter at have ventet i uger eller måneder på at rykke forrest i køen. Som regel har jeg læst eller hørt anbefalinger, der har fået mig til at reservere titlen.
Sommetider rammer jeg ved siden af min smag, men ofte bliver jeg glædeligt overrasket over litteratur, der gør særligt indtryk.
Sådan en roman er Glasslottet, som jeg netop er blevet færdig med. Den er fantastisk. Livsbekræftende, hjerteskærende og forstemmende på samme tid. Forfatteren er Jeannette Walls, der fortæller om sin opvækst i 60’erne og 70’erne i en omflakkende, dysfunktionel familie i dyb fattigdom og på evig flugt fra myndigheder og ubetalte regninger. En karismatisk, genial og alkoholisk far og en evigt positivt tænkende, fjern kunstnermor, der rakker fra det ene opholdssted til det andet med deres fire børn, som hele tiden må starte forfra i nye skoler og kæmpe for tilværelsen. Fra ørkenbyer i det vestlige USA til en ussel mineby i West Virginia. Der er svigt og underlige valg, men der er også kærlighed og omsorg, og forfatteren skildrer forældrene kærligt og loyalt, ligesom der er et tæt bånd mellem børnene i deres fælles kamp for overlevelse, både fysisk og mentalt. Man sidder ofte måbende over de vilkår, de lever under, fattige og frysende, tit uden mad i en evig usikkerhed og med meget lidt ansvarlighed fra forældrene.
Efterhånden som de vokser op og modnes, bryder børnene ud. Et efter et flytter de til New York så hurtigt, som de kan komme af sted og etablerer sig der.
Jeannette Walls er journalist og har formået at skabe et godt liv imod alle odds, takket være en beundringsværdig vilje, beslutsomhed og begavelse.
Jeg kan kun sige: Læs den!
