Mynte er en gadedreng

mynte

Eftermiddagens solskin indbød til at drikke en kop kaffe på terrassen. Når det sker, kan det gå to veje for mig: Jeg kan blive distraheret af et eller andet, så kaffen står og bliver kold, eller jeg kan synke ned i en stol i en solstråle med noget gadgetværk eller et bundt kloge tanker og få nydt kaffen. I dag gik det til adspredesiden. Jeg fik øje på ynkelighederne i urteburet og gav mig til at pille vissenpindene af. Timians krukke er frostsprængt og skal skiftes ud. Purløg spirer igen, det samme gør estragon og måske salvie, det er ikke helt til at afgøre endnu.

Mynten er et kapitel for sig. Mynte er umulig at styre. Den sætter lange, lange underjordiske rødder, og hvis man ikke holder den i en afgrænset beholder, overtager den verdensherredømmet. Jeg har engang haft et helt krydderurtebed, hvor mynte udråbte sig selv til konge og undertvang alle de andre mere fredsommelige gevækster. Denne her holder jeg både i krukke og i bur, men jeg kan se, den har vildskaben intakt. Det virker som om den har drønet sine lange underjordiske udløbere rundt og rundt og rundt nede i potten for at finde et sted at slippe ud og indtage verden. Men der er lukket. Der er ingen smuthuller.

Men det er derfor, det er hele vejen rundt langs kanten, de små grønne skud pibler op. Og dét er tilladt!

Der er håb for sommerens mojitos.

mojito

Ferieglimt 1

Min første ferieuge er gået. Den faldt sammen med de sommerhede dage og gik med vidt forskellige ting.

Morten og jeg hørte Duné, Go Go Berlin og Dizzy Mizz Lizzy i Herning. Samtidig var der Snapsting, byfest, i Viborg, og det var lidt som at gå over åen efter vand at tage til en anden by og høre musik. Men det var en gammel aftale, og det blev en hyggelig lille festivaldag, og så nåede vi Die Herren-koncerten, da vi var tilbage i Viborg.

Sommerferie1

Så var det i øvrigt lige, da Duné var gået på scenen, jeg fik besked om, at jeg havde vundet en overnatning på B&B Dalsgaard i Skivholme, en af de bloggere jeg læser med hos. Den gevinst indløser vi om et par uger.

Der var for eksempel også den dag, vi spiste ceviche – alle tiders yndlingslivret for et par af børnene – på terrassen, spillede Scotland Yard (et brætspil jeg fik i svendegave i 1987), og Laura og Lasse lavede godt stærke mojitos med den frodige mynte fra urteburet.

Sommerferie2

Vi var på udflugt. Moesgaard Museum og Sculpture by the Sea. Hyggeligt og varmt. Laura lokkede sine brødre til at springe i havet. Friskt og koldt.

Sommerferie3IMG_6720

Vi var i kolonihaven det meste af en dag. Vi lugede, klippede hæk, slappede af og grillede. Fredfyldt.

Sommerferie4

Lasse og jeg tog på road trip på den allervarmeste dag. Heldigvis tog vi til Vesterhavet, hvor det var knapt så varmt. Vi så imponerende sandskulpturer med dinosaurtema i Søndervig, gik langt langs havet, kørte op langs kysten, så på makrelfiskere og spiste fiskefileter i Thorsminde. Fortsatte til Lemvig og forestillede os at vi var Tour de France-følgebilen på de lange ned- og opstigninger omkring byen, kiggede lidt på havnen og snakkede om, hvorfor der er så stor risiko for oversvømmelser lige der. Fortsatte til Struer og slog et smut ind omkring gode venner til en kold øl, inden vi drog hjem. Det var en god dag.

Sommerferie5

Nu skal jeg arbejde i fire uger, inden næste del af ferien rammer mig. Det går også.