Jeg er tæt på at hejse hvidt flag i kampen mod de spirespisende duer i kolonihaven. I år har de fået smag for rucola. De lader lige spirerne komme et par centimeter op over jorden, og så slår de til og kapper toppen, hele rækken helt lige som efter en snor. Også omkampen vandt de, bedst som jeg ellers troede, at de ikke havde opdaget den nye række, jeg havde sået, og som nåede at stå så fin og lysegrøn og lovende. Indtil duerne angreb igen.
Hjemme på tagterrassen har vi sat alle krukkerne i bur, og dermed har vi vundet krydderurterne tilbage. Skræmmeuglen er fyret. Den har haft flexjob som vagt ved baljen med forglemmigejer og har klaret det nogenlunde.
Nu har den fået en tredje chance for at vise sit værd. Den er sat ud for at vogte Lasses bønner, som pibler op nu. Siden den nu har sådan en sørgelig lille skræmmeradius, har jeg lavet andre fugleskræmsler af snor og plastikstrimler. Over bønnerne i den anden side af klatrestativet og over den rucolarække, som duerne allerede har mejet ned. Måske kan det komme igen.
Morten og jeg tændte op i den mexicanske stenovn, satte os på terrassen og delte to glas øl i skumringen. Det var stemningsfuldt og dejligt. Mens vi sad der, kom der i hvert fald ingen duer. Håbet lever.
MEN DET ER DIN SIDSTE CHANCE, UGLE!!
Fejler du, kommer du med ud i jagtskoven og bliver skudt.
