26. oktober 2015 | den store bunke |
Da svigermor blev 80 år i juli, fyldte gaven fra hendes børn, svigerbørn, børnebørn og oldebørn ikke meget på gavebordet. Til gengæld fyldte den i går en hel oktobersøndag ud, og jeg håber, den stadig fylder svigermors hoved med tanker og glæde og bliver ved med det et godt stykke tid endnu.
Jeg tror det.
Hun så i hvert fald glad – og meget træt – ud, da vi sagde farvel til hende i går.
Hun fik en udflugt i gave. En udflugt tilbage til hendes barndoms- og ungdomsland. I en stor bus med plads til hele familien, på den dag hvor flest mulige familiemedlemmer kunne deltage. Med fire børn, en stor flok børnebørn, hele otte oldebørn og tilkomne koner, mænd og kærester kan det blive til en hel del.
Barndommens land er Mors, og i går kørte bussen med svigersønnen ved rattet – han er buschauffør – over Sallingsundbroen til en rejse, hvor historier blev fortalt, minder vækket til live, tidlige oplevelser fisket frem fra glemte hjørner, spørgsmål blev besvaret, levet liv sat i perspektiv og tråde bundet sammen, mens snakken gik mellem brødre og søstre, forældre og børn, fætre og kusiner, børnebørn og bedsteforældre, svogre og svigerinder.
Hun genså steder, hvor hun havde boet, gået i skole, hvor forældre og bedsteforældre havde boet, kirken hvor hun var både døbt, konfirmeret og viet, og hvor den samme præst havde viet ni ud af ti i hendes søskendeflok, steder hvor hun havde haft sin gang. Vi lagde en gravkrans på forældrenes gravsted og kom ud i mange kroge af en tid, der ligger halvtreds-tres år og endnu længere tilbage, og også hendes fire børn fik synkroniseret og lagt nye lag på deres erindringer fra barndomsbesøg hos bedsteforældrene på Mors, og de af os der ikke genetisk delte minderne, blev klogere på mange ting.
Det var sådan en god dag. Oktober viste sig fra sin smukkeste side, det samme gjorde Sydmors, og svigermor fik ud over gensynet med hjemstavnen en dejlig dag sammen med sin flok, efterkommerne, familien, alle dem, som ikke ville have været der uden hende.
“Nu skal jeg hjem og fordøje det hele”, sagde hun, da jeg sagde farvel. Det forlyder, at hun var meget tilfreds og meget træt, da hun blev afleveret på plejehjemmet. Udover de fysiske anstrengelser ved at være af sted en hel dag som 80-årig må det virkelig også sætte mange tanker i gang at få blæst gensyn og minder i hovedet en hel dag og få vækket erindringer, som hun garanteret havde glemt. Men hvor er jeg glad for, at hun fik den oplevelse.
15. august 2015 | den store bunke |
På vejen fra Blokhus, hvor vi har besøgt gode venner og vredet det allersidste ud af ferien, kom der tunge skyer og hamrende regn sydfra, og vi besluttede at overhale vejret og køre nordpå, inden uvejret indhentede os. Vi kørte mod Lønstrup og kørte ind på parkeringspladsen ved Rubjerg Knude Fyr. Der er et stykke at gå ud til fyret. Vi kiggede på hinanden og spejdede mod syd og sydøst og vurderede, om vi ville kunne nå at gå derud, og om vi ville risikere at blive fanget af regnen derude. Det mente vi nok, vi kunne og ville.
Det var flot og dramatisk, og der var ingen tvivl om, at det snart ville blive torden. Halvvejs derude genvurderede vi og besluttede at vende om og gå tilbage til bilen, inden det brød løs. Vi drejede os rundt. Og så brød det løs. Med store tunge dråber. Vi løb – og var gennemblødte på et øjeblik. Drivvåde nåede vi tilbage til parkeringspladsen. Heldigvis havde vi overnatningstasker i bagagerummet og havde derfor lidt tørt tøj at tage på.
Det er første gang, jeg har siddet barfodet bag rattet fra Nordjylland til Viborg klædt i intet andet end uldtrøje og underbukser. Og gået i gågaden i samme antræk.
Vi er tørre, hjemme og inden døre, og der er stadig lidt ferie tilbage.
5. juli 2015 | den store bunke |
Min første ferieuge er gået. Den faldt sammen med de sommerhede dage og gik med vidt forskellige ting.
Morten og jeg hørte Duné, Go Go Berlin og Dizzy Mizz Lizzy i Herning. Samtidig var der Snapsting, byfest, i Viborg, og det var lidt som at gå over åen efter vand at tage til en anden by og høre musik. Men det var en gammel aftale, og det blev en hyggelig lille festivaldag, og så nåede vi Die Herren-koncerten, da vi var tilbage i Viborg.
Så var det i øvrigt lige, da Duné var gået på scenen, jeg fik besked om, at jeg havde vundet en overnatning på B&B Dalsgaard i Skivholme, en af de bloggere jeg læser med hos. Den gevinst indløser vi om et par uger.
Der var for eksempel også den dag, vi spiste ceviche – alle tiders yndlingslivret for et par af børnene – på terrassen, spillede Scotland Yard (et brætspil jeg fik i svendegave i 1987), og Laura og Lasse lavede godt stærke mojitos med den frodige mynte fra urteburet.
Vi var på udflugt. Moesgaard Museum og Sculpture by the Sea. Hyggeligt og varmt. Laura lokkede sine brødre til at springe i havet. Friskt og koldt.
Vi var i kolonihaven det meste af en dag. Vi lugede, klippede hæk, slappede af og grillede. Fredfyldt.
Lasse og jeg tog på road trip på den allervarmeste dag. Heldigvis tog vi til Vesterhavet, hvor det var knapt så varmt. Vi så imponerende sandskulpturer med dinosaurtema i Søndervig, gik langt langs havet, kørte op langs kysten, så på makrelfiskere og spiste fiskefileter i Thorsminde. Fortsatte til Lemvig og forestillede os at vi var Tour de France-følgebilen på de lange ned- og opstigninger omkring byen, kiggede lidt på havnen og snakkede om, hvorfor der er så stor risiko for oversvømmelser lige der. Fortsatte til Struer og slog et smut ind omkring gode venner til en kold øl, inden vi drog hjem. Det var en god dag.
Nu skal jeg arbejde i fire uger, inden næste del af ferien rammer mig. Det går også.
7. marts 2015 | den store bunke |
Vi har længe – alle fire i husstanden – villet besøge ARoS. Igen for nogles vedkommende, for første gang for en enkelts vedkommende. I dag blev det.
Bygningen alene er et besøg værd. Så flot tænkt, så flot gjort. Og så rummer den et kæmpebredt spekter af kunst. Eller gør den? Er det kunst det hele? Undervejs havde vi nogle fine snakke om, hvad kunst er. Om noget er kunst, fordi det har kostet millioner og er på et kunstmuseum. Om hvert enkelt menneske selv definerer, om noget er kunst. Hvis det flytter mig, og jeg føler mig beriget, kalder jeg det kunst. Hvis jeg ikke bryder mig om det eller ikke fatter en bjælde, er det ikke kunst for mig. På samme måde som skønhed ikke kan defineres entydigt.
Vi nåede at se det hele, tror jeg. Selv om vi var nødt til at forlade museet midt i besøget for at få noget at spise. Sukkerkolde folk forstår SLET ikke kunst. Men vi vendte mætte tilbage og tog resten ovenfra.
Jeg boede i Aarhus, fra jeg var 22 til jeg var 32; jeg blev voksen og uddannede mig der, og i mit hjerte er det min by. Jeg overøste de andre med oplysninger om, hvad alting var af det, vi så oppe fra regnbuerundgangen på taget. Måske fandt de mig interessant, måske ikke.
Så var der nogen, der havde skrevet på den kæmpe tavle, pladsen nede ved Ridehuset er, hvis nogen gør den til det.
Guldalderen… dét er noget, vi kan forstå. På 8. etage med Fra Abildgaard til Kirkeby tog vi ind og så og vurderede. Og kunne lide det meste. Pludselig stoppede Morten brat op og blev dreng igen. For der hang det billede, de havde haft på væggen hjemme i barndommens land.
Jeg kunne også have haft et billede af ryggen af min yngste søn, der i protest forlader en udstilling, fordi han synes, at kunstneren er en selvfed nar, der tager røven på publikum – ’og så har han garanteret fået flere millioner for det’. Men jeg nåede ikke at få kameraet frem, inden han var nået til enden af gangen og var drejet ud af syne. Det ville ellers have været en flot komposition med en gul skjorte på vej midt ned ad en lang gang mellem sort/hvide symmetriske skillevægge. Kunst, tænker jeg.
7. august 2013 | At have have, den store bunke |
I går var jeg og børnene på besøg hos min mor. En dag med meget kørsel, men det gjorde jeg gerne for at have dem alle tre med. Drengene og jeg hentede Laura i Aarhus på vejen til Fyn og afleverede hende samme sted på vejen hjem. Det gav lidt ekstra kørsel, at de har lavet om på noget frakørsel i Viby. Det vidste min gps ikke.
Mormor sad klar med frokost. Og ugeaviserne til at fordrive ventetiden med. Vi var lidt forsinkede, blandt andet fordi et sært bump under bilen havde fået os til at trække ind på en rasteplads for at se, om noget var raslet af. Men jeg ved jo ikke rigtigt, hvad jeg skal forvente, at der er derinde under, og bilen kørte godt nok med alle de sædvanlige lyde, så vi fortsatte. Må nok hellere svinge ind omkring mekanikeren i dag. Han kan sikkert bedre vurdere undervognstilstanden.
Jeg havde spurgt min mor, om der var noget, hun gerne ville have ordnet, nu vi kunne mønstre en flok gode hoveder og stærke arme. Hun ville gerne have flyttet kompostbeholderen væk fra udsigten fra køkkenvinduet og ind i hjørnet under udhænget, hvor den ikke spolerer skønheden, og hvor ingenting alligevel kan gro.
At flytte en halvfuld kompostbeholder lader sig ikke gøre. Den måtte tømmes. Jeg havde gode ideer til, hvordan det skulle gøres. Det havde min mor også. Det blev, som hun ville. Og det lykkedes, og hun var glad mange gange resten af dagen.
Da min mor flyttede ind i sit lille rækkehus for to år siden, var haven et tilgroet vildnis med halvhøjt græs over det hele. Hun gravede tørv af til staudebede og lidt urtehave. Se hvor fin den er nu. Fliserne har hun selv lagt. Jeg siger det igen: hun er 87.
I havehenseender tager jeg gerne imod ordrer fra min mor. Meget tit ved hun bare bedre.
