“Det er længe siden, du har løbet?”, sagde en i min husstand forleden. Tonefaldet var eftertænksomhed snarere end bebrejdelse. Som om emnet overhovedet kunne akkumulere bebrejdelse. Eftertænksomhed er i orden.
Det er selvfølgelig rigtigt, hvad der blev sagt. Det er en smule længe siden, jeg har løbet. Det blev til to gange i august, fortæller min Endomondo mig. Synes i øvrigt, at Endomondo laver om på designet mellem hver gang, jeg er der. Jeg har endda et nyt fint løbeur, som jeg fik til min fødselsdag midt i juli. Det har ikke været med ude ret mange gange, men det er heldigvis et dygtigt og godt ur, som også magter gammeldags tålmodighed.
Men jeg kan ikke være flere steder på en gang. Og i denne weekend – for nu bare at nævne ét tidspunkt – vurderede jeg, at jeg var bedre placeret i kolonihaven. Lydbøgerne lader sig lytte akkurat lige så godt der som ude på en løberute, fødderne ville hellere have havesko end løbesko på, hænderne var gladere med håndredskaber, og hjernen sagde plukke squash og salat, plante jordbærstiklinger, grave kartofler op, vande tomater og agurker, slå græs.
Vi kan kalde det grønne glæder. Og orange og røde og blå og kartoffelfarvede.
Mit løbeur er også grønt. Det er en anden slags glæde. Jeg har faktisk lige ladet det op. Til hvis nu ører, ben, hænder og hjerne skulle få lyst til noget andet.
