26. maj 2016 | Udpluk |
• Over én eneste aftensmad nåede vi at tale om skriftlig studentereksamen før og nu, kuglepenne, lynlåse, velcro, tryklåse, cellofan, post-it sedler og et bredt spektrum af andre tilfældige opfindelser. Der gik en hel time med “Vidste I godt, at…”
• Jeg har fået fingre i figner. Jeg har snakket om den i næsten et år, og endelig kom Ficus Røsnæs til salg. Den skulle være mere hårdfør til vores klima end andre sorter, og jeg har store forventninger. Indtil videre kan den ikke kaldes et træ, ikke engang en busk. En figenplante.
• Apropos haven. Jeg vendte ryggen til den sidste weekend, fordi jeg var i Berlin, og straks har den kvitteret med en tårnhøj plæne og alt det ukrudt, den kunne finde på. Der er meldt krig.
• Berlin der. “Har du været i Berlin i weekenden?”, spurgte chefen interesseret og imødekommende i mandags. Et par sætninger senere skruede han sit vantro ansigt på: “Har du været i Berlin for at LØBE?!?” Øh ja. Og for at hygge og lave yoga og ose og spise og drikke og shoppe. Det hele gik godt. Jeg gennemførte i hvert fald det hele.
• Min rekord i tarteletspisning er 10. Det var i omkring 4. klasse til Birthes fødselsdag. Ti tarteletter, alligevel. Det er lidt svinsk.
• Det sidste har ikke noget at gøre med noget. Jeg kan ikke lige huske, hvorfor jeg kom til at tænke på tarteletter. Nu kan jeg højst spise tre. Da jeg gik i 4. klasse, kunne jeg også klatre i tovene helt op og røre loftet i gymnastiksalen. Det kan jeg heller ikke mere.
• Sådan ændrer ting sig med alderen. Min mor synes for eksempel ikke, det går så godt med at løse krydsord for tiden. Men det er, fordi de er ved at grave fjernvarmerør ned i vejen udenfor, siger hun. Så kommer krydsordevnerne nok tilbage, når de er færdige med at grave, tænker jeg.
• I morgen skal jeg se En mand der hedder Ove i biografen. Det har jeg lige så store forventninger til som til figentræet.
30. august 2015 | At have have, den store bunke |
“Det er længe siden, du har løbet?”, sagde en i min husstand forleden. Tonefaldet var eftertænksomhed snarere end bebrejdelse. Som om emnet overhovedet kunne akkumulere bebrejdelse. Eftertænksomhed er i orden.
Det er selvfølgelig rigtigt, hvad der blev sagt. Det er en smule længe siden, jeg har løbet. Det blev til to gange i august, fortæller min Endomondo mig. Synes i øvrigt, at Endomondo laver om på designet mellem hver gang, jeg er der. Jeg har endda et nyt fint løbeur, som jeg fik til min fødselsdag midt i juli. Det har ikke været med ude ret mange gange, men det er heldigvis et dygtigt og godt ur, som også magter gammeldags tålmodighed.
Men jeg kan ikke være flere steder på en gang. Og i denne weekend – for nu bare at nævne ét tidspunkt – vurderede jeg, at jeg var bedre placeret i kolonihaven. Lydbøgerne lader sig lytte akkurat lige så godt der som ude på en løberute, fødderne ville hellere have havesko end løbesko på, hænderne var gladere med håndredskaber, og hjernen sagde plukke squash og salat, plante jordbærstiklinger, grave kartofler op, vande tomater og agurker, slå græs.
Vi kan kalde det grønne glæder. Og orange og røde og blå og kartoffelfarvede.
Mit løbeur er også grønt. Det er en anden slags glæde. Jeg har faktisk lige ladet det op. Til hvis nu ører, ben, hænder og hjerne skulle få lyst til noget andet.
15. marts 2015 | At have have |
Tredje sæson i kolonihaven er skudt i gang. Lange underbukser, uldsokker, fire lag på overkroppen, halstørklæde og handsker var klogt tænkt på en kold udedag midt i marts.
Vi er bagud fra start. Igen. Naboerne til den ene side har allerede fræset jorden. Det må de jo selv om. Vi står lige med haven til den anden side. Men vi ved, at Ejnar kan rykke når som helst. Han er fyldt 91 i vinter , og jeg så ham i sydbyen for et par uger siden. Hvilket på den ene side var helt forkert, for han skal jo være i kolonihaven, og på den anden side godt, for så ved vi, at han har klaret vinteren. Og pludselig har han ordnet hele sin have.
Vi tog det roligt i dag. Ryddede op i kasser, der havde haft midlertidig plads i huset, fjernede vissenpinde fra bedene, krattede lidt i græsplænen, skar et par vildtvoksende grene af et træ, tænkte kloge havetanker, drak kaffe og kastede idéer ud, kiggede op i loftet (for der er hul, og det skal skiftes), tog forsythiagrene med hjem, og det var dét.
Det er for tidligt at gå sådan for alvor i gang. Der er ikke lukket op for vandet endnu, men nu har vi taget hul på sæsonen. Og sæson 3 bliver god. Det er jeg sikker på. I år vil vi have hokkaidogræskar og en ny solvogn.
