30. september 2018 | At have have, den store bunke |
Spinat er sundt og godt. Spinat er på mange måder en stor og fyldig grøntsag, især i overført betydning, og især hvis man har in mente, hvor meget arbejde der faktisk ligger bag, inden hjemmedyrket spinat når frem til middagstallerkenen.
Det er let at tømme en pose spinatfrø ned i en sirlig rille i urtehaven og sætte sig til at vente. Spinat gror villigt, og pludselig er det blevet stort og høstklart, og SÅ kommer det store arbejde. I flere sæsoner har jeg troligt siddet i mange timer og nippet blade af stænglerne, skyllet og skyllet, til der ikke længere var risiko for knasen mellem tænderne fra jord, der ikke var skyllet væk fra bladene. Så har jeg blancheret og konstateret, hvor meget udbyttet svinder ind i omfang, hvorefter jeg har frosset avlen ned i passende portioner, lige klar til brug.
Sådan er det også i år, og jeg har ikke engang tømt spinatbedet i kolonihaven endnu.
Der er masser af tid til at fundere, overveje og drage nye konklusioner undervejs. Kolonihavedyrkning er en dynamisk disciplin, og jeg har bestemt mig for at springe over spinatbedet næste år. Dels har vi faktisk stadig spinatportioner i fryseren fra sidste år, og dels er vi fra nu af en spinatspiser mindre i husstanden.
Fra i morgen, faktisk. Yngsten flytter hjemmefra, og det sætter i sig selv tusindvis af tanker i gang. En epoke slutter, når den sidste flyver. Da de to ældste fløj fra reden, havde jeg stadig en hjemmeboende tilbage. Nu skal jeg give helt slip, og der bliver tomt på en anden måde. Nogle dage hver anden uge har vi heldigvis stadig Astrid og er således tre til aftensmad, men langt de fleste dage vil der kun være Morten og mig – og dermed også færre til at lave maden, og vi skal indrette os anderledes på mange måder.
Måske er tiden nu kommet til at få gang i en længeresigtet madplanlægning i stedet for dag-til-dag løsninger og akutindkøb. Måske skal vi kaste os ud i en eller to måltidskasseordninger. I hvert fald vil vi lave fiskekassen, som vi får hver anden uge som basiskasse til tre, om til en måltidskasse til to personer.
Omvendt skal vi heller ikke have så mange måltider leveret til døren, at grøntsager af egen avl bliver helt overflødige. Jeg vil stadig gerne have fingrene i jorden og mærke den rige fornemmelse af at dyrke selv.
Sådan flyder tankerne, når jeg sidder i baggangen i den gode stol mellem vaskemaskine, tumbler og baljer som på billedet herover. Spinaten vil jeg ikke træde i næste år, men salat, kartofler og rødder af mange slags vil der stadig være grobund til sammen med løg, kål og græskar.
De udeboende børn vil sikkert også sætte pris på omfattende grøntsagskasser og poser med hjemmebag, når jeg hele tiden kommer og besøger dem.
Spinaten er svundet ind til to portioner til frys.
Udflytning pågår.
16. oktober 2017 | At have have |
Jeg havde en telefonsamtale med min mor om new zealandsk spinat. Jeg sad i kolonihaven og nippede bladene af en trillebørfuld spinatplanter, jeg havde trukket op af jorden. Efterårspilleriet, hvor jeg hvert år sidder i dagevis og spørger mig selv, hvor klogt det lige var at så så meget spinat i foråret. To en halv række virker som temmelig meget, når det skal høstes, og så føler jeg mig ikke særligt begavet. Det er i hvert fald ikke lønsomt, hvis man gør det op i tid og penge. Men glæden ved hele vinteren at kunne tage spinat ud af fryseren til hvilke som helst retter opvejer alt besværet. Messer jeg for mig selv, mens jeg sidder i yndlingshjørnet i haven og har fat i hvert e-ne-ste spinatblad, med kaffe i kruset og lydbog i ørerne.
Eller med mor i ørerne, mens vi vender dagens store og små tildragelser. Og så faldt snakken altså på spinaten. Mor spurgte, hvilken slags jeg har, og jeg fortalte, at det er new zealandsk spinat, fordi den slags ikke går i stok, men bare fortsætter med at sætte nye blade gennem hele vækstsæsonen, og derfor kan jeg bare lade det stå og høste det hele på én gang. ”Ja, det var også dét, jeg havde”, sagde hun.
Hvad?
Jeg kan ikke huske, vi dyrkede spinat i urtehaven, da jeg boede hjemme. Grønkål, ja. Spinat, nej. “Måske var det noget, jeg startede på senere”, mente mor.
Så de havde faktisk et liv, efter at jeg flyttede hjemmefra? Jeg ved ikke alt om dem, så? Der skete ting i deres liv, også ind imellem mine besøg? De tog for eksempel nye beslutninger? Såsom at begynde på at dyrke spinat. Det er ikke mig, der har opfundet det?
Det er en meget sær erkendelse. Jeg burde have vidst det. Jeg er 58, min mor er 91. Det er længe siden, jeg flyttede hjemmefra. Men jeg føler mig sådan lidt … narret. Hun kunne godt have fortalt mig, at hun dyrkede spinat.
31. august 2017 | At have have, Køkkenskriverier |
“Hvad skal jeg lave til aftensmad?”, spurgte jeg ud i kontoret lige inden fyraften.
“Åh, jeg lavede sådan en god ret forleden”, sagde Tina, “ristede kyllingefileter … bla bla … brændt karry, mangochutney, madfløde … bla bla … stegt knust bacon… bla bla … peanuts, ris, kokos … bla bla”.
“Det lyder rigtig lækkert, men der er jo ikke meget af det der, jeg har i haven …”, sagde jeg, for jeg ville åbenbart helst bruge råvarer med frisk jord.
Jeg kørte hen i kolonihaven og kom i tanker om nogle squashfrikadeller, jeg havde set én prale med på Instagram og oven i købet givet opskriften på. Det viste sig så at være spinatfrikadeller, da jeg fandt frem til opslaget. Vi har ganske vist masser af spinat i haven, men nu var jeg sporet ind på at få brugt de tre pæne squash, der allerede var høstet, så jeg fandt en squashfrikadelleopskrift på nettet og tænkte tomatsalat (vi har mange tomater), måske tzatziki (også mange agurker) og godt brød til.
Så det blev planen.
’Fars’ til squashfrikadeller er virkelig usamarbejdsvilligt! Det er noget værre makværk, der er møgsvært at stege, uden at klatterne bliver brændt udenpå samtidig med, at de beholder en sær blød konsistens indeni. Jeg kom voldsomt i tvivl om projektet, og undervejs kom jeg i tanker om, at jeg engang for flere år siden nåede frem til en lignende konklusion: Det gør jeg aldrig mere!
For første gang nogensinde bød jeg til bords med en forsikring om, at ’det er både forståeligt og acceptabelt, hvis I beslutter, at I kun vil spise salat og brød i dag’.
Men så smagte de og sagde, at de godt kunne lide de grimme, flade, forbrændte skabninger, og at vi skulle gemme de tre, der ikke blev spist.
Jeg selv er slet ikke overbevist, og næste gang lytter jeg til Tina eller går efter Mettes spinatfrikadeller. Mind mig lige om det!
9. oktober 2016 | den store bunke |
Sådan indledtes de fleste beskeder fra min mor til skolen i den kontaktbog, som alle havde dengang, til meddelelser mellem skole og hjem. Der var egentlig ikke specielt mange beskeder, og årsagerne til mit fravær var mest de sjældne sygedage, aldrig at jeg skulle på skiferie eller efterårsferie. Vi havde en gård. Vi holdt aldrig ferie. Højst en sommerudflugt til Sydfyn med en pande med æggekage i bagagerummet til frokost undervejs.
Dette var blot en indledning for at komme ind på, at jeg muligvis har været en smule blogfraværende de seneste dage. Jeg har ikke været syg, jeg har bare været anderswo engagiert. Skal jeg kort redegøre for (i det omfang, jeg kan gøre noget kort. Jeg er jo mig…), hvad mit fravær har skyldtes, kommer det her.
Onsdag var jeg til mødregruppe – fem mødre, der i 1994 gik til efterfødselsgymnastik sammen og siden har mødtes 4-6 gange om året til snak og snacks; børnene har ikke været med til vores træf i mange år, de fyldte 22 i februar og marts og bor i Aarhus, København og Sønderjylland – og det var som altid hyggeligt.
Torsdag havde jeg frivilligtjans til Alex Vargas på Paletten. Jeg stod heldigvis i bar og kunne derfor høre musikken – i modsætning til, hvis jeg havde været i indgang eller garderobe – og det var SÅ godt. Alex Vargas kan lave fuld og hel lyd med sin stemme og noget elektronik, og han synger ganske enkelt skidegodt.
Fredag aften var jeg egentlig bare stegt efter at have sovet en time eller to for lidt i et par nætter i træk, så jeg gik tidligt i seng og sov som en monstertruck i ni timer. Ingen blogging den dag heller.
I går var det lørdag, og Morten og jeg startede dagen med at skulle købe gave til … nogen … i en friluftsbutik … hvor det, vi gik efter, var over vores budget, hvorefter vi kørte til en anden forretning med samme nedslående resultat, inden vi til sidst havnede i en almindelig skoforretning. Hvor vi købte en gave OG nyt fodtøj til os begge to. Det var ikke helt meningen. Men vi trængte. Bagefter gav Morten kaffe og kage på Søster Lagkage, hvor jeg aldrig havde været, men tit nok pebet over, at han havde været der uden mig. Igen. For eksempel var det tredje gang i denne uge, han var der. Kundemøder, siger han. Men nu har jeg været der og klager ikke mere, for jeg fik en forrygende brownie og en dejlig tosom stund med min kæreste. Bagefter tog jeg godt med mange lag uld og vindtæt tøj på og tog i haven. Og nu har jeg høstet og lagt den sidste spinat i fryseren. Jeg er tilfreds.
I dag er det søndag. Jeg har rodet en hel del ved computeren og fik efterhånden så meget uro i kroppen, at jeg tog løbetøjet på og løb en tur. Ja, det gjorde jeg, jeg løb, og jeg købte ind på hjemvejen. Blandt andet en stor kylling, som ikke vidste, at den skulle direkte hjem i Römertopfen. Kyllingen hedder Holger, og på den norske øldåse, jeg fandt i spisekammeret, og som vi åbenbart har haft med hjem fra Norge i sommer, stod der, at den går specielt godt til grøntsager, fisk, fjerkræ, svin og skinke (?), hvilket stort set er al slags mad, så den røg ned til Holger. Jeg er ikke sikker på, at det er på den måde, de har ment, den passede til det meste, men nu var det sådan, det blev.
Sådan her var det: Store stykker gulerod, både af rødløg og zittauerløg, hele hvidløgsfed og skiveskårne champignons i bunden af stegesoen, kyllingen ovenpå og en norsk øl ned i det gode selskab. Ind i en kold ovn, som jeg tændte på 165°, i to en halv time. Og så et kvarter, hvor jeg tog låget af og skruede op på 175°. Det blev godt. Men jeg tog ingen billeder. Og nu er det spist.
Nu er der Toppen af Poppen i fjernsynet og stenalderbrød i ovnen. Lasse har tre favoritter, som han synes, jeg bager ALT, ALT for sjældent, som i nærmest ALDRIG. Verdens bedste brød, knækbrød og stenalderbrød. Jeg tænker, at han måske bliver så utålmodig, at han på et tidspunkt føjer bagerskills til sine lave-mad-skills.
Men i dag kan jeg godt tage en for holdet. Det er nemt at lave. Og så kan jeg selv få stenaldermadpakke med i morgen.
4. oktober 2016 | At have have |
Der var skøn oktobersol i dag, og jeg havde aftalt med hjemmemarkedet, at jeg kørte direkte i kolonihaven efter arbejde. Jeg ville så gerne udnytte lyset og tiden til at få gjort endnu et stykke arbejde der.
Der er store stykker tom køkkenhave at luge og grave i, og der er afgrøder at høste, og der er græs at slå på. Bare for at nævne noget af det. Jeg blogger for en anlægsgartner, som gerne vil have dynamik på sin hjemmeside, og for mit eget vedkommende synes jeg, det er rart at have en professionel at læne mig op ad i mit amatørhavearbejde. Jens fra AB Kirketoft er glad, og jeg er glad. Og nu fik han lidt reklame her fra mit hjørne.
Nå, men senest skrev jeg om, hvad der er godt at gøre i haven i oktober, hvad der skal ordnes og gøres færdigt. Det kan læses her. Men jeg skrev, blev jeg klogere på mange ting selv, og det gav selvfølgelig anledning til at kigge kritisk på min egen have og tage min egen medicin.
Så her er ting, jeg har gjort i oktober, og i særdeleshed ting, jeg ikke har gjort. Endnu.
#1. Græsset er klippet i 4 centimeters højde (du læste blogindlægget på kirketoft.dk, ikke? Så du ved, hvad jeg snakker om), og de visne blade er samlet op af plæneklipperens opsamler. Jeg har også pirket lidt i mosset, men vores løvrive er ikke aggressiv nok. Eller også skal jeg bare beslutte, at lidt mos i plænen ikke gør noget.
#2. Georginerne, som jeg arvede fra min mor, er ved at være færdige med deres første sæson i Jylland, og nu skal de snart tages op og overvintre indendørs sammen med deres mærkesedler, så jeg ved, hvilken der er lyserød, hvid og rød, når de skal i jorden igen til foråret.
#3. Jeg mangler stadig at høste en tredjedel af spinaten. Det har været et godt spinatår.
#4. Grønkålen bliver stående, for det er grønkåls natur at stå ude i klingende frost og stadig være god, sund og anvendelig.
#5. Rødbederne skal tages op. Det ligner et godt rødbedeår, men jeg kan ikke vide, hvor langt de går ned i jorden, før jeg kan se enden på dem.
#6. Skal graves.
#7. Skal GRAVES.
#8. Her er to blåbærbuske af forskellig sort, som man anbefaler. De har givet to (2) blåbær. Det var ikke et godt blåbærår.
#9. Skal måske luges.
#10. HAR gravet.
Den i midten er mig. Det var alt herfra.
