19. juni 2021 | At have have |
Der er et stykke med granitskærver i min forhave. Det er eksploderet med ukrudt i år, meget mere end de foregående år. På sådan en svedigt varm og lummer dag uden andre planer er det såmænd en udmærket beskæftigelse at sætte mig derude på en plastikkasse med en lydbog i ørerne og luge løs – igen. Det får formentlig aldrig ende. Det stykke, som jeg lugede i sidste uge, pibler igen.
Imens tænker jeg på min haveglade mor, der altid, altid, altid havde succes med – og tid til – at tage den slags i opløbet. Hun gik aldrig tur i sin have uden at have øje for at bøje sig ned og trække små ukrudtsspirer op, som havde sneget sig frem siden hendes seneste tur med skuffejernet. Hun holdt haven ren, hun gjorde den ikke ren.
Jeg tænker også på min far, som for længe siden ville have tilbudt at gå en tur med roundupsprøjten.
30. juni 2017 | At have have |
Det er lige nu, ukrudtet i kolonihaven sætter af og sætter i sprint, så jeg er efterladt på hælene, mens jeg i slowmotion griber ud efter skuffejernet. Fra nu af er der kun én vinder i kampen om bar jord.
Jeg accepterer det og bøjer mig i støvet – eller den mudrede muld – i respekt for, at ukrudtet også i år fandt det perfekte tidspunkt at lægge sig i front. Jeg kan tage kampen op, og jeg gør det, men jeg ved bare, at jeg herfra kun kan formå at rydde op efter ukrudtets hærgen, ikke forebygge dets indtrængen.
Men jeg siger som den sorte ridder i Monty Python og de skøre riddere, efter at han har fået hugget både arme og ben af og står tilbage som en torso med hoved: Come back, I can still bite!!
Og i snorlige rækker mellem det grønne bunddække lover kartofler og løg, pastinak og spinat trods alt en pæn høst. Bønnerne er kommet op og skal snart til at sno sig op ad klatrestativerne, og rødbeder og grønkål står fint. Det skal nok blive godt.
Et par meter over jorden overvejer det trefamiljede æbletræ, som vi plantede i fjor, hvordan det skal møde efteråret. Guldborg og Rød Ananas har valgt kun at stille op med hver to skravlede deltagere, mens Discovery har sat et indtil videre stærk hold ind i kampen om æblegrøden. Vi er spændte.
Vi er også spændte på de vækster, der er under tag og bag store vinduer. Tre slags tomater og to slags agurker har snart nået loftet, og nu skal de snart til at vise deres værd. Tænker jeg bare! Peberfrugt og aubergine når næppe de samme højder, men har alligevel lagt an til frugter, så forskellige de end er.
Kom nu bare videre, vi venter jo, og salatskålen er erklæret for åben!
18. maj 2017 | At have have |
Denne lille plante med fine hvide blomster står midt i en række af trædesten, vi har lagt gennem urtehaven i kolonihaven. Måske hedder den nikkende fuglemælk. Jeg tror, det er en løgplante, og jeg er sikker på, at løget har overlevet den gennemgribende afskrælning af det øverste lag jord, som vi foretog, da vi overtog haven efter Gudrun for fire år siden. Der er meget, som har overlevet, har det vist sig.
Jeg kan se for mig, hvordan Gudrun omhyggeligt og sirligt har lagt en spandfuld fuglemælkløg i jorden og glædet sig hvert eneste år over det fine væld af hvidgrønne blomster i klynger rundt i haven.
Vores vision med haven har været at gøre den til en nyttehave snarere end en prydhave. Vi ville ha’ grøntsager frem for blomster.
Og sådan kan man fuldstændig uforskyldt få ændret sine livsvilkår helt uden at flytte sig. Det er lidt tankevækkende: Da Gudrun var dronning, var fuglemælken et ønskebarn. Nu, under vores regime, står den det selvsamme sted og er en skarnsunge.
12. august 2015 | At have have, den store bunke, Heldige mig |
Nu er jeg den eneste i husstanden, som stadig holder ferie. Na-na-na-na-nah.
Morten gik vist i gang med at arbejde allerede i søndags, Astrid startede i 6. klasse i mandags, og mens jeg sidder og skriver, går jeg ud fra, at Lasse er startet i 3.g i dag. “Går ud fra”, fordi der er den der sære, sære skik – eller uskik, hvis I spørger mig – at natten før 3.g’erne starter i skolen er de i byen hele natten. I hvert fald oppe. Han tog af sted sidst på eftermiddagen i går, og jeg har ikke set ham siden. Jeg må gå ud fra, at han nu sidder og hænger i et solbeskinnet klasselokale sammen med sit kobbel, og jeg går også ud fra, at han bare skal sove, når han kommer hjem. Godt det ikke er mig.
Jeg tager i haven. På programmet er fortsat lugning. På sådan et stykke jord, der er overladt til sig selv i nogle uger grundet først indevejr og siden ferie, sker der ting. Planter holder ikke bare op med at gro, når man vender ryggen til. Heldigvis gælder det både krudt og ukrudt. De reglementerede afgrøder vokser, som de skal. Ukrudtet vokser, som det ikke skal, og det vil gerne bestemme. Jeg har været i gang med at rette op på det i et par dage, og heldigvis har jeg både tid og lyst til at fortsætte, og vejret er med mig.
Faktisk er jeg en af de priviligerede i år: Det har været rigtig flot sommervejr i alle mine tre ferieuger. Heldige mig. I de uger i juli, hvor det pisregnede og blæste, sad jeg trygt indenfor på arbejde med ryggen til vinduerne.
Jeg nyder timerne i haven. Skuffejern, knofedt og pilleri, lydbog i ørerne og så i gang. Jeg starter med at koge vand til termoflasken, så det også er nemt at holde kaffepauser, når jeg synes, og det synes jeg tit. En madpakke med, og så er eftermiddagen åben for havetanten. I kan se mig, hvis I kigger ind over hækken. Kom ind, så gi’r jeg kaffe.
Gymnasiasten skal jo alligevel have fred hjemme.
19. april 2014 | At have have |
Jeg har aldrig rigtigt set nytten af en kultivator. Jeg har lært havebrug af min mor, og de haveredskaber, hun brugte, talte ingen kultivator. I store træk lagde hun kun rive og skuffejern i trillebøren, når hun gik ud for at “rense have”. I prydhaven, altså. Når hun var i urtehaven, tog hun også spade og greb med.
En kultivator fjerner ikke ukrudtet, sagde hun. Hendes metode var skuffejernet. Først skuffer man jordstykket, og når det fældede ukrudt har ligget lidt oven på jorden og tørret, river man det sammen, så det ikke slår rod igen.
Jeg var forundret, da jeg i sin tid fik den første have. Min mand havde lært havebrug af sin far, hvis foretrukne haveredskab var kultivatoren. Den løsner jorden omkring rødderne, sagde han og brugte aldrig skuffejern. Jeg trak på skuldrene og tænkte, at det nok var sådan, de gjorde i Jylland. De sætter jo også kartofler, mens vi på Fyn lægger dem.
Der var således flere modsætningsforhold. Skuffejern eller kultivator. Mor til datter eller far til søn. Fyn eller Jylland. Vi var ikke enige om metoderne, men det gode var, at vi aldrig sloges om haveredskaberne. Han greb kultivatoren, jeg greb skuffejernet, og da boet skulle deles, var det naturligt, at han fik den femgrenede kultivator, mens jeg var helt tilfreds med den tregrenede. Jeg foretrak jo alligevel skuffejernet – som vi var helt enige om, at jeg skulle have.
Nu er jeg begyndt at bruge kultivator!
Ja, det er jeg.
Den kan ganske enkelt rive de store ukrudtsblokke op, så jeg kan samle dem sammen. Skuffejernet ville bare hakke rødderne over, og så ville de snart skyde igen. Når der er ryddet, og det bare skal holdes vedlige, tager jeg skuffejernet igen.
I dag indså jeg, at i haver som min mors – og i sin tid svigerfars – er det fuldstændig ligegyldigt, hvilket redskab man bruger. Der er jo aldrig noget ukrudt. De holder det væk hele tiden og starter aldrig med så grøn jord, som jeg gør. Så det er bare et spørgsmål om, hvad der ligger bedst i hænderne, og hvad man synes, man udretter mest med.
Det er vel også i orden, siger jeg til mig selv, at jeg begynder at gøre nogle haveting anderledes, end min mor har lært mig. Jeg mener, jeg er 54 og har boet i Jylland i flere år, end jeg har boet på Fyn.
Hun ser jo ikke, at jeg gør det.
