12. marts 2016 | At have have |
Dette her er en løbetrøje. Det kan den i hvert fald bruges til. Det er den faktisk allerede blevet brugt til. Min søde kæreste købte den med hjem til mig fra sin skiferie i Norge, og jeg er både fin og glad i den. Ikke hurtig. Fin og glad.
En af dens gode egenskaber er, at den er af uld. Fineste merinould, og det betyder, at den vil holde mig varm, når jeg om lidt lader den være mit inderste af mange lag og tager ud i kolonihaven og ligner en, der er ved at gøre haven forårsklar. Det er noget med at beskære noget hindbærbusk, som nok skulle have været beskåret i efteråret, og fjerne nogle visne staudetoppe og se, om der gemmer sig noget forår nedenunder. Det er også noget med at drikke kaffe (note to self: husk at tage vand med, thi der er næppe åbnet for den centrale hane endnu) og skridte matriklen af og tænke innovative tanker om kommende afgrøder og vurdere, om der skal være kartofler her eller der, mens jeg tygger på et halmstrå. Eller en vissen staudetop.
Jeg kiggede lige til de allerallersidste rester af sidste års høst. Kartoflerne har tilsyneladende fulgt et og andet instinkt. De bittesmå gnallinger, som kun egnede sig til at blive til brunekartofler og derfor aldrig blev brugt, fordi ingen orkede hverken at skrælle eller pille, har fået storhedsvanvid og vil være avlskartofler! De vil i jorden? Men så siger vi måske dét. De kan få et ydermandat og komme i en siderække, når jeg engang skal lægge kartofler, så kan de få lov at bevise deres værd.
Der er jo tid nok til at beslutte, om der skal være kartofler her eller der, for temperaturen er endnu ikke til underjordiske gerninger, men i en ulden norsk undertrøje kan man udholde at skridte matriklen af både på kryds og tværs, mens der fostres overjordisk kloge tanker i øverste etage.
20. januar 2016 | At have have, Heldige mig |
Solen skinnede insisterende over sneglitrende marker, da jeg kørte hjem fra arbejde, og jeg kom sådan til at savne kolonihaven. Der er selvfølgelig langt fra et vinterfrosset Narnia til forårsdage med frøposer og flisejern og endnu længere til spinathøst og sommerhat.
Men kun i virkeligheden. I tanken er der ikke. Jeg kørte omkring haven i håb om at nå at fange lidt nedgående sol på sneklædte grene og trippe lidt rundt på en uberørt isknitrende plæne.
Jeg nåede det ikke helt. Solen var næsten forsvundet, da jeg svingede ind ved have 44, og et par harer havde allerede taget tripningen. Men det var godt at være der et par minutter, se til at alt var i orden og drømme lidt om forår og denne sæsons afgrøder.
Jeg tror, jeg vil sætte grønkål i år. Det kan endda blive stående til næste vinter og glæde mig, hvis jeg skulle blive grebet af akut havesavn en frostklar januardag i 2017.
1. november 2015 | At have have |
Er de ikke flotte? Udover almindelige grønne bønner har vi i år eksperimenteret med pralbønner. Nu er de høstet og ligger til tørring. Så skal vi bare finde ud af, hvordan vi skal bruge dem. Vi går ud fra, at vi skal spise dem, men hvordan vi skal tilberede dem, ved vi ikke endnu. Google? Nogen?
1. oktober 2015 | At have have, den store bunke |
Phyw, det er allerede torsdag. Der var ellers stof nok til en lang fortælling om weekenden. Men nu bliver det bare kort. Ud skal det. Jeg skal ikke brænde inde med min dokumentation.
Der var fyldt med oplevelser og foretagsomheder sidste lørdag og søndag. Noget af det fandt vi selv på, andet havde universet arrangeret. Den der måne søndag nat, for eksempel. I Viborg var det blevet tåget i løbet af natten, så vi så ingenting af rød og fuld. Vi kunne ikke engang se formørkelsen.
Lørdag flyttede vi for vores gode venner, Ida og Sven Erik. Det har jeg ingen billeder af, for jeg havde travlt med at bære og bære og gøre gengæld for deres flyttehjælp til os sidste sommer. Det var hyggeligt, og der var øl og pizza.
Som om det ikke var nok aktivitet på en lørdag, kom jeg til at løbe en tur i skoven bagefter. Langsomt. Der var pænt. Og sol.
Om aftenen indløste Lasse sin fødselsdagsgave fra april. Vi havde givet ham billet til Jan Gintberg Live – Det store spørgsmål og havde købt til os selv også. Det har jeg heller ikke billeder af, for det måtte man ikke. Men det var godt nok godt. Jeg grinede i to timer. Der er stadig forestillinger tilbage på turen, så man kan godt nå det.
Det var jo forrygende vejr, og søndag var vi i haven. Som sædvanlig var vi bagud med hækklipning i forhold til naboerne, men ved I hvad: Det er vi ikke længere. Jeg ryddede også spinatbedet. Der var tosset meget spinat, og det tager så lang tid at plukke og pille og skylle og blanchere, og det fylder så lidt, når det endelig er klar til at putte i fryseren. Men det føles rart og rigt.
Om aftenen kørte Morten og jeg til Lille Vildmose og kiggede på kronvildt. Der var en stor krabat med en ordentlig flok hunner og to enlige gadedrenge i skovbrynet, der gerne ville have nogen af hunnerne fra alfaens flok. Det blev et nej. Og godt med brunst og brøl. Det var ret vildt.
Morten skød dem. Med kamera.
Var det så ikke en vildt spændende weekend?
5. september 2015 | At have have, den store bunke |
Hvem bor i det grønne hus?
Det lyder som en labyrintgåde, “Jensen bor i det hvide hus, Hansen bor i det gule hus, Jørgensen i det røde og Nielsen i det blå. Men hvem bor i idet grønne?”. Gæt.
Klatrestativet bugner af bønner lige nu. Det var Lasses ide at begive sig ud i bønneavl i år, og han er godt tilfreds med det foreløbige resultat. Vi har en ordentlig bøttefuld med hjem fra dagens haveekskursion, og de fleste skal i fryseren. Nogle af dem lavede vi på Lauras initiativ til bønnefritter. En tilpas mængde grønne bønner vendes i olie, salt og presset hvidløg, bredes ud i ét lag på en bageplade på papir og bages i 40 minutter ved 200° varmluft. Så er de så sprøde og lækre og himmelske, at selv de, der ellers ikke ret vilde med bønner, elsker dem og glemmer at fotografere dem.
Vi fik dem til pandestegt kullerfilet, bagte rødbedestave og æblekompot med et strejf af lakrids. Alt var over gennemsnittet, og jeg er færdig med at kunne bevæge mig for i dag.
Hvem boede så i de agurkegrønne omgivelser? Det var en bænkebider, der kun fyldte en tyvendedel af det hul, den havde skabt med sin grådighed.
