Jesper Christensens stemme. En anbefaling #4

Så er jeg færdig med Harry Potter. To en halv måned har det taget at komme igennem alle syv bind af sagaen for jeg-ved-ikke-hvilken-gang. Jeg har tidligere læst bøgerne højt for børnene, de første af dem mere end én gang, og jeg har set alle filmene.

Fortællingen er stadig lige fantastisk og helstøbt. Den endte, som den plejer, og undervejs gennemgik personerne de samme prøvelser og faldt i de samme fælder som altid – man synes jo ellers, at de godt kunne være blevet klogere og have lært et og andet. Således var der ikke andre overraskelser i historien end de passager, jeg havde glemt eller ikke forstået første gang.

Alligevel var der denne gang en væsentlig forskel: Jeg lyttede. Det er skuespilleren Jesper Christensen, der har indlæst lydbøgerne. Siden slutningen af september har jeg haft hans stemme i ørerne i sammenlagt 130 timer, og han gør det intet mindre end fremragende. Alene mængden er en stor præstation at indlæse, men han holder samme tårnhøje standard gennem HELE produktionen.

Indlæsningen er tydeligt grundigt forberedt. Der er ikke noget i forløbet, som kommer bag på indlæseren undervejs. Han har givet de fleste personer forskellige stemmer, og det er top-gennemført hele vejen gennem bøgerne. For eksempel kan Dumbledore have været fraværende gennem det meste af en bog, og i samme øjeblik, han dukker op igen, kan man høre på stemmen, at det er ham, længe inden vi når til “… sagde Dumbledore”. Det samme gælder Hagrid, Dobby, Kræ, Remus Lupus, Ron, Hermione og de fleste andre karakterer.

Desuden er indlæsningen blød, behagelig og letglidende. Stemmen og oplæsningen er en symbiose. Man lægger ikke mærke til den, og det er faktisk det allerfineste, man kan sige om en lydbogsindlæser: Der er ingen ’støj’ der bryder koncentration. Der er heller ingen ord, der er udtalt forkert, og hvor er det en lettelse for en fejlfølsom lytter.

Jeg giver Jesper Christensen 12 ud af ti stjerner. Han er en af de bedste lydbogsindlæsere, jeg nogensinde har lyttet til, hvis ikke DEN bedste.

Wingardium leviosa

Jeg er begyndt at læse Harry Potter igen. Denne gang lytter jeg. Og det er fantastisk!

Jeg læste alle bøgerne højt for børnene, da de var … ja, børn. Det var stjernestunder at sidde i sofaen i timevis med ungerne tæt omkring og sammen bevæge os ind i et magisk og fortryllende univers, som gjorde lige stort indtryk på os alle fire. Det ene kapitel tog det næste, og måske har jeg endda læst serien højt for yngsten to gange. Eller måske romantiserer jeg der? Jeg har læst virkelig meget for ham.

Jeg lavede forskellige stemmer, den værste var husalfen Dobby, som jeg havde fået givet en forfærdelig skingerhæs stemme, der sled voldsomt på min egen de lange søndage, hvor vi læste mest. Det kommer tilbage til mig nu, hvor jeg er i gang med Hemmelighedernes kammer, og Dobby netop har gjort sin entre. Det er godt, jeg ikke skal sige noget denne gang.

Det har jeg Jesper Christensen til, og han er fremragende. Til det hele, faktisk. Han er denne generations Thomas Winding, intet mindre.

Jeg nyder virkelig at genlæse/lytte bøgerne. Det er også et genhør med en magisk tid, jeg delte med mine børn. Indtil videre holder historien også som solo-voksenlæsning, og jeg tænker da, at den bliver ved med det, uanset om jeg tager dem i én stribe eller læser andet ind imellem. Det er et ret helstøbt værk.

Nå, men Harry er lige blevet befriet fra Ligustervænget 4 af Ron, Fred og George i den fortryllede bil, og onkel Vernon har endnu ikke fået sin normale ansigtsfarve tilbage… Alt kan ske, og det gør det.

Hun siger ord

Der er 86.836 lydfiler med udtale af ord i den digitale Den danske Ordbog. Det er tallet fra december 2016, og der kommer hele tiden flere til. Tænk lige, hvor lang tid det har taget at indtale alle dem. Og hende, der gør det, lyder frisk og imødekommende hele vejen igennem. Tak til hende, i øvrigt, for hun opklarer tit undringer for mig.

Afrodisiakum var jeg nødt til at slå op, fordi ordet optræder i Jussi Adler-Olsens Selfies, og indlæseren af lydbogsudgaven udtaler det helt tosset med tryk på afro, som om det har noget med Afrika at gøre. Men det er jo Afrodite, som spiller med, og dét ved damen fra Ordnet.dk!

Forbigået

Jeg ville snyde mig foran i en kø, og så endte det med, at jeg selv blev snydt og kom sidst.

Det gik til på følgende måde.

De bøger, Morten og jeg læser, læser vi med ørerne. Vi læser mange bøger og mange forskellige bøger. Oftest går vi ad hver vores veje, men sommetider går vi lige i hælene på hinanden, og især når vi bevæger os blandt nordiske krimier, er vi ved at falde over hinandens fødder. Arne Dahl, Jo Nesbø, Thomas Enger, Lars Kepler, Mari Jungstedt, Åsa Larsson, Lotte & Søren Hammer, Oxen-trilogien, Afdeling Q er nogle af de universer, vi har været i begge to. Ikke sammen, ikke samtidig, men efter tur. For vi deler et Mofibo-abonnement, og det bliver for rodet at lytte til den samme bog og hele tiden skulle finde tilbage til det sted, hvor man selv er nået til, hvis den anden har lyttet i mellemtiden.

I nogle dage har jeg vidst, at Keplers Kaninjægeren var udkommet og lå tilgængelig på Mofibo, men jeg sagde det ikke til Morten, før jeg var blevet færdig med min igangværende bog og var helt klar til at downloade Kaninjægeren. Jeg ville nemlig gerne være den, der fik fingrene i den først.

Forinden ville jeg dog gerne lige vende med ham, hvordan den forrige, Stalker, sluttede, så jeg var opfrisket på, hvorfra handlingen og Joona Linna ville tage fat i den nye. Morten granskede sin hukommelse og kom med en masse “Var det ikke noget med…?” og “Jo, det var det med de der videoklip!”. Intet af det sagde mig noget. Ingen klokker ringede.

Jeg er ikke særlig god til at huske handlingen, når jeg er færdig med at læse en bog. Det bliver ikke lagret ret godt. Jeg kan sjældent referere en roman i meget mere end meget store træk, og jeg husker begyndelser bedre end slutninger. Men når jeg genhører brudstykker af lydbøger, kan jeg til gengæld genkalde mig, hvor jeg befandt mig, da jeg hørte det første gang; på landevejen tæt på Hammel, i kolonihaven, på vej ned i Føtex’ parkeringskælder, for eksempel.

I hele bloggens levetid har jeg haft et lille billede af min igangværende bog liggende ude i højre side under overskriften Lige nu i ørehøjde. Hvis jeg samtidig har haft gang i en papirbog, har der også været en bogforside nedenunder ved Lige nu i øjenhøjde. Jeg skifter dem ud, når jeg begynder på en ny bog. Det betyder, at jeg har et lille digitalt bibliotek med billeder af alle de titler, jeg har læst. Dét var bekvemt, da jeg skulle finde ud af, hvornår jeg havde læst Stalker.

Bortset fra at den ikke fandtes i mit arkiv. Jeg havde åbenbart slet ikke læst den.

Dérfor sagde referaterne af handlingen mig ikke noget. Da vi snakkede om den, bestemte Morten sig for at genlæse det sidste af Stalker og få opfrisket slutningen, inden han gik i gang med Kaninjægeren. Jeg er nødt til at læse hele Stalker først.

Nu har jeg hørt 20 procent af den, og der er ingen genkendelse. Jeg har ikke læst den før. Herover hævdede jeg, at jeg er bedre til begyndelser end slutninger, og den start ville jeg have kunnet huske. Det gør jeg ikke. Så jeg lytter videre. Mens jeg næsten ikke trækker vejret, så nervepressende er den.

Og Kaninjægeren? Jeg er nu nummer 2 i køen.

Hvad laver landmanden på sin traktor?

I morges skinnede solen over bølgende marker mellem Hammel og Galten. En blå traktor kørte på en mark i det fjerne. Jeg lagde beklageligvis ikke mærke til, hvilket redskab der var spændt på, og ved derfor ikke, hvad slags arbejde der blev gjort. Det kan have været så meget.

I stedet for den slags vigtige iagttagelser (Undskyld, far!) gik mine tanker en helt anden vej. Hvad får landmanden tiden til at gå med, mens han sidder der i førerhuset time efter time og kører først den ene vej og så den anden vej?

Hvad tænker han på? Hører han Go’ morgen P3 eller jazz på P8? Eller har han en spændende Podcast-thriller eller den seneste Mads & Monopolet i gang? Synger han? Eller repeterer det online polskkursus, han følger, fordi han skal på jagt i Polen om et par uger eller lige har købt en ejendom dernede? Sidder han og tænker på sin datter, der lige er startet i skole, eller på svinene hjemme i stalden, som giver et underskud, der truer med at tvinge gården på tvangsauktion? Eller at han skal huske at købe et par musefælder? Eller forbereder han det foredrag, han har lovet at holde på plejehjemmet om dengang, han var i Grønland for at studere fårehold? Ordner han dagens telefonsamtaler? Hører han Rammstein eller Kandis?

Det kan også være, han hører lydbog ligesom mig i den hvide Aygo, der kører derovre på landevejen. Eller at han øver sig på replikkerne til efterårets forestilling i amatørteaterforeningen, ligesom min storebror gør, når han sidder i førerhuset på sin traktor og kører frem og tilbage og rundt og rundt på marken.

Kun fantasien satte grænser i det korte øjeblik, det tog mig at registrere den blå traktor, inden jeg var videre.