19. februar 2022 | den store bunke |
Jeg er vild med Fredrik Backman. Og sådan er dét.
Fredrik Backman er ham, der har skrevet blandt andet En mand der hedder Ove (i øvrigt fremragende filmatiseret med Rolf Lassgård som Ove), Britt-Marie var her, Min mormor hilser og siger undskyld, Folk med angst (som er blevet en fin og tro miniserie på Netflix) og Bjørneby-trilogien, der handler om et lille samfund langt mod nord i de svenske skove.
De fleste af hans romaner handler faktisk om små samfund, bredt defineret. Samfund og individer. Om mennesker, relationer, kærlighed, passion, sport, angst, om at skille sig ud, være som de andre, frygt for at være det, frygt for ikke at være det. Om had, skam, regler – definerede og usagte, foragt, vold, politik, sammenhold, forbilleder. Om at blive voksen og om at være det.
Fredrik Backman skriver forunderligt og vidunderligt, klogt og koncist, billeddannende, modsætningsfyldt. Betragtende, beskrivende, indsigtsfuldt, enkelt. Jeg elsker sproget, formuleringerne, sætningerne.
Jeg har læst eller lyttet alt, hvad han har skrevet – bortset fra en enkelt julenovelle, har jeg lige opdaget. Nu er jeg i gang med tredje og sidste del af Bjørneby-serien, og jeg nyder hvert sekund.
Den er indlæst af Thomas Gulstad. Sådan skal dét være. Det SKAL det. Han har indlæst alle Backmans bøger, og det kan ikke være anderledes. Hans stemme er Backmans stemme for mig, og jeg ville blive virkelig skuffet, hvis jeg skulle vænne mig til en andens. Så lad være med at lave om på dét, lydbogsredaktører. Og Thomas … du kan også bare lige vove!
Hvis I ikke har læst noget af Fredrik Backman, kan det kun gå for langsomt med at komme i gang. Hvis I har, synes jeg bare, I skal kaste jer over resten. Uanset om I læser med øjne eller ører.
Nå, tilbage til Bjørneby.
17. januar 2022 | den store bunke |
Engang i folkeskolen på 9. eller 10. årgang spurgte vores dansklærer Grethe klassen om, hvor meget vi læste. Altså ud over skolepensum. Fordybelse i rigtig litteratur. Det gik lærerne også op i dengang. Jeg tror nok, hun havde satset på blandt andet mit svar, for jeg var det, man kaldte en læsehest, og havde siden jeg forstod alfabetet læst alt, hvad jeg kom i nærheden af. Men det var så lige i en periode, hvor frilæsningsbøger ikke havde min højeste prioritet, i hvert fald svarede jeg kækt, at jeg ikke læste, fordi “jeg synes, det tager alt for meget tid”…!
Ja, det var mig, der sagde det. Mig der snakkede hele tiden. Mig der som lille og lidt større konstant satte ord og bogstaver sammen og skilte dem ad igen, digtede historier og slugte alle Bogbussens og skolebibliotekets hyldemeter.
Indtil lige i den periode, hvor Grethe spurgte. Jeg kan tydeligt huske det, og hvorfor jeg svarede sådan. Det tog jo meget tid at læse bøger. Når man læste, kunne man jo ikke andet. Hvis jeg lå med næsen i en bog, kunne jeg ikke bruge den samme tid med et kreativt projekt i hænderne. Tegne, lave papirklip, strikke, hækle, brodere, sy tøj, tømre noget sammen i huggehuset. Og det ville jeg også gerne. Og kigge efter drenge og køre på knallert.
Siden kom jeg efter det med læsningen igen, også selv om det stjal tid fra noget andet. Åh, hvor har der været mange år, hvor vi kun kunne håndtere én aktivitet ad gangen.
Men så kom lydbøger!
Sidste år lyttede jeg til 69 bøger, mens jeg strikkede fem trøjer, en hue og fem par strømper, gjorde rent, kørte bil og vandrede 1.200 kilometer.
Det skulle mit 16-årige jeg bare have vidst. Så havde Grethe ikke tabt skuffen den dag.
3. januar 2020 | den store bunke |
Der kører en Mofibo-kampagne i øjeblikket, hvor Cecilie Frøkjær spørger tilfældige (som om!) mennesker, hvor mange bøger de tror, man kan nå at lytte på et år i den tid, man prøver på at falde i søvn. Det kan de selvfølgelig ikke gætte – svaret er angiveligt 12 –, og det ER altså også et mærkeligt spørgsmål med en uendelig løs elastik. Hvorfor skal man lytte, mens man prøver på at falde i søvn; hvem måler det; hvordan defineres prøve-at-falde-i-søvn-tid, og er man ikke nødt til at lytte lange passager igen, hvis man nu faktisk faldt i søvn?
Prøv i stedet at spørge mig, hvor mange bøger jeg har læst i løbet af 2019. Det kom vi til at snakke om forleden. Eller hvor mange jeg har lyttet, for store søn hævder hårdnakket, at det ikke er at læse, når man gør det med ørerne. Det er det for mig. Jeg synes, jeg læser, uanset om jeg bruger synet eller hørelsen. Og jeg har læst 48 bøger i 2019. Det er helt vildt, faktisk.
Her på bloggens forside lægger jeg altid et billede af min aktuelle bog under en rubrik, jeg kalder ’Lige nu i ørehøjde’ – som en analogi til ’Lige nu i øjenhøjde’. Den har jeg også – til de bøger, jeg læser på dén måde. Der er bare sjældent nogen i gang.
Men min samling af forsidebilleder til det formål giver mig et fint bibliotek over alle de fortællinger, jeg har taget til mig. Den samlede liste for alle mine lytteår rummer cirka 250 titler. Det er et godt bibliotek at kigge i, når jeg bliver spurgt, om jeg har læst den eller den bog. Tit kan jeg nemlig ikke huske, hvad jeg har læst, men så kan jeg lige se det der.
Hvornår lytter jeg? Altid. Når jeg kører bil, også på de korte ture til og fra arbejde, når jeg cykler, når jeg går, når jeg gør rent, når jeg laver mad, når jeg bare tuller rundt.
Men aldrig, når jeg prøver at falde i søvn.
18. januar 2018 | den store bunke |
“New Kid on the Blog”…! For fem år siden spillede jeg ord med navnet på et amerikansk boyband fra slutfirserne-starthalvfemserne og fandt det første mod til at servere mig selv for eventuelle læsere gennem Facebook.
Der var ikke nogen særlig anledning til at breake lige den dag midt i januar. Det var ikke engang hverken det første eller det andet indlæg, jeg skrev, og ikke om noget særligt. Det var det her, og det handlede om at løbe og lytte. Det første gjorde jeg jævnligt dengang, det sidste var nyt. Det sidste gør jeg stadig, det første er mere eller mindre taget af programmet til fordel for andre beskæftigelser. Sådan er tilværelsen så dynamisk.
Men bloggen består, stadig med sit oprindelige navn trods flere adresseændringer siden starten. Faktisk bor Grevinden nu på sin tredje fysiske adresse. Og så passer det hele jo.
En slags tillykke til mig!
15. november 2017 | den store bunke |
Det er, som om Mofibo er kommet lidt mere op … på hesten, var det nærliggende at skrive, men jeg mente nu i omdrejninger. Her på det seneste har jeg lagt mærke til, at de nye bøger er hurtigere tilgængelige som lydbog. Tidligere skulle vi vente i ret lang tid efter udgivelsen af papirudgaven, før man havde fået indlæst og lagt op. Det går langt hurtigere nu. I øjeblikket lytter jeg til Sissel-Jo Gazans Blækhat, som er forholdsvis ny, og før den var jeg igennem Michael Katz Krefelds Pagten, som jeg kunne downloade allerede dagen efter udgivelsen. Jeg kunne måske have gjort det allerede på selve dagen, men da var jeg endnu ikke helt færdig med Bjørneby af Fredrik Backman. Den blev i øvrigt udgivet i starten af oktober.
Jeg kunne godt remse flere titler op på nyudkomne bøger, jeg allerede har læst, men jeg vil hellere fortælle, hvad jeg har i vente. Jeg har en åben note på telefonen, hvor jeg løbende skriver forfatter og titel, når jeg støder på omtaler, snuser rundt i boghandeler og bliver anbefalet bøger af andre. Nogle af dem har jeg næsten opgivet at se på Mofibo, andre strømmer ind. Nogle kan jeg ikke huske, hvorfor jeg noterede, andre glæder jeg mig virkelig til at komme i gang med. Listen er skrevet i den rækkefølge, jeg blev opmærksom på titlerne, og helt uden prioriteringer.
Her er læsehestens liste:
Ove Dahl: Drabschefen
Hustvedt: Sommeren uden mænd
Riebnitzsky: Orkansæsonen og stilheden
Lucinda Stilet: De syv søstre
Jussi Adler-Olsen: Alfabethuset
Pauliina Rauhala: Himmelsang
Paul Auster: 4321
Albertine Sarrazin: Astragal
Michel Houellebecq: Underkastelse
David Lagercrantz: Manden der søgte sin egen skygge
Jonathan Franzen: Purity
Maria Gerhard: Der bor Hollywoodstjerner på vejen
Steffen Jacobsen: Da blev jeg døden
Elsebeth Egholm: Jeg finder dig altid
Dan Brown: Oprindelse
Colson Whitehead: Den underjordiske jernbane
A.J. Kazinski: Miraklernes nat
Anne B Ragde: Liebhaverne
Hanne-Vibeke Holst: Som pesten
Lotte og Søren Hammer: To små piger
Om der ellers sker noget i mit liv? Ja, i morgen skal jeg i biografen, og i maj skal jeg til Utah.
