13. april 2016 | Udpluk |
• Jeg har opdateret min læseklubs liste over tilbagelagt litteratur. 110 værker på 22 år. Plus de bøger jeg sikkert har glemt at føre til protokols gennem årene. Jeg synes, det er godkendt pensum, når man tager i betragtning, hvor meget verdenssituation vi også har skullet ordne ved vores møder.
• Jeg er en enfoldig amatør til at bestille færgebilletter. Det tog mig så lang tid at komme igennem processen, at både Hammerslag og Spis og spar passerede hen over mit fjernsyn, inden jeg var færdig. Men jeg har i det mindste sikret en sommerferietransport.
• 10 hokkaidofrø og 10 squashfrø er lagt i små priklepotter. Nu er det bare at vande, vente og og håbe på bedre held end sidste år, hvor jeg af dobbelt så mange frø kun avlede ét eneste hokkaidogræskar på størrelse med en tennisbold.
• Min storebror har sendt mig et billede. Han har installeret det nye toilet, vi gav mor i fødselsdagsgave. Han er dygtig. Og klog, for hun har ikke engang nået at blive utålmodig og klage over, at han aldrig har tid. Hun blev taget med bukserne nede, kan man sige.
• Mine børn gav mormor et tremåneders abonnement på ugebladet Hjemmet. Normalprisen var dyrere end introduktionstilbuddet, som til gengæld havde en velkomstgave på slæb. Nu har jeg modtaget tre Margretheskåle, mor får snart det første blad, og forlaget har fået en midlertidig abonnent. Win.
• Vi har boet i lejligheden i snart to år, og der viser sig fortsat ting, jeg ikke ved hvor jeg gjorde af, da vi flyttede ind. Eller de viser sig netop ikke. Nu leder jeg efter skopudsegrejet. Jeg ved hvor det var i min gamle lejlighed og i den forrige og den forrige igen, og hvilken skuffe i bryggerset det var, da jeg var barn. Flere af børsterne er faktisk de samme. Men jeg ved ikke, hvor det er nu. Har vi så ikke pudset sko i næsten to år, kan man spørge. Næh…
• Nu har jeg børstet sko med en neglebørste.
• Lasse bliver student til sommer. De øver lancier i idrætstimerne. Vi har set lancierfilm fra Lauras og Niels’ gallaer (hedder det dét?). Jeg ved allerede nu, at melodien kommer til at klistre fast i mine ører fra nu af. Da-da-da-DA-da-da-da-da…
11. april 2016 | den store bunke |
Lørdag var en god dag på en gammel kro ved en vestfynsk landevej. En landevej som engang var alfarvej, og som senere – så at sige – blev overhalet af den nye hovedvej, der igen blev overtrumfet af motorvejen. Der er ikke ret meget trafik på Rugårdsvej længere. Der er heller ikke ret god mobildækning.
Men der var godt at være, da vi fejrede min mors 90 års fødselsdag. Det var godt at se størstedelen af familien samlet. Mors efterkommere, en kusine og en svigerinde. Den yngste var 18 år og de to ældste 90 år. Vi spiste, snakkede, grinede, opdaterede os på hinandens tilværelser, gik småture i de idylliske omgivelser og lod os fotografere i forskellige grupperinger, alle med mor som centrum, hvilket hun ikke var udpræget begejstret for. Hun bryder sig overhovedet ikke om at være midtpunkt, og af samme grund var der hverken sange, taler eller andre indslag. Det skulle være ligesom når vi er hjemme hos hende, men hvor vi bare fik maden serveret, og der levede kroen fuldstændigt op til hendes ønsker.
Her er vi alle sammen. Mor, kusinen, svigerinden, mine brødre og jeg og vores partnere, næsten alle børnebørn og deres kærester. Det er mor i midten med rollatoren. Engang var hun og jeg lige høje, det er sært at tænke på nu. Bag os står mors kusine. De var slyngveninder, da de var unge, de fnisede og gik til bal sammen, og det var hjemme hos hende, min mor mødte min far, der var forvalter på deres gård. Hun er heller ikke ret høj. Til gengæld fyldte hun 90 sidste år og kom selv kørende til festen i egen bil. Respekt for hende. Det er sådan set en ret sej familie.
5. april 2016 | den store bunke |
Eller rettere Gamle Ella.
I morgen får jeg ikke tid til at boltre mig på bloggen. Min mor har fødselsdag, og efter dagens arbejde vender jeg bilen sydpå og lægger vejen mod den nordfynske pensionisthytte i stedet for at køre hjem til mig selv.
Min mor fylder 90! Det er alligevel noget. På lørdag har hun inviteret sine børn, svigerbørn, børnebørn, børnesvigerbørn, en svigerinde og en kusine til krokomsammen, og derfor regner hun ikke med, at der kommer nogen i morgen. Om formiddagen skal hun, ligesom hun plejer hver eneste onsdag, i aktivitetscenteret, hvor der denne onsdag blandt andet er gudstjeneste på programmet (jeg kan ikke huske, om det er Otterup-præsten eller Krogsbølle-præsten denne gang – den ene er klart at foretrække frem for den anden, har jeg forstået). I dagens anledning har hun bestilt personalet på centeret til at sørge for en gang rundstykker til onsdagsflokken. Det skal nok blive hyggeligt.
Resten af dagen skal hun ikke noget. Tror hun. Måske dukker der nogen op, man ved aldrig. Jeg har ikke fortalt, at jeg kommer, for det giver bare anledning til spekulationer om, hvad hun skal servere for mig. Jeg forestiller mig, at jeg pludselig står der med et kram og en splejset buket, og inden hun kan nå at tænke indholdet af køleskabet igennem, har jeg måske hentet et par stykker smørrebrød i delikatessen i Kvickly. Eller Netto eller Fakta eller Aldi eller Rema 100, der er nok af dagligvarebutikker i nærheden. Jeg er ikke så fordringsfuld. Kager og forplejning kan man altid få, men det er kun én gang, det er den rigtige dag, hvor min mor bliver 90.
Det er alligevel noget.
For ni år siden fejrede vi min fars 90 års fødselsdag. Det var en lidt større fest, ganske enkelt fordi der var flere mennesker i mine forældres persongalleri dengang. Siden er de fleste i omgangskredsen faldet væk, også min far. Ni år er lang tid – når man er barn, og når man er gammel. Mor er også skrøbeligere nu end dengang, og små udfordringer bliver hele tiden større for hende, men hun er her stadig, det lille seje menneske. Ikke med alle sine færdigheder i behold, hverken mentalt eller fysisk, og det er dét i hele verden, der irriterer hende allermest, men med luppen i hånden læser hun sin daglige avis – grundigt – og løser krydsogtværs – færdigt, og når hun skal ud at handle, til gymnastik om tirsdagen og til foredrag hver anden fredag, er rollatoren uundværlig. Til gengæld skyder hun en fart, så vi unge næsten ikke kan følge med.
Jeg er taknemmelig over at have hende endnu, og jeg glæder mig til at overraske hende med et besøg i morgen. Og til festen på lørdag.
Tillykke, mor!
Nå ja, ordspillet i overskriften giver selvfølgelig kun mening, hvis man kan et par termer fra bankospil. Eller andespil, som det hedder på de kanter, hvor jeg skal hen i morgen.
