9. august 2021 | den store bunke |
I aftes påkørte jeg næsten en rå. “Næsten” betyder, at jeg nåede at undvige så meget, at dyret i stedet påløb mig. Og løb videre ind i skoven, sagde bilisten bagved, da vi begge holdt ind og snakkede lidt om, hvad der egentlig skete. Jeg mærkede kun et lillebitte stød i bilen, og dyret har formodentlig lige snittet min bagskærm. Det var pænt af ham, der kørte bagved, at stoppe op og godt for mig at få episoden vendt med en, der så hvad der skete bag mig. Dyret var væk, og formodentlig slap det også med forskrækkelsen. Der var heller ikke noget at se på bilen, ikke så meget som et hår.
Det var første gang, jeg var så tæt på at påkøre et dyr, og jeg kørte meget årvågent resten af vejen hjem.
Således sluttede min sommerferie, og i dag har jeg gennemført en arbejdsdag. Det gik godt, og jeg tænker da, jeg prøver igen i morgen. Men her, første aften efter første arbejdsdag efter ferien er jeg aldeles udmattet og har kun gidet at sidde på terrassen i de sidste solstråler og strikke på noget vinterbeklædning med Kvinde set fra ryggen i ørerne. Helt som forventet og helt, som det skulle være.
Mere end næsten godt, faktisk.
22. juli 2017 | den store bunke |
Jeg har set billeder af panoramaer med blødt, gyldent solnedgangslys over toscanske bakker og franske bjerge på Instagram og Facebook. Folk er generelt glade for deres ferieudsigter, og det forstår man jo godt.
Her er min. Jeg er søgt mod de enkle, nordiske landskaber, hvor fjeldene spejler sig i vandet, lyset holder ved til langt ud på aftenen, og dyrene pusler i underskoven, når vi går aftentur.
De næste dage når blikket højt og langt, når jeg kigger ud af køkkenvinduet om morgenen, ned over engene og skoven, ud over søen og fjeldene på den anden side og himmelhøjt. Vi er tilbage. Her er stadig smukt.
17. juli 2016 | den store bunke |
Mine tre ugers ferie slutter i dag. Det er jeg ikke tilfreds med. Slet, slet ikke. Jeg er også træt. Og har jeg ikke også lidt kvalme?
Nå.
Det er nok mest ynk, fordi der findes folk i mit feed, som først starter på deres ferie nu og dermed har alt det til gode, som jeg har brugt op. Vi er kun midt i juli, og min næste kendte ferie er juleferien.
Hnff.
Jeg har haft en både dejlig og fantastisk ferie. Det er flere år siden, jeg har haft ferie tre uger i streg. Hvor jeg hverken skal flytte eller gøre andre pligtvoksenting. Rigtig ferie bare lige til at holde. Og så har det endda været lige et par dage mere end tre uger, fordi jeg startede med yngstens studenterhejs i slutningen af ugen før første ferieuge.
Det føles som virkelig længe siden.
Det har været en yderst veldisponeret ferie i år. Først kæresteferie i Norge, hvor vi vandrede, var tæt på natur og hinanden og slappede grundigt af.
Så havde vi nogle dage hjemme, hvor jeg faktisk knapt kan huske, hvad jeg lavede. Jo, Lasse og jeg besøgte min mor en dag, og så var det noget med at meditere med noget tulren i kolonihaven. Og i mandags tidligt, tidligt pakkede vi to voksne, en 19-årig og en 12-årig i Lille Hviden og kørte til Strasbourg. Det har været en dejlig uge. Storbyferie fungerer godt for en familiekonstellation som vores. Der har været byvandring og shopping, museer, sejltur, en udflugt til middelalderborgen Haut-Koenigsbourg og vinområderne i Alsace, afslapning i lejligheden, fejring af Bastilledagen med fyrværkeri (heldigvis både fredeligt og festligt), god mad, gode samtaler og gode grin. Det meste har vi gjort sammen alle fire, noget har vi splittet os op til, og det har fungeret rigtig godt. Alle har ydet til fællesskabet, og der har samtidig været rum til forskellighed.
Jeg kendte stort set intet til Strasbourg i forvejen, og den blev nærmest tilfældigt årets feriedestination. Men den har været et godt nyt bekendtskab.
Og nogen har Europaparlamentet lige i baghaven.
Det var kun tre af os, som kom hjem til Viborg sent i nat. Inden vi drog hjemad i går formiddags, fulgte vi nemlig Lasse til toget mod Venedig, hvor han fortsætter ferielivet med farfamilien den næste halvanden uge. Det heldig asen. Jeg gad virkelig godt også lige have en pose norditaliensk ekstraferie.
Men hvornår mon man egentlig holder op med at morbekymre sig? Det var en sær, sær fornemmelse at vinke farvel til sin yngste dreng og sende ham ud på de europæiske jernbaner helt på egen hånd. Børn af vor tid har fløjet mere, end de har kørt i tog, og selv om der var styr på både billetter, pladsbilletter og ikke mindst moderlige formaninger (jeg ville have givet meget for at kunne transplantere alt, hvad jeg ved om at køre i tog, over i hans hoved), var jeg alligevel lidt stille, da vi kørte nordpå, og jeg var glad, da jeg om aftenen fik besked om, at ni timers togrejse med to skift undervejs var overstået, og at han var hentet og forenet med sit næste feriecrew på campingpladsen. Her er han ved at smøre madpakke til rejsen.
Måske er jeg klar til at starte på arbejde i morgen. Det vil vise sig. Det kan i hvert fald nok ikke være anderledes.
28. juni 2016 | den store bunke |
Ah, hvor godt! Jeg har taget hul på tre ugers sommerferie, som jeg allerede har fyldt meget forskelligartede ting i. Derfor er dette indlæg blevet en tosset blanding af spredte billeder og samlende ord. Ellers kan det hele ikke rummes.
Vi tog til madfestival hos Lone Landmand og Søren Sørøver på Brandbygegård ved Horsens Fjord i lørdags og mødtes med gode venner. Der var folkemiddag i laden om aftenen med hjemmelavet økologisk mad, hvor vi sad på halmballer omkring kabeltromler. Det var rart og dejligt. Det bedste var at opleve mennesker med en passion, mennesker som gør det, de brænder for, og som stabler sådan et arrangement på benene for at dele det med andre. Læs mere om gården og folkene her.
Så har vi været i haven. Klippet hæk, så den ligner naboernes i pænhed, luget køkkenhaven og kørt forfærdeligt forfaldne havemøbler og andre effekter væk. Og nydt. Jeg fortalte om det her.
I går aftes var vi sammen med Sir Paul i en stuvende fyldt Boxen i Herning. Det var godt nok stort. Helt i toppen af mine koncertoplevelser. Han kom på kryds og tværs i tid og genre i sit kæmpestore katalog og gav os den ene klassiker efter den anden i et forrygende sceneshow. Fra smukke ballader til intens rock. På billedet nedenfor spiller han Blackbird og gav garanteret mere end én blandt publikum blanke øjne. Selv blev jeg tavs og grebet af øjeblikkets storhed, da han satte sig ved pianoet og spillede Let It Be. Selveste Paul McCartney… lige der … spillede Let It Be … i virkeligheden … halvtreds meter fra mig. Tænk.
I dag har jeg fedtet rundt og købt ind og gravet kartofler op og pakket fjeldgrej og kørt min bil til servicetjek.
Fjeldgrej er, fordi jeg skal vise Morten det mest fantastiske norske lille sted, jeg kender. Min norske familie har et hus i Telemark ved den lange sø Nisser, der strækker sig fra Treungen i syd til Vrådal i nord. Der er udsigt og fjeld, sø, å og alt det smukkeste, Norge har. Jeg har holdt ferie der tre gange før, og jeg glæder, glæder, glæder mig til at komme igen. Vi skal bade i åen, der strømmer ned over fjeldet, vandre op på fjeldet og skue ud over søen, og så skal vi frem for alt være sammen og geare helt ned. Vi er så mygge- og knotklar.
Fik jeg sagt, at jeg glæder mig?