3. juli 2015 | At have have |
På en solrig feriedag i kolonihaven, – en dag, der slutter med spil og grill – kan man nå at sidde og ligge mange forskellige steder, alt efter hvordan sol og skygge vandrer i løbet af eftermiddagen. Med en bog. Analog eller digital. Eller et spil kalaha.
Men der blev også arbejdet. Hæk og høst. De første nye kartofler. Salatsymfoni – iceberg og rød og grøn romaine. Og hækken er på niveau med naboernes hække igen.
27. juni 2015 | den store bunke |
I Viborg er der Hærvejsfestival, og alle jeg kender er beskæftiget med enten løb, cykling, march, øl eller musik eller det hele. Eller noget med studenterfejring. Eller noget med at larme neden for vores vinduer om natten.
Jeg fandt en fredelig lomme i kolonihaven i eftermiddag og nåede at så et par rækker spinat, inden regnen drev hen over byen og drev mig ind under halvtaget. Jeg satte mig i ly med et par krus kaffe og overvejede, om jeg nogensinde ville slippe derfra uden at blive gennemblødt. Det gik.
Om lidt kører vi til Herning og hører Duné, Go Go Berlin og Dizzy Mizz Lizzy og kommer først hjem, når både regn og larm er færdigt i Viborg.
19. juni 2015 | At have have |
Jeg er tæt på at hejse hvidt flag i kampen mod de spirespisende duer i kolonihaven. I år har de fået smag for rucola. De lader lige spirerne komme et par centimeter op over jorden, og så slår de til og kapper toppen, hele rækken helt lige som efter en snor. Også omkampen vandt de, bedst som jeg ellers troede, at de ikke havde opdaget den nye række, jeg havde sået, og som nåede at stå så fin og lysegrøn og lovende. Indtil duerne angreb igen.
Hjemme på tagterrassen har vi sat alle krukkerne i bur, og dermed har vi vundet krydderurterne tilbage. Skræmmeuglen er fyret. Den har haft flexjob som vagt ved baljen med forglemmigejer og har klaret det nogenlunde.
Nu har den fået en tredje chance for at vise sit værd. Den er sat ud for at vogte Lasses bønner, som pibler op nu. Siden den nu har sådan en sørgelig lille skræmmeradius, har jeg lavet andre fugleskræmsler af snor og plastikstrimler. Over bønnerne i den anden side af klatrestativet og over den rucolarække, som duerne allerede har mejet ned. Måske kan det komme igen.
Morten og jeg tændte op i den mexicanske stenovn, satte os på terrassen og delte to glas øl i skumringen. Det var stemningsfuldt og dejligt. Mens vi sad der, kom der i hvert fald ingen duer. Håbet lever.
MEN DET ER DIN SIDSTE CHANCE, UGLE!!
Fejler du, kommer du med ud i jagtskoven og bliver skudt.
16. maj 2015 | At have have, den store bunke |
For tiden arbejder vi meget med at lære min mor at sige pyt. Hun er rigtig god til at finde alle bekymringer i verden, for hun ved, at hvis hun ikke tager dem på forskud, kan hun ikke være sikker på at få dem. Prøv at sige pyt og tage tingene, når de kommer, siger vi. Hvis de kommer. Det er den sværeste lektie, hun har.
Jeg talte med hende i eftermiddag og gjorde igen min datterlige trænerindsats på bekymringsområdet. Det gik nogenlunde, synes jeg, men hun er altså ikke nogen mønsterelev.
Bagefter tog jeg et smut op i kolonihaven for at kigge til afgrøderne. Forleden var jeg så glad, da jeg så, at salaten var piblet op i fine rækker små grønne spirer i køkkenhaven. Også rucolaen. Også der, hvor jeg tabte posen med frø.
Dét er der så nogen, der har gjort noget ved, konstaterede jeg i dag. Der er nippet grundigt der, hvor jeg tabte posen med frø. Og i det halve af rækken. Det er garanteret duer.
Nu kan jeg selv få lov at tage pythatten på.
