I mine forældres have stod et valnøddetræ, som gav mange nødder. Far og mor sankede dem sammen og opbevarede dem i kartoffelnet eller gamle nylonstrømper. Tørt og ventileret. Jeg har fået mange af dem med hjem i tidens løb.
“Vil I ikke have nogle valnødder?”, kan jeg høre far sige.
Det er fem år siden, min far kunne gå ud og sanke nødder, og det er snart fire år siden, huset blev solgt. Jeg har stadig valnødder fra træet i haven. Og de dur. Skallerne er som konservesdåser, kernerne ligger derinde og holder sig friske og saftige i årevis.
Jeg knækker en portion af og til, og med to gange bagning af stenalderbrød i løbet af de sidste uger svinder beholdningen stærkt. I dag var det tid til en omgang knækning.
Her er min nøddeknækkerstation.
Jeg havde bygget rede i et hjørne af køkkenet med tekruset inden for rækkevidde og en ny lydbog i ørerne, og det var rasende hyggeligt, var det.
Det var i øvrigt lige den time på eftermiddagen, hvor lejligheden husede fire mennesker med headset på. Jeg sad i nøddeknækkerhjørnet, en gik og støvsugede med rygsæk på (fordi der ingen lommer var i tøjet til mobiltelefon) og popmusik i ørerne, en stod og skar kød af rådyrhalse og havde noget lyd i ørerne, og den sidste var tilsluttet en fodboldkamp et sted på internettet.
Men det var bare lige den time. Vi snakker også med hinanden. Unplugged.
