Pakkespil

Hold nu op, hvor rafler man meget i december. Der er simpelt hen ikke nogen anden tid, hvor man kaster så meget med terninger som i juletiden. Seksere, enere, par eller hvad de konkrete pakkespilsregler nu tilskriver, man skal slå for at komme i betragtning til en lunefuld pakke, der glimrer på ydersiden, men kan vise sig at indeholde det argeste skrammel. Jeg rafler ikke meget til daglig. Men i december …!

På arbejdet spiller vi hver formiddag om to pakker ud af en flok, vi selv havde med, inden det blev den 1. december. Klokkeslettet ligger fast, og er man ikke til stede, er man ikke med i spillet den dag. Det kan selvfølgelig være en udfordring for de kolleger, som har møder i andre afdelinger. Men det er bare ærgerligt for dem. Imidlertid er min erfaring, at dét faktum at vi er færre om raflebægeret ikke ser ud til at højne chancen for at vinde. I dette spil er reglerne sådan, at de, der i løbet af to runder slår to ens terninger, går videre til finalen. Derefter slår finalisterne, indtil der kun er én, der har slået to ens. Denne vælger så en pakke, og kan indholdet deles, ses det gerne, at man gør det.

Jeg har vundet én gang. Pakken indeholdt en Brown Ale, som jeg tog med hjem og gav Morten, og en pose wasabinødder, som jeg ikke kan lide og derfor delte.

I weekenden var vi til et arrangement, hvor vi spillede helt traditionelt. Bordet bugnede af pakker, og slog man en sekser, tog man en pakke uden at pakke op. Da alle pakker var fordelt, blev der sat en alarm med et hemmeligt antal minutter, og vi spillede videre. Med en sekser måtte man tage en pakke fra en af de andre til sig selv, og med en ener skulle man tage en pakke fra en anden og give til en tredje. Da alarmen lød, blev alle pakker låst, og man måtte pakke op – hvis man havde noget at pakke op.

Undervejs blev pakker naturligvis forsøgt gemt under bordet, og der blev hapset grådigt på tværs af bordet. Og så er der altid nogle pakker, der er mere rift om end andre, og de viser sig tit at indeholde en lang næse. Hvad der frister som en lækker flaske portvin, viser sig måske at være tre dåser hakkede tomater.

Vi kom hjem med dette her. Det mest anvendelige er faktisk fignerne. Ja, og så blommen i madeira, men der ER altså ikke meget i den dåse. Ugekalenderen? Jooo … for ti år siden. Genstandene i æsken er nogle, som jeg kun ser to muligheder for: 1) Et mørkt skab eller 2) Næste års pakkespil.

Men det kan jeg nu slet ikke bestemme, for det var ikke mig, der vandt dem.

 

To om dagen

Det her handler ikke om, hvor meget fisk eller frugt man bør spise, eller om hvor mange gange om dagen man lyver. Overskriften er bare valgt, fordi det var det antal billeder, jeg i gennemsnit tog i en virkelig dejlig og hyggelig weekend. Spørgsmålet er nu, om den weekend overhovedet fandt sted, når den nu ikke blev gennemdokumenteret. Eller om jeg bare havde tilstrækkelig travlt med at være til stede i virkeligheden.

Her er, hvad der blev pixelbåret.

Det fine, fine Nytorv i Viborg, som er gået all in på julemarked – og gør det fortryllende godt.

På Nytorv ligger den ganske nyåbnede restaurant Kehlet, som gør det i italiensk – og gør det guddommeligt godt.

Sneen dryssede og skabte eventyr lige uden for vinduerne

Søndagsspadsereturen gav røde kinder og varm chokolade – sødmefuldt, lækkert og godt.

I dag er det sådan her – varmt og godt.

Resten kan ikke bevises.

Udgivet i den store bunke - Tagget med , , - Skriv en kommentar.

Den svære decemberkunst

December 1995:

Laura, 3 år, er kommet til at afsløre, hvad hun skal give far og mor i julegave; den pakke, hun har haft med hjem fra børnehaven: “Pebernødder, det har jeg bagt!”

Mor siger: “Det skal du da ikke sige, Laura, det er da en hemmelighed”.

Laura beklager: “Jeg ka’ ikke holde mig på hemmeligheder…! Det er svært.”

Sådan har jeg det i øjeblikket. Jeg er hele tiden ved at buse ud med små fortællinger om, hvad jeg har oplevet, da jeg var ude og … ordne noget. Historier, der ikke kan fortælles uden at afsløre, hvor jeg har været.

Jeg kan næsten ikke holde mig på hemmelighederne. Eller i skindet. Det er svært!

Jeg vil godt snart ha’ lys, tak. Okay, så vender vi lampen om nitten dage.

Jeg synes godt nok, de her mørke decemberdage trækker hårdt på brændstofniveauet. Jeg begynder at se dagslys lige, når jeg næsten er nået frem til min arbejdsplads, og så forsvinder det igen på hjemvejen. Det er sådan set hyggeligt at sidde i bilen i morgenmørket, følge trafikken og lytte bøger, og ligeså om eftermiddagen. Lige nu er det Khaled Hosseinis Og bjergene gav genlyd, og den kan kun anbefales af mit varmeste hjerte. Den er grum, grim, rørende, klog og sørgelig. Det er lykkedes mig at gøre mine nødvendige køreture til nogle berigende timer.

Men jeg når ikke ret meget, når dagene er korte og jeg kommer træt hjem. Og så alligevel. Hvad har jeg nået i dag, for eksempel? Egentlig en del, når jeg nu tæller op.

Jeg løb en tur på fire kilometer. Lavede aftensmad. Spiste den og snakkede med resten af husstanden. Vaskede en vask og hængte den op. Skrev et brev færdigt, et rigtigt papirbrev der skal sendes i en konvolut. Lagde vasketøj sammen. Bestilte EU-sygesikringskort. Så nyheder. Vimsede rundt og fandt småting. Lavede en søndagsaftale med min datter. Spillede nogle baner Candy Crush. Orienterede mig på de sociale medier. Lagde tøj frem til i morgen. Sørgede for, at totallet er helt væk på kalenderlyset.

Nu er der udsolgt for i dag.

Og om under tre uger er det vintersolhverv, og så begynder lyset lige så langsomt at komme tilbage. Tak for det.