20. august 2019 | At have have, Heldige mig |
August måned bringer min yndlingsbuket. Gyldenris og solhat. Gule skønheder, hvis forskellighed passer perfekt sammen og giver det allerfineste sensommerlys i stuen. Selv navnene er smukke og klæder hinanden.
Min til alle tider yndlingsblomst er ellers solsikke. Den er bare en mere eksklusiv gæst i mine vaser, fordi jeg sjældent får købt solsikker, og hvis jeg endelig har sået nogle i haven, nænner jeg ikke at plukke dem. Solsikke er ophøjet og særlig, og jeg er ydmygt beundrende, når jeg har dem.
Men så er der heldigvis andre skønne, gule blomster, og lykkeligvis en stor rigdom af dem på mine jorder. I samtlige af mit voksenlivs haver har der stået solhat og gyldenris, og i flere tilfælde faktisk ikke så meget andet. Så var august velkommen. De to sammen er en pragtkonstellation af tyngde og lethed, og i min kolonihave er der lige nu en overflod, som jeg henter en ny buket hjem af, så snart den forrige begynder at vride kronbladene og drysse gult støv.
Heldige mig.
21. december 2017 | den store bunke, Heldige mig |
Jeg har juleferie. I 12 dage. Tolv. Det bliver knageme dejligt. Næsten to uger at fylde alt muligt i. Mest jul, selvfølgelig, og en masse spontan afslapning. Samvær med familien. De store børn hjemme på juleferie. Visitter her og der. I morgen lægger vi ud med at bage flere småkager, for fedtebrødene er på uforklarlig (i hvert fald uforklaret – og benægtet) vis forsvundet fra dåsen. Så er der noget gløgg, der vil drikkes, og det første julebarn ankommer.
Det er velsignet at kunne holde fri i så mange dage og ikke have en lang liste med ting, der skal gøres. Vi skal lige have købt mad ind til julehjemmedagene, men jeg er færdig med at pakke julegaver ind. Så vidt jeg ved.
Heldige mig.
Sangen Twelve days of Christmas handler om de tolv dage fra juledag til Helligtrekonger, men i min personlige kalender er de rykket lidt. Og de starter NU.
12. august 2015 | At have have, den store bunke, Heldige mig |
Nu er jeg den eneste i husstanden, som stadig holder ferie. Na-na-na-na-nah.
Morten gik vist i gang med at arbejde allerede i søndags, Astrid startede i 6. klasse i mandags, og mens jeg sidder og skriver, går jeg ud fra, at Lasse er startet i 3.g i dag. “Går ud fra”, fordi der er den der sære, sære skik – eller uskik, hvis I spørger mig – at natten før 3.g’erne starter i skolen er de i byen hele natten. I hvert fald oppe. Han tog af sted sidst på eftermiddagen i går, og jeg har ikke set ham siden. Jeg må gå ud fra, at han nu sidder og hænger i et solbeskinnet klasselokale sammen med sit kobbel, og jeg går også ud fra, at han bare skal sove, når han kommer hjem. Godt det ikke er mig.
Jeg tager i haven. På programmet er fortsat lugning. På sådan et stykke jord, der er overladt til sig selv i nogle uger grundet først indevejr og siden ferie, sker der ting. Planter holder ikke bare op med at gro, når man vender ryggen til. Heldigvis gælder det både krudt og ukrudt. De reglementerede afgrøder vokser, som de skal. Ukrudtet vokser, som det ikke skal, og det vil gerne bestemme. Jeg har været i gang med at rette op på det i et par dage, og heldigvis har jeg både tid og lyst til at fortsætte, og vejret er med mig.
Faktisk er jeg en af de priviligerede i år: Det har været rigtig flot sommervejr i alle mine tre ferieuger. Heldige mig. I de uger i juli, hvor det pisregnede og blæste, sad jeg trygt indenfor på arbejde med ryggen til vinduerne.
Jeg nyder timerne i haven. Skuffejern, knofedt og pilleri, lydbog i ørerne og så i gang. Jeg starter med at koge vand til termoflasken, så det også er nemt at holde kaffepauser, når jeg synes, og det synes jeg tit. En madpakke med, og så er eftermiddagen åben for havetanten. I kan se mig, hvis I kigger ind over hækken. Kom ind, så gi’r jeg kaffe.
Gymnasiasten skal jo alligevel have fred hjemme.
