Jeg har madtjansen i morgen, og jeg kommer nok ikke uden om ’noget med squash’.
Der ligger seks af dem i grøntsagsskuffen – den syvende er en agurk. V holder ferie lige om lidt, men intet tyder på, at squashplanterne har tænkt at gøre det samme.
Sååeeh …
Nej, det bliver ikke squashfrikadeller. Jeg husker dette.
“Hvad skal jeg lave til aftensmad?”, spurgte jeg ud i kontoret lige inden fyraften.
“Åh, jeg lavede sådan en god ret forleden”, sagde Tina, “ristede kyllingefileter … bla bla … brændt karry, mangochutney, madfløde … bla bla … stegt knust bacon… bla bla … peanuts, ris, kokos … bla bla”.
“Det lyder rigtig lækkert, men der er jo ikke meget af det der, jeg har i haven …”, sagde jeg, for jeg ville åbenbart helst bruge råvarer med frisk jord.
Jeg kørte hen i kolonihaven og kom i tanker om nogle squashfrikadeller, jeg havde set én prale med på Instagram og oven i købet givet opskriften på. Det viste sig så at være spinatfrikadeller, da jeg fandt frem til opslaget. Vi har ganske vist masser af spinat i haven, men nu var jeg sporet ind på at få brugt de tre pæne squash, der allerede var høstet, så jeg fandt en squashfrikadelleopskrift på nettet og tænkte tomatsalat (vi har mange tomater), måske tzatziki (også mange agurker) og godt brød til.
Så det blev planen.
’Fars’ til squashfrikadeller er virkelig usamarbejdsvilligt! Det er noget værre makværk, der er møgsvært at stege, uden at klatterne bliver brændt udenpå samtidig med, at de beholder en sær blød konsistens indeni. Jeg kom voldsomt i tvivl om projektet, og undervejs kom jeg i tanker om, at jeg engang for flere år siden nåede frem til en lignende konklusion: Det gør jeg aldrig mere!
For første gang nogensinde bød jeg til bords med en forsikring om, at ’det er både forståeligt og acceptabelt, hvis I beslutter, at I kun vil spise salat og brød i dag’.
Men så smagte de og sagde, at de godt kunne lide de grimme, flade, forbrændte skabninger, og at vi skulle gemme de tre, der ikke blev spist.
Jeg selv er slet ikke overbevist, og næste gang lytter jeg til Tina eller går efter Mettes spinatfrikadeller. Mind mig lige om det!
Jeg indrømmer det gerne: Det er en letkøbt omskrivning af titlen på Four Tops’ gamle hit Loco in Acapulco, men jeg står ved den, også fordi der er sådan et lækkert genbrug af bogstaverne i loco til colo, som selvfølgelig refererer til kolonihaven.
Så behøver jeg heller ikke udpensle det mere, vel?
Jeg har været en lille smule skør i kolonihaven i dag. Mest bare tosset med forår og solskin. Alt det, der har været sat lidt på hold derude på grund af travlhed med flytning og konfirmation sammenholdt med det alt for kolde vejr, har jeg nu fået indhentet. Det meste af det, jeg vil så, er sået; der mangler kun rødbeder og bønner, som gerne vil vente på lidt højere jordtemperatur, ligesom squash- og hokkaidoplanterne og årets nyhed aubergine ikke tør blive plantet ud, så længe meteorologerne truer med nattekulde.
Men jeg turde godt fylde plantekasserne med tomater, agurker og peberfrugt. Jeg har sagt til dem, at de skal varme hinanden, hvis det bliver koldt om natten. Så skal det nok gå.
Det her er dét tidspunkt i hele havesæsonen, hvor jeg er sikker på, at det er mig, der har overtaget. Siden vil det blive et kapløb mellem mig og ukrudt, og på et tidspunkt vil ukrudt stikke af. Ukrudt vinder ALTID! Sådan er det bare, og jeg ved det.
Men lige nu… der er det mig.
Wup wup, så er der fyldt ud i køkkenhaven. Der er kun plads til små, små spontaniteter og Lasses bønner, som det stadig er lige tidligt nok at putte i jorden. I dag har jeg sået rødbeder og plantet grønkål og alle mine små squash- og hokkaidounger. Jeg håber, nogle af dem overlever. Hvis ikke, har jeg lært til næste år for pokker at vente lidt længere med udplantningen til friland. Vi ser.
Alle flagretingesterne er plastikstrimler, som skal skræmme de tykke duer, der kan lide nyspiret rucola (jeg VED det, for de narrede mig sidste år) og måske spæde grønkålsplanter (jeg ved det ikke, men naboen har hængt plastik over sine kålplanter, så det har jeg også gjort).
Det har været en fin anden pinsedag. Haven er så pæn, som den næppe bliver igen i år. Der er luget, og man kan se bar jord (ikke mellem trædestenene, ved det godt). Fra nu af bliver det et kapløb mellem naturen og mig, og vi ved ikke, hvem der vinder. Det er tit ukrudtet, der lægger sig i front og holder positionen gennem hele sommeren. Vi ser.
Jeg har også vasket bil i dag, og dét her lærer jeg aldrig at forstå. Hvordan ved min telefon, at der er nogen inde i vaskehallen foran mig? Ja ja, jeg kan godt regne ud, at det er den QR-kode, jeg lige har scannet fra standeren, som fortæller systemet (hvilket system? Hvor?), hvilken vaskehal jeg holder ved, og samme system har registreret al aktivitet. Men alligevel! Det er spooky.
Sommetider er jeg hamrende knivskarp, og sommetider er jeg virkelig, virkelig nem at imponere.
Tænk engang. Af ti hokkaidofrø og ti squashfrø, som jeg nænsomt stak i små grønne potter for fire uger siden og stillede på den bedste plads i vindueskarmen og gav både vand og opmærksomhed, er der spiret ni hokkaidoer og … nåja … to squashplanter. Samlet set er det en høj, høj spirerate. Hvis alt fortsætter med at gå godt, er der meget græskarsuppe og græskarsåmegetandet på vej til os. Og to squashplanter passer lige præcis, hvis man husker at plukke squashene som små og i øvrigt forærer nogle væk.
Nu rykker de fra vuggestue til børnehave. Større potter, lidt mere plads og mulighed for at komme udenfor på de gode dage og vænne sig til luft og himmelhøjde, inden de skal plantes rigtigt ud på friland og være ude hele døgnet.
