10. september 2017 | At have have, den store bunke |
Det kan godt være, det har regnet i dag. Det har det – jeg mindes i hvert fald, at jeg havde vinduesviskerne i gang, da jeg kørte bil, og at jeg ind i mellem har kastet et blik ud og set våde terrassefliser.
Men i mit sind har der været sol. Og da det passede mig med tørvejr, var tørvejr hvad jeg fik.
Det har været en dejlig søndag med mine drenge. Den ene deler jeg adresse med, den anden var hjemme på besøg. Vi sov længe, vi dovnede, vi snakkede, de så fodbold, jeg tog dem med og satte dem i arbejde i kolonihaven – den ene klippede hæk, den anden plukkede bønner, vi kørte hjem til rækkehuset, de så mere vigtigt fodbold, jeg bagte æbletærte til os, vi klippede og blancherede bønner, vi snakkede, vi lavede aftensmad, vi spiste, vi sendte den udeboende med toget hjem.
Jeg kan høre, at det regner nu. Det er lige meget.
Mine fine drenge. Min fine dag.
1. november 2015 | At have have |
Er de ikke flotte? Udover almindelige grønne bønner har vi i år eksperimenteret med pralbønner. Nu er de høstet og ligger til tørring. Så skal vi bare finde ud af, hvordan vi skal bruge dem. Vi går ud fra, at vi skal spise dem, men hvordan vi skal tilberede dem, ved vi ikke endnu. Google? Nogen?
5. september 2015 | At have have, den store bunke |
Hvem bor i det grønne hus?
Det lyder som en labyrintgåde, “Jensen bor i det hvide hus, Hansen bor i det gule hus, Jørgensen i det røde og Nielsen i det blå. Men hvem bor i idet grønne?”. Gæt.
Klatrestativet bugner af bønner lige nu. Det var Lasses ide at begive sig ud i bønneavl i år, og han er godt tilfreds med det foreløbige resultat. Vi har en ordentlig bøttefuld med hjem fra dagens haveekskursion, og de fleste skal i fryseren. Nogle af dem lavede vi på Lauras initiativ til bønnefritter. En tilpas mængde grønne bønner vendes i olie, salt og presset hvidløg, bredes ud i ét lag på en bageplade på papir og bages i 40 minutter ved 200° varmluft. Så er de så sprøde og lækre og himmelske, at selv de, der ellers ikke ret vilde med bønner, elsker dem og glemmer at fotografere dem.
Vi fik dem til pandestegt kullerfilet, bagte rødbedestave og æblekompot med et strejf af lakrids. Alt var over gennemsnittet, og jeg er færdig med at kunne bevæge mig for i dag.
Hvem boede så i de agurkegrønne omgivelser? Det var en bænkebider, der kun fyldte en tyvendedel af det hul, den havde skabt med sin grådighed.
30. august 2015 | At have have, den store bunke |
“Det er længe siden, du har løbet?”, sagde en i min husstand forleden. Tonefaldet var eftertænksomhed snarere end bebrejdelse. Som om emnet overhovedet kunne akkumulere bebrejdelse. Eftertænksomhed er i orden.
Det er selvfølgelig rigtigt, hvad der blev sagt. Det er en smule længe siden, jeg har løbet. Det blev til to gange i august, fortæller min Endomondo mig. Synes i øvrigt, at Endomondo laver om på designet mellem hver gang, jeg er der. Jeg har endda et nyt fint løbeur, som jeg fik til min fødselsdag midt i juli. Det har ikke været med ude ret mange gange, men det er heldigvis et dygtigt og godt ur, som også magter gammeldags tålmodighed.
Men jeg kan ikke være flere steder på en gang. Og i denne weekend – for nu bare at nævne ét tidspunkt – vurderede jeg, at jeg var bedre placeret i kolonihaven. Lydbøgerne lader sig lytte akkurat lige så godt der som ude på en løberute, fødderne ville hellere have havesko end løbesko på, hænderne var gladere med håndredskaber, og hjernen sagde plukke squash og salat, plante jordbærstiklinger, grave kartofler op, vande tomater og agurker, slå græs.
Vi kan kalde det grønne glæder. Og orange og røde og blå og kartoffelfarvede.
Mit løbeur er også grønt. Det er en anden slags glæde. Jeg har faktisk lige ladet det op. Til hvis nu ører, ben, hænder og hjerne skulle få lyst til noget andet.
10. juni 2015 | At have have |
Sådan noget kan jeg nemt finde på at blive spurgt om.
Det er sjældent, folk spørger mig om noget med byens fodboldhold, eller om jeg har været på kræmmermarked fornylig. Men haven. Den er der næsten altid en samtaleåbner gemt i.
Og går det så godt?
Ja, det gør det.
Afgrøderne spirer og gror. Salaterne har det fint, kartoflerne ser lovende ud, jordbærrene blomstrer, gulerødderne kan skelnes fra det omgivende ukrudt. Det samme kan ikke siges om pastinak, persillerod, spinat, hvidløg og rødbeder. Spirerne bliver nødt til at blive lidt større, inden jeg kan se, hvilke grønne vækster der ikke giver noget spiseligt og skal rykkes op.
Tre hokkaidofrø i vindueskarmen spirede pludselig, blev store og er plantet ud. Der skal snart sås en række spinat mere. To slags tomater og to slags agurker skyder i vejret inde i havestuen.
Piletræet smed alle sine rakler, da det stormede. Et tykt tæppe over græsplæne og køkkenhave. Vi havde aftalt, at det skulle fældes. Piletræer er dygtige til hurtigt at blive store og skyggefulde, men også til at tage lys og næring fra alle andre vækster i nærheden.
Vi havde aftalt, at det skulle væk i år. Over et par øl og noget hyggeligt sammen med en god ven, der har en motorsav. Vores gode ven kom forbi med saven og lagde træet ned i fine bunker, før vi nåede at stille øl frem. Nu har vi heldigvis hyggen til gode.
Det øverste af træet ligger dér. Det skal vi jo så have kørt væk. Inden hækken skal klippes, i hvert fald.
Lasse har bestemt sig for at dyrke bønner. Pralbønner og stangbønner. Nu tror vi på, at jordtemperaturen er blevet så høj, at bønnerne ikke mistrives eller får svamp, og nu er de sået. Han har bygget et ’korthus’, bønnestagerne kan klatre på. Nu er det bare at vande og vente. Jeg tror, arbejdsfordelingen bliver sådan, at jeg vander, og han venter. Når bønnerne bliver høstet, er det også hans opgave at spise dem.
