28. april 2018 | den store bunke |
Tre gange har jeg nu pillet en rede under konstruktion ned i kolonihavehuset. Samme sted, over døren ind til køkkenet.
Eller ’jeg’ og ’jeg’ … ret beset har jeg kun selv gjort det én gang, ellers har jeg fået Morten til det. Men altså, tre gange, samme sted. Første gang var, da jeg trak skatkortet, anden gang var en uges tid senere, hvor solsorten var gået i gang igen, men kun havde nået at støbe fundamentet, hvorfor jeg selv godt turde pille redeligheden ned. Tredje gang var i formiddags, da vi var forbi med et par plantesække. Det var det mest omfattende byggeri hidtil, men heldigvis havde jeg min helt med til at fjerne det, og heldigvis var der ikke lagt æg.
Men det må høre op! Der er IKKE givet byggetilladelse, og det bliver der heller ikke. Som vagtværn har jeg genansat en gammel kending, som ellers var sendt på pension på grund af uduelighed.
Skræmmeuglen!
Den var aldrig pengene værd, skønt den fik flere chancer, end rimeligt var. Find vagtuglens tvivlsomme CV her, her og her.
I flere sæsoner har den stået gemt væk på en hylde i kolonihavehuset, faktisk lige over for solsortens drømmebolig. Nu har jeg imidlertid trukket uglen helt frem i frontlinjen som den centrale og upassérbare forsvarskæmpe. Solsorten må IKKE komme ind på den byggegrund igen. Jeg bekriger fugle med fugle!
Men det er SIDSTE chance! For både uglen og fuglen!
14. august 2015 | At have have, den store bunke |
I min sidste ferieuge har jeg forenet det nyttige med det behagelige. Om formiddagen har jeg fedet den med alting og ingenting hjemme, og ved middagstid er jeg taget i haven med madpakke og lydbog. Langsomt er et ferieforsømt vildnis blevet tæmmet. Jeg har sorteret nyttevækster fra unyttevækster og konstateret, at der af de fem rækker spinat, jeg har sået og egentlig troet, der kun blev ukomme og ikke udkomme af, faktisk var blevet en smule avl. En meget lille smule. Langt fra sidste års bugnende høst, men måske bliver der til en enkelt portion.
Man kan igen se sort jord, som ikke er dækket af knæhøjt ukrudt, mellem urterækkerne. Der er plads til at sætte nye rækker jordbærstiklinger og måske så lidt mere salat. Gulerødder og rødbeder skal bare have tid til at vokse sig større, og Lasses bønner, busk- og pral-, trives fint og udnytter deres klatremuligheder. Der er stadig masser af salat – iceberg og rød og grøn romaine.
Vores lille havecontainer er fyldt til randen med grønt affald og er på tømningsselskabets rute i dag. Ugleskræmslet er sat væk for i år og får måske arbejde igen næste år.
Før og efter. Jeg er lidt stolt af mig selv.
Der er grund til at tro på squashhøst.
Ikke meningen, men dekorativt alligevel. Får fred indtil videre.
Vidste I forresten, at Flittige Hænder var navnet på det ugeblad, som senere skiftede navn til Hendes Verden? Min mor abonnerede på ALT for Damerne og mormor på Familiejournalen, og så byttede de indbyrdes, når de var færdige med dem. Mors kusine Johanne holdt Hjemmet og hendes nabo Aase Flittige Hænder, og de overtog også bladene efter hinanden. Bunkerne havnede hos henholdsvis mor og Johanne, og med jævne mellemrum mødtes de til eftermiddagskaffe og udvekslede stabler. “Byt’ bla’e” var et fænomen i mit liv lige fra mine allertidligste erindringer. Flittige hænder skiftede navn til Hendes Verden i 1962, hvor jeg bare var tre år, men de nordfynske koner må være blevet ved at bruge det gamle navn, siden det har sat sig så fast i mine minder.
19. juni 2015 | At have have |
Jeg er tæt på at hejse hvidt flag i kampen mod de spirespisende duer i kolonihaven. I år har de fået smag for rucola. De lader lige spirerne komme et par centimeter op over jorden, og så slår de til og kapper toppen, hele rækken helt lige som efter en snor. Også omkampen vandt de, bedst som jeg ellers troede, at de ikke havde opdaget den nye række, jeg havde sået, og som nåede at stå så fin og lysegrøn og lovende. Indtil duerne angreb igen.
Hjemme på tagterrassen har vi sat alle krukkerne i bur, og dermed har vi vundet krydderurterne tilbage. Skræmmeuglen er fyret. Den har haft flexjob som vagt ved baljen med forglemmigejer og har klaret det nogenlunde.
Nu har den fået en tredje chance for at vise sit værd. Den er sat ud for at vogte Lasses bønner, som pibler op nu. Siden den nu har sådan en sørgelig lille skræmmeradius, har jeg lavet andre fugleskræmsler af snor og plastikstrimler. Over bønnerne i den anden side af klatrestativet og over den rucolarække, som duerne allerede har mejet ned. Måske kan det komme igen.
Morten og jeg tændte op i den mexicanske stenovn, satte os på terrassen og delte to glas øl i skumringen. Det var stemningsfuldt og dejligt. Mens vi sad der, kom der i hvert fald ingen duer. Håbet lever.
MEN DET ER DIN SIDSTE CHANCE, UGLE!!
Fejler du, kommer du med ud i jagtskoven og bliver skudt.
