30. august 2015 | At have have, den store bunke |
“Det er længe siden, du har løbet?”, sagde en i min husstand forleden. Tonefaldet var eftertænksomhed snarere end bebrejdelse. Som om emnet overhovedet kunne akkumulere bebrejdelse. Eftertænksomhed er i orden.
Det er selvfølgelig rigtigt, hvad der blev sagt. Det er en smule længe siden, jeg har løbet. Det blev til to gange i august, fortæller min Endomondo mig. Synes i øvrigt, at Endomondo laver om på designet mellem hver gang, jeg er der. Jeg har endda et nyt fint løbeur, som jeg fik til min fødselsdag midt i juli. Det har ikke været med ude ret mange gange, men det er heldigvis et dygtigt og godt ur, som også magter gammeldags tålmodighed.
Men jeg kan ikke være flere steder på en gang. Og i denne weekend – for nu bare at nævne ét tidspunkt – vurderede jeg, at jeg var bedre placeret i kolonihaven. Lydbøgerne lader sig lytte akkurat lige så godt der som ude på en løberute, fødderne ville hellere have havesko end løbesko på, hænderne var gladere med håndredskaber, og hjernen sagde plukke squash og salat, plante jordbærstiklinger, grave kartofler op, vande tomater og agurker, slå græs.
Vi kan kalde det grønne glæder. Og orange og røde og blå og kartoffelfarvede.
Mit løbeur er også grønt. Det er en anden slags glæde. Jeg har faktisk lige ladet det op. Til hvis nu ører, ben, hænder og hjerne skulle få lyst til noget andet.
14. august 2015 | At have have, den store bunke |
I min sidste ferieuge har jeg forenet det nyttige med det behagelige. Om formiddagen har jeg fedet den med alting og ingenting hjemme, og ved middagstid er jeg taget i haven med madpakke og lydbog. Langsomt er et ferieforsømt vildnis blevet tæmmet. Jeg har sorteret nyttevækster fra unyttevækster og konstateret, at der af de fem rækker spinat, jeg har sået og egentlig troet, der kun blev ukomme og ikke udkomme af, faktisk var blevet en smule avl. En meget lille smule. Langt fra sidste års bugnende høst, men måske bliver der til en enkelt portion.
Man kan igen se sort jord, som ikke er dækket af knæhøjt ukrudt, mellem urterækkerne. Der er plads til at sætte nye rækker jordbærstiklinger og måske så lidt mere salat. Gulerødder og rødbeder skal bare have tid til at vokse sig større, og Lasses bønner, busk- og pral-, trives fint og udnytter deres klatremuligheder. Der er stadig masser af salat – iceberg og rød og grøn romaine.
Vores lille havecontainer er fyldt til randen med grønt affald og er på tømningsselskabets rute i dag. Ugleskræmslet er sat væk for i år og får måske arbejde igen næste år.
Før og efter. Jeg er lidt stolt af mig selv.
Der er grund til at tro på squashhøst.
Ikke meningen, men dekorativt alligevel. Får fred indtil videre.
Vidste I forresten, at Flittige Hænder var navnet på det ugeblad, som senere skiftede navn til Hendes Verden? Min mor abonnerede på ALT for Damerne og mormor på Familiejournalen, og så byttede de indbyrdes, når de var færdige med dem. Mors kusine Johanne holdt Hjemmet og hendes nabo Aase Flittige Hænder, og de overtog også bladene efter hinanden. Bunkerne havnede hos henholdsvis mor og Johanne, og med jævne mellemrum mødtes de til eftermiddagskaffe og udvekslede stabler. “Byt’ bla’e” var et fænomen i mit liv lige fra mine allertidligste erindringer. Flittige hænder skiftede navn til Hendes Verden i 1962, hvor jeg bare var tre år, men de nordfynske koner må være blevet ved at bruge det gamle navn, siden det har sat sig så fast i mine minder.
12. august 2015 | At have have, Hørt og set i forbifarten |
Under hvilke omstændigheder er følgende sms-korrespondance naturlig:
“Pis, som man siger … du er kørt med toilettet.”
“Aaaaaaaaaargh. Sry.”
?
Når det kemiske Porta Potti fra kolonihaven er blevet taget med for at blive tømt og efter tømning stadig ligger i bagagerummet i den enes bil, som kører rundt på Randerskanten, når den anden næste dag ankommer til kolonihaven for at tilbringe en lang, dejlig eftermiddag der.
12. august 2015 | At have have, den store bunke, Heldige mig |
Nu er jeg den eneste i husstanden, som stadig holder ferie. Na-na-na-na-nah.
Morten gik vist i gang med at arbejde allerede i søndags, Astrid startede i 6. klasse i mandags, og mens jeg sidder og skriver, går jeg ud fra, at Lasse er startet i 3.g i dag. “Går ud fra”, fordi der er den der sære, sære skik – eller uskik, hvis I spørger mig – at natten før 3.g’erne starter i skolen er de i byen hele natten. I hvert fald oppe. Han tog af sted sidst på eftermiddagen i går, og jeg har ikke set ham siden. Jeg må gå ud fra, at han nu sidder og hænger i et solbeskinnet klasselokale sammen med sit kobbel, og jeg går også ud fra, at han bare skal sove, når han kommer hjem. Godt det ikke er mig.
Jeg tager i haven. På programmet er fortsat lugning. På sådan et stykke jord, der er overladt til sig selv i nogle uger grundet først indevejr og siden ferie, sker der ting. Planter holder ikke bare op med at gro, når man vender ryggen til. Heldigvis gælder det både krudt og ukrudt. De reglementerede afgrøder vokser, som de skal. Ukrudtet vokser, som det ikke skal, og det vil gerne bestemme. Jeg har været i gang med at rette op på det i et par dage, og heldigvis har jeg både tid og lyst til at fortsætte, og vejret er med mig.
Faktisk er jeg en af de priviligerede i år: Det har været rigtig flot sommervejr i alle mine tre ferieuger. Heldige mig. I de uger i juli, hvor det pisregnede og blæste, sad jeg trygt indenfor på arbejde med ryggen til vinduerne.
Jeg nyder timerne i haven. Skuffejern, knofedt og pilleri, lydbog i ørerne og så i gang. Jeg starter med at koge vand til termoflasken, så det også er nemt at holde kaffepauser, når jeg synes, og det synes jeg tit. En madpakke med, og så er eftermiddagen åben for havetanten. I kan se mig, hvis I kigger ind over hækken. Kom ind, så gi’r jeg kaffe.
Gymnasiasten skal jo alligevel have fred hjemme.
5. juli 2015 | den store bunke |
Min første ferieuge er gået. Den faldt sammen med de sommerhede dage og gik med vidt forskellige ting.
Morten og jeg hørte Duné, Go Go Berlin og Dizzy Mizz Lizzy i Herning. Samtidig var der Snapsting, byfest, i Viborg, og det var lidt som at gå over åen efter vand at tage til en anden by og høre musik. Men det var en gammel aftale, og det blev en hyggelig lille festivaldag, og så nåede vi Die Herren-koncerten, da vi var tilbage i Viborg.
Så var det i øvrigt lige, da Duné var gået på scenen, jeg fik besked om, at jeg havde vundet en overnatning på B&B Dalsgaard i Skivholme, en af de bloggere jeg læser med hos. Den gevinst indløser vi om et par uger.
Der var for eksempel også den dag, vi spiste ceviche – alle tiders yndlingslivret for et par af børnene – på terrassen, spillede Scotland Yard (et brætspil jeg fik i svendegave i 1987), og Laura og Lasse lavede godt stærke mojitos med den frodige mynte fra urteburet.
Vi var på udflugt. Moesgaard Museum og Sculpture by the Sea. Hyggeligt og varmt. Laura lokkede sine brødre til at springe i havet. Friskt og koldt.
Vi var i kolonihaven det meste af en dag. Vi lugede, klippede hæk, slappede af og grillede. Fredfyldt.
Lasse og jeg tog på road trip på den allervarmeste dag. Heldigvis tog vi til Vesterhavet, hvor det var knapt så varmt. Vi så imponerende sandskulpturer med dinosaurtema i Søndervig, gik langt langs havet, kørte op langs kysten, så på makrelfiskere og spiste fiskefileter i Thorsminde. Fortsatte til Lemvig og forestillede os at vi var Tour de France-følgebilen på de lange ned- og opstigninger omkring byen, kiggede lidt på havnen og snakkede om, hvorfor der er så stor risiko for oversvømmelser lige der. Fortsatte til Struer og slog et smut ind omkring gode venner til en kold øl, inden vi drog hjem. Det var en god dag.
Nu skal jeg arbejde i fire uger, inden næste del af ferien rammer mig. Det går også.
