30. august 2015 | At have have, den store bunke |
“Det er længe siden, du har løbet?”, sagde en i min husstand forleden. Tonefaldet var eftertænksomhed snarere end bebrejdelse. Som om emnet overhovedet kunne akkumulere bebrejdelse. Eftertænksomhed er i orden.
Det er selvfølgelig rigtigt, hvad der blev sagt. Det er en smule længe siden, jeg har løbet. Det blev til to gange i august, fortæller min Endomondo mig. Synes i øvrigt, at Endomondo laver om på designet mellem hver gang, jeg er der. Jeg har endda et nyt fint løbeur, som jeg fik til min fødselsdag midt i juli. Det har ikke været med ude ret mange gange, men det er heldigvis et dygtigt og godt ur, som også magter gammeldags tålmodighed.
Men jeg kan ikke være flere steder på en gang. Og i denne weekend – for nu bare at nævne ét tidspunkt – vurderede jeg, at jeg var bedre placeret i kolonihaven. Lydbøgerne lader sig lytte akkurat lige så godt der som ude på en løberute, fødderne ville hellere have havesko end løbesko på, hænderne var gladere med håndredskaber, og hjernen sagde plukke squash og salat, plante jordbærstiklinger, grave kartofler op, vande tomater og agurker, slå græs.
Vi kan kalde det grønne glæder. Og orange og røde og blå og kartoffelfarvede.
Mit løbeur er også grønt. Det er en anden slags glæde. Jeg har faktisk lige ladet det op. Til hvis nu ører, ben, hænder og hjerne skulle få lyst til noget andet.
18. april 2015 | At have have, Heldige mig |
Endelig en eftermiddag i haven med sol og korte ærmer. Koncentreret ydelse og nydelse.
Vores urbane oase
Dårlig samvittighed-bedet. Vi rydder det i løbet af sommeren, graver alt væk, løg, planter, rødder, alles, er vi enige om for tredje år i træk.
Perlehyacint lige midt i jordbærrækken – mindelser om havens tidligere ejer
Rabarberkompotten er næsten klar
Vi får nye kartofler om lidt
Hindbærmarmelade på vej
Og blåbærmarmelade?
Duerne håber på ribs, og solsortene håber på solbær
Jeg håber på mange kaffepauser
11. juni 2014 | At have have |
Høsthåbet i haven er lidt blandet i år. Der var mere grøde i afgrøderne sidste år. Måske har det regnet for lidt i vækstperioden. Eller jeg har været ualmindelig uheldig med de frø, jeg har sået. Jeg er i hvert fald færdig med icebergfrøbånd. Der kom slet ingenting op. Spinaten gror sporadisk. Jeg har sået påny. To gange. Men i forhold til sidste års imponerende overflod er det slemt skuffende. De fem rækker, jeg efterhånden har sået, kommer ikke engang til at give nok til ét måltid. Pastinakkerne kommer slet ikke. Af de tyve squashfrø, jeg har sået i potte og på friland, er der blevet én plante. Som endda ser en smule skravlet ud.
Men det nytter jo ikke at græde over alle de bare pletter. Der er også noget, som kvitterer for min indsats. Lad os hylde dét. Gulerødderne gror. Jeg har dild og to slags salat med hjem fra haven her i aften. Første række rucola er spist, og næste er godt på vej. Romainesalat er godt i gang, og vi har spist flere gange. Iceberg (løse frø!) pibler op. Det ser ud til, at persillerod endelig er kommet op. Rødbederne er fint på vej i en jævn række. Løgene er flotte.
Kartoflerne blomstrer endelig. Den middeltidlige sort Exquisa er kommet foran den megettidlige sort Hamlet. I sidste ende ender de samme sted.
Der er bær på både ribs- og solbærbuskene, men det ser allerede ud, som om solsortene igen i år ribber ribsene, før vi kan nå det – og før de er modne. Solbærrene lader de være i fred, så der er håb om lidt syltetøj. Hvem der vinder blåbærrene, ved vi ikke endnu, men bær er der.
På den overdækkede terrasse med de store vinduer – så det næsten er et drivhus – har vi to kapillærkasser. Den ene med almindelige tomater, som ser lidt pjevsede ud, men de skal nu nok sætte frugter. I den anden gror en lille trodsig peberfrugtplante, som kæmper for at få plads og lys ved siden af en blommetomat og en cherrytomat, som har vist sig at være himmelstræbende, livskraftige kæmper. Der er håb om hjemmedyrket peberfrugt.
