Ferieglimt 1

Min første ferieuge er gået. Den faldt sammen med de sommerhede dage og gik med vidt forskellige ting.

Morten og jeg hørte Duné, Go Go Berlin og Dizzy Mizz Lizzy i Herning. Samtidig var der Snapsting, byfest, i Viborg, og det var lidt som at gå over åen efter vand at tage til en anden by og høre musik. Men det var en gammel aftale, og det blev en hyggelig lille festivaldag, og så nåede vi Die Herren-koncerten, da vi var tilbage i Viborg.

Sommerferie1

Så var det i øvrigt lige, da Duné var gået på scenen, jeg fik besked om, at jeg havde vundet en overnatning på B&B Dalsgaard i Skivholme, en af de bloggere jeg læser med hos. Den gevinst indløser vi om et par uger.

Der var for eksempel også den dag, vi spiste ceviche – alle tiders yndlingslivret for et par af børnene – på terrassen, spillede Scotland Yard (et brætspil jeg fik i svendegave i 1987), og Laura og Lasse lavede godt stærke mojitos med den frodige mynte fra urteburet.

Sommerferie2

Vi var på udflugt. Moesgaard Museum og Sculpture by the Sea. Hyggeligt og varmt. Laura lokkede sine brødre til at springe i havet. Friskt og koldt.

Sommerferie3IMG_6720

Vi var i kolonihaven det meste af en dag. Vi lugede, klippede hæk, slappede af og grillede. Fredfyldt.

Sommerferie4

Lasse og jeg tog på road trip på den allervarmeste dag. Heldigvis tog vi til Vesterhavet, hvor det var knapt så varmt. Vi så imponerende sandskulpturer med dinosaurtema i Søndervig, gik langt langs havet, kørte op langs kysten, så på makrelfiskere og spiste fiskefileter i Thorsminde. Fortsatte til Lemvig og forestillede os at vi var Tour de France-følgebilen på de lange ned- og opstigninger omkring byen, kiggede lidt på havnen og snakkede om, hvorfor der er så stor risiko for oversvømmelser lige der. Fortsatte til Struer og slog et smut ind omkring gode venner til en kold øl, inden vi drog hjem. Det var en god dag.

Sommerferie5

Nu skal jeg arbejde i fire uger, inden næste del af ferien rammer mig. Det går også.

Kultiveret natur – en anbefaling

I går gjorde vi to ting, som viste sig at være overraskende fine. Vi gjorde også nogle andre ting, som vi på forhånd havde regnet med ville være fine.

Målet var Blokhus, hvor vi skulle ende med at besøge nogle venner. Vi proppede fire mennesker ind i den lille bitte lejede Toyota iQ, som jeg kører i, indtil jeg får min nye bil. Der er faktisk fire pladser i den, men fordelingen er givet på forhånd, for hvis der sidder nogen på førersædet med længere ben end mine, er der ikke plads til nogen på sædet bagved. Altså var det mig, der kørte.

Det første, der overraskede positivt, var Blokhus Vildtreservat. Der er bisoner, hjorte og vildsvin, men det, vi gik efter, var rovfugleopvisningen. Jeg følte mig først temmelig flået efter at have indløst billetter for et, syntes jeg, noget pebret beløb til noget, der lignede en tør mark med et ensomt skur, men det viste sig at være godt givet ud.

fuglecollage

Der blev fløjet med høg, falk, hvidhovedet havørn og en canadisk hornugle. Imponerende fugle, som vi kom helt tæt på.

pacooliviaugle

Så tæt at vi sommetider måtte dukke os, når de fløj imellem os. Høgen strejfede mit hår og Lasses kind med vingerne. Og Astrid holdt bagefter den imponerende ørn på handske. Jeg kan godt forstå, hun ser andægtig ud. Den var også tung.

Astrid

Det andet, der viste sig at være et besøg værd, var Sandskulpturfestival i Blokhus. En række internationale sandskulptører har lavet værker over temaet Konger, kejsere og herskere gennem tiderne, og det har de gjort godt. Det er altså imponerende, hvad man kan få sand til. Sand, altså. Bittesmå sten, jo. Men der er modelleret, som om det var ler eller beton. Se bare Gandhi, han har negle!

Gandhi

Om selvsamme skulptur overhørte Morten en anden gæst sige: “Hey, det er jo Buddha! Eller … nej, nej, hvor er jeg dum, det er jo Dalai Lama!”

Her er min gamle veninde fra Berlin, Nefertite. Hun er også smuk i sand, sammen med sin Ankhaton

nefertite

Og kong Arthur er der, King Kong, The King of Rock’n’roll, Kejserens nye klæder, Denghis Khan, Napoelon, Mary Stuart og en masse andre herskerfortolkninger. Det er flot. Se dem, hvis I er i sommerlandet. Det koster kun en halvtredser.

arthursandmur

Nå jo, så er der også Træskulpturfestival på samme område. Det er også imponerende, hvad nogen kan med en motorsav.

Til sidst, efter middag med vennerne og inden vi kørte hjem, gik vi ned til Vesterhavet og så solen gå ned. Det er også godt gjort. Af naturen selv, uden menneskelig modellering.

solned

Faktisk er det også imponerende, at de lange mennesker kan foldes ind i sådan en lille bil.

iQ