5. april 2016 | den store bunke |
Eller rettere Gamle Ella.
I morgen får jeg ikke tid til at boltre mig på bloggen. Min mor har fødselsdag, og efter dagens arbejde vender jeg bilen sydpå og lægger vejen mod den nordfynske pensionisthytte i stedet for at køre hjem til mig selv.
Min mor fylder 90! Det er alligevel noget. På lørdag har hun inviteret sine børn, svigerbørn, børnebørn, børnesvigerbørn, en svigerinde og en kusine til krokomsammen, og derfor regner hun ikke med, at der kommer nogen i morgen. Om formiddagen skal hun, ligesom hun plejer hver eneste onsdag, i aktivitetscenteret, hvor der denne onsdag blandt andet er gudstjeneste på programmet (jeg kan ikke huske, om det er Otterup-præsten eller Krogsbølle-præsten denne gang – den ene er klart at foretrække frem for den anden, har jeg forstået). I dagens anledning har hun bestilt personalet på centeret til at sørge for en gang rundstykker til onsdagsflokken. Det skal nok blive hyggeligt.
Resten af dagen skal hun ikke noget. Tror hun. Måske dukker der nogen op, man ved aldrig. Jeg har ikke fortalt, at jeg kommer, for det giver bare anledning til spekulationer om, hvad hun skal servere for mig. Jeg forestiller mig, at jeg pludselig står der med et kram og en splejset buket, og inden hun kan nå at tænke indholdet af køleskabet igennem, har jeg måske hentet et par stykker smørrebrød i delikatessen i Kvickly. Eller Netto eller Fakta eller Aldi eller Rema 100, der er nok af dagligvarebutikker i nærheden. Jeg er ikke så fordringsfuld. Kager og forplejning kan man altid få, men det er kun én gang, det er den rigtige dag, hvor min mor bliver 90.
Det er alligevel noget.
For ni år siden fejrede vi min fars 90 års fødselsdag. Det var en lidt større fest, ganske enkelt fordi der var flere mennesker i mine forældres persongalleri dengang. Siden er de fleste i omgangskredsen faldet væk, også min far. Ni år er lang tid – når man er barn, og når man er gammel. Mor er også skrøbeligere nu end dengang, og små udfordringer bliver hele tiden større for hende, men hun er her stadig, det lille seje menneske. Ikke med alle sine færdigheder i behold, hverken mentalt eller fysisk, og det er dét i hele verden, der irriterer hende allermest, men med luppen i hånden læser hun sin daglige avis – grundigt – og løser krydsogtværs – færdigt, og når hun skal ud at handle, til gymnastik om tirsdagen og til foredrag hver anden fredag, er rollatoren uundværlig. Til gengæld skyder hun en fart, så vi unge næsten ikke kan følge med.
Jeg er taknemmelig over at have hende endnu, og jeg glæder mig til at overraske hende med et besøg i morgen. Og til festen på lørdag.
Tillykke, mor!
Nå ja, ordspillet i overskriften giver selvfølgelig kun mening, hvis man kan et par termer fra bankospil. Eller andespil, som det hedder på de kanter, hvor jeg skal hen i morgen.
3. april 2016 | den store bunke |
I april er jeg månedens løber. Ja, det er altså noget, jeg selv har kåret mig til. Det kan man jo bare gøre. Det var længe siden, jeg havde været månedens løber, og der var ikke rigtigt nogle bedre kandidater i opløbsfeltet, syntes jeg. Så tak for hæderen.
Jeg har været månedens løber før. Den lokale løbeforening havde i en årrække et månedligt portræt på hjemmesiden. Der var ikke nogen særlig hyldest eller hæder i det, det var blot et bredt spektrum af medlemmer, der havde det tilfælles, at de løb på et eller andet niveau, og at de ville svare på en række givne spørgsmål, og at de kunne levere et billede af sig selv.
I marts 2011 var det mig. Her er hvad jeg mente dengang:
Hvad laver du, når du ikke løber?
Professionelt er jeg grafiker på reklamebureauet Par No 1 i Viborg. Privatlivet deler jeg med mine tre store børn – en i 7. klasse og to i gymnasiet. Jeg læser meget, og min læseklub bestående af seks veninder er et af mine stærke netvæk. Derudover er jeg frivillig hjælper på Paletten.
Hvornår og hvorfor begyndte du at løbe?
Jeg har løbet on and off i mange år, mest off – løb (!) hurtigt ind i undskyldninger som ”Jeg venter lige til i morgen/næste uge/foråret”, indtil jeg for to år blev stædig og begyndte at løbe regelmæssigt. Jeg downloadede avismaratons begynderprogram og fulgte det. 10 km ved avis-halvmaraton i juni 2009 var en milepæl, og jeg begyndte at lege med tanken om en halvmaraton. Den gennemførte jeg i september samme år, i øvrigt på en så god tid, at jeg siden kun har slået den med 1 sekund. Øv.
Hvor mange kilometer løber du om ugen?
Det svinger. Jeg følger stort set mit program fra avis-maraton, som øger distancerne hen over sæsonen. Jeg løber sjældent mere end dét, men ofte mindre.
Mål for i år og næste år?
Halvmaraton i juni og måske i september. Jeg vil gerne løbe halvmaraton i Berlin; det bliver måske næste år. Overordnet er mit mål bare at holde formen og løbet ved lige. Jeg har ikke ambitioner om at blive bedre og bedre, men jeg vil gerne blive ved med at være lige så god, som jeg er nu.
Hvad er du mest tiltrukket af i Avismaraton regi?
Fællesskabet! Efter min første sæson som Aktiv Løber Ny Tid vidste jeg, at jeg fint på egen hånd kunne træne mig op til lange løb, og jeg meldte mig derfor mere ind i løbeklubben for at udvide netværket og lære nye mennesker at kende. Og det går rigtig fint med dét: Ved den første fest, jeg var med til, kendte jeg én og vidste, hvem en anden var. Ved den seneste fest var antallet af kendisser mangedoblet – selvfølgelig i samme grad, som at flere ved, hvem jeg er.
I det daglige er torsdagsfællestræningen god. Jeg deltager så tit jeg kan, og jeg sætter stor pris på hovederne (og benene) i 6.00-gruppen. Det er der, jeg hører til, har jeg erkendt efter et kort og vildt vintereventyr med 5.30rne.
Din bedste løbeoplevelse?
Min første halvmaraton i september 2009 var stor. Også Hald Sø Rundt i maj samme år var en god oplevelse. Det var første gang, jeg løb så langt som 12,5 km.
Men det allerbedste er faktisk, når man opnår det dér helt specielle flow på løbeturene, hvor krop og hjerne skilles ad. Kroppen gør det, den nu skal, mens tankerne løber, flyder og flyver deres egne veje, og pludselig tænker man ”Hov, hvordan kom jeg hertil?”. SÅ er det fedt at løbe.
Nå jo, og 24-timersløbet! Det er noget af det sjoveste og hyggeligste i hele løbeåret!
Din værste løbeoplevelse?
Det er – jævnfør ovenstående – når man skal tænke over hvert eneste skridt på løbeturen. Så bliver det langt og surt.
Lang og sur var også Vestjysk Halvmaraton i november 2009. Uendelige lange lige strækninger i forblæste landskaber i råkulde, irriterende kvinder der ved 10 km kvidrede, at ’nu er vi på vej tilbage’, mens jeg tænkte ”Kan konerne ikke regne?!?”, lyst til at give op og gå. Alt sammen skyldtes, at jeg beruset af min succes i september troede, jeg var skidegod og derfor ikke forberedte mig ordentlig mentalt. I Mejdals labyrintiske villakvarterer, hvor højttalerne fra stadion hele tiden kunne høres, mens der blev ved at være lige langt til målet, kom Rolf Bücking og tog mig i hånden og sagde ”Kom nu, der er kun 300 m tilbage!”. Det gav fornyede kræfter til at krydse målstregen – i løb. Tak, Rolf.
Erfaringer med et helt maraton?
Ingen. Og får det aldrig. Jeg plejer at sige, at man aldrig får mig at se i 1. En helmaraton og 2. Kvindeløb. Det sidste fordi jeg ikke gider kun at kigge på kvinder, når jeg løber, det første fordi jeg ikke vil prioritere den tid, det tager at træne sig op til et så langt løb. Og så synes jeg i øvrigt, det i sig selv er flot at løbe 21 km! Det er langt nok til, at man stadig skal kæmpe for det, men ikke så langt, at man er helt smadret bagefter.
Har du et godt råd til nybegynderen?
Løb aldrig to dage i træk, var der en der sagde til mig, da jeg startede, – det har jeg fulgt, og det har vist sig at være en glimrende rettesnor.
Og ellers: Find et realistisk begynderprogram og følg det.
Foretrukne løbesko?
Jeg er faktisk kun på mit livs tredje par løbesko. Det er et par Asics 2140, som nu begynder at råbe på aflastning. Men hvilke jeg foretrækker næste gang afhænger af løbestilsanalysen. Og af prisen.
Har du nogle bestemte vaner inden et løb?
Jeg kommer heldigvis næsten altid i tanker om, at jeg skal huske at spise et par store Marsbarer lige inden jeg går i seng aftenen før et løb.
Er du løber om 5 år?
Det tror jeg bestemt. Der er heldigvis masser af løbekammerater, der også nok lige skal huske at prikke til en, hvis man falder lidt af på den.
Det var dengang.
Siden er der kommet fem år og mindst syv kilo til, og min nuværende form er en anden. Både hvordan jeg ser ud og hvad jeg kan. Men jeg er stadig løber. Det er man, hvis man løber, uanset om man kan løbe tre eller 21 kilometer.
Både arbejdet og privatlivet ser anderledes ud i dag. Jeg læser lige meget, nu blot med ørerne. Jeg løber ikke nær så meget og ikke længere i klubregi. Jeg har løbet halvmaraton i Berlin – for fire år siden på min karrieres hurtigste tid. Og jeg har faktisk også løbet kvindeløb, selv om jeg forsvor det. Og om halvanden måned gør jeg det igen. 10 km i Berlin. På den måde er jeg slet ikke til at regne med.
Resten af udtalelserne fra den gang holder vist nogenlunde stik. Også det med Marsbarerne.
Det er på grund af det der Frauenlauf, jeg træner lidt for tiden. Jeg har lige været ude. Her er det gamle Månedens Løber-billede og det fra i dag. Jeg er også gået fra orange til pink.
1. april 2016 | den store bunke |
Eftermiddagens solskin indbød til at drikke en kop kaffe på terrassen. Når det sker, kan det gå to veje for mig: Jeg kan blive distraheret af et eller andet, så kaffen står og bliver kold, eller jeg kan synke ned i en stol i en solstråle med noget gadgetværk eller et bundt kloge tanker og få nydt kaffen. I dag gik det til adspredesiden. Jeg fik øje på ynkelighederne i urteburet og gav mig til at pille vissenpindene af. Timians krukke er frostsprængt og skal skiftes ud. Purløg spirer igen, det samme gør estragon og måske salvie, det er ikke helt til at afgøre endnu.
Mynten er et kapitel for sig. Mynte er umulig at styre. Den sætter lange, lange underjordiske rødder, og hvis man ikke holder den i en afgrænset beholder, overtager den verdensherredømmet. Jeg har engang haft et helt krydderurtebed, hvor mynte udråbte sig selv til konge og undertvang alle de andre mere fredsommelige gevækster. Denne her holder jeg både i krukke og i bur, men jeg kan se, den har vildskaben intakt. Det virker som om den har drønet sine lange underjordiske udløbere rundt og rundt og rundt nede i potten for at finde et sted at slippe ud og indtage verden. Men der er lukket. Der er ingen smuthuller.
Men det er derfor, det er hele vejen rundt langs kanten, de små grønne skud pibler op. Og dét er tilladt!
Der er håb for sommerens mojitos.
29. marts 2016 | den store bunke |
I morgen kommer mødregruppen på besøg. Det betyder blandt andet, at jeg skal beværte. Med vin og snacks, kaffe og kage. Kage, hmm… Kan du huske, om det var til mødregruppen eller læseklubben, jeg bagte den der æblekage med mandellåg?, spurgte jeg Morten. Njarj, sagde han, for han ville ikke være sådan en, der bare har styr på den slags. Og i hvert fald ikke sådan en, der kom til at huske forkert. Men du har sikkert skrevet om det på bloggen.
Og det har jeg nemlig. På den måde er bloggen et godt opslagsværk. For godt et år siden bagte jeg to æblekager med mandellåg. Til mødregruppen og til mine roomies. Og i et lidt ældre indlæg kan jeg se, at de også engang har fået muffins.
Men så går det jo ikke med den æblekage. Ikke to gange i træk. Den er ellers både nem og god. Og jeg har stadig marcipan fra dengang i november, hvor mødregruppen besøgte en fraflyttet medmor i Haderslev og ved samme lejlighed kørte til grænsekioskerne, fordi det er en slags lige i nærheden, og jeg forkøbte mig i mandler og marcipan.
Nå, jeg stikker internettet en stribe søgeord, for eksempel “nem kage med marcipan”, så kvitterer det nok med noget, som andre har været begejstret for.
Og ganske rigtigt. Nu er det bare at skrive en indkøbsseddel og stikke noget i ovnen i morgen, når mødrene til de 22-årige stikker hovederne sammen.
28. marts 2016 | den store bunke |
I mange uger har vi haft påskeferie i Stockholm som et forventningsfyldt fikspunkt langt ude i fremtiden. Og nu er vi pludselig på den anden side af den. Men det var godt, mens det var. Både forventningen og selve ferien.
Allerede for lang tid siden flashede jeg et facadebillede af huset i Vikingagatan i Vasastan, hvor vi havde booket en airbnb-lejlighed, og funderede over, hvor sjovt det var at kunne sidde i Viborg og kigge op og ned ad gaden med Googles streetview. Det var så bare ikke det hus. Af en eller anden grund optræder der et forkert husnummer et sted i hjemmesidens data. På den baggrund var forvirringen helt forståelig, da jeg skrev til værten, at “Vi står nedenfor nu”, og han glanede ud af vinduet og svarede “Jag ser er inte…”. Det løste sig, vi trak trolleyerne ned for enden af gaden, og lige her er det.
En fin lejlighed i et godt, centralt kvarter med mange hyggelige restauranter, ikke langt fra hvor Laura bor. Vi havde ikke lagt faste planer hjemmefra, men der var foreslået Vasamuseet, Fotografiska Museet og en sejltur, og så ellers at gå rundt og indsnuse svensk hovedstad. Og det var faktisk præcis det, vi gjorde. Det hele, bortset fra byvandringer, var noget Laura heller ikke havde udforsket endnu, så på den måde indtog vi nyt land sammen.
Vasamuseet var godt lavet med gode udstillinger, og jeg kan klart anbefale det, hvis man er til den slags. Historien er kort, at kong Gustav II Adolf i 1625 igangsatte bygningen af fire skibe, heraf Vasa, som var tænkt som det mægtigste krigsskib, verden havde set, så Sverige retmæssigt kunne hyldes som en overmægtig søfartsnation. Kongen hyrede den tids mest anerkendte hollandske skibsbygger og befalede, hvilke mål skibene skulle have. Og det kunne bare ikke gå hurtigt nok med at få flikket de skuder sammen. I foråret 1628 drog Vasa ud på sin jomfrurejse – og nåede 1300 meter ud i havneudløbet, inden en svag kastevind væltede skibet om på siden, og det sank. Skibet var for højt og for smalt og havde ikke ballast nok om bord, og det er ikke helt ved siden af at kalde det en eklatant søfartsfiasko. Godt 300 år senere blev skibet bjærget og kan nu ses på museet. Det rigtige – store – og i lille bemalet model.
Fotografiska Museet var også en god oplevelse. Fine udstillinger, masser af tankevækkende fotografier og en rigtig fin café og restaurant på toppen, som også er et besøg værd.
Det er næsten 30 år siden, jeg var i Stockholm sidst, og jeg kunne ikke huske ret meget fra dengang. Egentlig bare at det er en smuk by, og det fik jeg bekræftet. Som man kalder Rom for Den gyldne by, kan man kalde Stockholm for den gule by, for næsten alle huse og bygninger har en nuance af gul, beige og lysebrun. Det ser knaldgodt ud. Her er ældsten og yngsten i solskin og solbriller på Riksbron lige ved Riksdagshuset. De er glade, fordi de snart skal ud og sejle, og fordi de kan være sammen om at drille deres mor.
Vi bookede os ind på en tretimers skærgårdssejltur, og det var godt givet ud på den vejrmæssigt bedste af dagene. Solskin, solskin, vand, vand, øer, øer. Vi sad i læ på dækket på agterstavnen på udturen og nød solen og dagen. Der er over 30.000 øer i den Stockholmske skærgård, nogle er store og beboede, andre er bare små skær, og nogle er bare små skær OG beboede. Det er et fedt område, og det var en fed tur. På hjemvejen var det køligere, og et par af os trak ned i båden og fik en kop kaffe. Det var også et fedt sted med mange, mange lag fernis og maling på alle overflader.
Det var godt at se og mærke, at Laura befinder sig godt i sin by, og jeg er tilpas med, at det var lige den, hun valgte at tilbringe sit udenlandssemester i. Og vi kan sagtens finde på at komme igen på egen hånd.
Tak for denne gang, Stockholm, du var et godt bekendtskab!
22. marts 2016 | den store bunke, Hørt og set i forbifarten |
Samtale i banken, da jeg hævede svenske penge.
Bankdame: Nå, er det skiferie, der kalder?
Mig: Nej, det er byferie.
Bankdame (med pludseligt vagtsomt ansigtsudtryk): Stockholm?
Mig (glad): Ja. Har du været der?
Bankdame (trist): Nej. Skulle have været. Men min mor, som skulle passe børnene, fortrød i sidste øjeblik. Og så måtte vi lade flybilletter og det hele fare.
Mig (forsigtigt): Men … Stockholm ligger der jo stadig.
Bankdame: Ja. Men det er der jo så mange andre steder, der også gør, og som vi gerne vil se.
Mig: Ja. Der er altid et valg at tage.
Bankdame (drømmende): Vi skulle have været der i maj.
Mig: Er det for nylig?
Bankdame: Nej. Det er ni år siden.
Akavet øjeblik.
Mig: Nå, men skal jeg bare sætte mig herovre og vente på pengene?
