Vælg en side

www dot hurra dot com

24. august 2016 | den store bunke | 0 Kommentarer

Der var flere, der fejrede internettets fødselsdag i går. Eller også var det world wide webs fødselsdag. Det er lidt uklart, hvis jubilæum det egentlig drejede sig om, ligesom det heller ikke var helt nemt at blive klog på, hvor mange år vi fejrede. Og om det faktisk var i går. Under alle omstændigheder var der en del mennesker på Facebook, som følte sig foranlediget til at gøre rede for, hvordan og hvornår de første gang stiftede bekendtskab med nettet.

Og uanset om i går nu var den rette dag til at hylde en institution, hvad enten det var den ene eller anden sammenkobling af data, så er det da en fin anledning til at smide nogle nostalgiske kabler bagud. Lad os nu bare sige, at det er lanceringen af softwaren bag www, der er vores 25 års jubilar – og det er endda ikke helt rigtigt alligevel, for www blev først gratis og dermed mere tilgængeligt for almindelige mennesker i 1993. Har jeg googlet mig til, og det er jo netop sådan noget som at google, vi kan takke www for.

Jeg arbejdede første gang på computer i 1990, da det reklamebureau, hvor jeg var rentegner (det var før, det hed dtp’er, og lang tid inden vi alle sammen kaldte os grafikere), trådte over tærsklen til fremtiden. Jeg sad ved en Macintosh IIx, som havde en harddisk med 40 Mb lagerplads. Ja, det var megabytes, giga var slet ikke opfundet endnu. Året efter var det præcis sådan en opsætning, jeg købte privat. En Macintosh IIx, skærm, tastatur OG en postscript-printer. Det hele kostede kun 60.000 kroner, fordi det havde været demomodel. Og jeg syntes ikke engang, det var urimeligt. Jo jo, vel var det mange penge, men sådan noget kostede jo, jeg tog et SU-lån og var egentlig bare lykkelig for mit lækre grej. Det så sådan ud. Med banebrydende grafisk brugergrænseflade og et 3,5-tommer diskdrev, som kunne læse de store disketter med 1,44 Mb diskplads!

mac-iix

Selve internettet ramte mig først i 1995 eller 1996. På min arbejdsplads – også et reklamebureau – begyndte nogle af vores kunder at have e-mail og kommunikere ad den vej, så det skulle vi også have. Mailadressen har sikkert været post-snabela-bureauetsnavn, og vi havde kun én. Den var installeret på den eneste computer, vi havde med internet på. Vi brugte det ikke rigtigt, og det var først, da kunder begyndte at ringe og undre sig over, at vi ikke reagerede på deres e-mails, at vi indførte, at Mogens fast skulle tjekke mails – en gang om ugen!

Det virker helt tosset set med nutidens øjne!

Senere fik vi personlige mailkonti med virkeligt lange og indviklede adresser fyldt med bindestreger, punktummer og underscore, og internetforbindelsen kørte via modem og telefonstik, hvilket betød, at vi ikke kunne bruge telefonen, mens vi var på nettet. Endnu senere lærte vi bogstavkombinationer som ADSL og ISDN at kende, og resten er historie.

Det er faktisk meget svært at forklare folk, der er født i halvfemserne, hvordan vi klarede os før internettet.

Noget i ovnen igen

29. marts 2016 | den store bunke | 0 Kommentarer

I morgen kommer mødregruppen på besøg. Det betyder blandt andet, at jeg skal beværte. Med vin og snacks, kaffe og kage. Kage, hmm… Kan du huske, om det var til mødregruppen eller læseklubben, jeg bagte den der æblekage med mandellåg?, spurgte jeg Morten. Njarj, sagde han, for han ville ikke være sådan en, der bare har styr på den slags. Og i hvert fald ikke sådan en, der kom til at huske forkert. Men du har sikkert skrevet om det på bloggen.

Og det har jeg nemlig. På den måde er bloggen et godt opslagsværk. For godt et år siden bagte jeg to æblekager med mandellåg. Til mødregruppen og til mine roomies. Og i et lidt ældre indlæg kan jeg se, at de også engang har fået muffins.

Men så går det jo ikke med den æblekage. Ikke to gange i træk. Den er ellers både nem og god. Og jeg har stadig marcipan fra dengang i november, hvor mødregruppen besøgte en fraflyttet medmor i Haderslev og ved samme lejlighed kørte til grænsekioskerne, fordi det er en slags lige i nærheden, og jeg forkøbte mig i mandler og marcipan.

Nå, jeg stikker internettet en stribe søgeord, for eksempel “nem kage med marcipan”, så kvitterer det nok med noget, som andre har været begejstret for.

Og ganske rigtigt. Nu er det bare at skrive en indkøbsseddel og stikke noget i ovnen i morgen, når mødrene til de 22-årige stikker hovederne sammen.

Den julegavevej vil jeg ikke hen ad

16. december 2014 | den store bunke | 0 Kommentarer

Hvis nogen nogensinde hører mig sige, at “vi giver hinanden gulvtæppe/gardiner/ bilmåtter/vaskemaskine/havemøbler i julegave”, er der frit lejde til at slå hårdt ned på mig og tale voldsomt dunder til mig. Måske endda sparke mig over skinnebenene. For den vej vil jeg bare ikke. Det er da det kedeligste, et parforhold kan havne i.

Selvfølgelig kan man godt mangle de nævnte ting og blive enige om at anskaffe sig dem. Men så skal man da ikke kalde det en julegave. Man skal da have noget, som den anden har valgt og holdt hemmeligt indtil juleaften, eller hvornår det nu skal pakkes ud.

Det er jo derfor, vi ikke fortæller hinanden alt i øjeblikket. Derfor vi prøver at være den første, der tømmer postkassen, så vi kan nappe de postanvisninger, der måske er i den. Derfor vi lige sørger for at vippe låget på vores laptops ned, så de andre ikke ser de afslørende sidereklamer for det, vi har søgt efter på nettet. Derfor vi råber hej og stryger direkte til hemmelige gemmesteder med poser under trøjen uden at finde de andre først, når vi kommer hjem.

Nu har jeg sagt det. Så kan jeg aldrig få en gensidig lænestol.