At se

Seneftermiddagshimlen havde gjort sig virkelig umage i dag. Jeg nåede at se den, inden den pakkede sig sammen til almindeligt mørke og aften. Det der med ’på vej mod lysere tider’ ER stadig mest … på vej.

Jeg er taknemmelig for, at jeg kunne se himlen i al dens pragt. Tidligere på dagen besøgte jeg min mor, og hos hende kniber det anderledes med at se. Det er svært at være vidne til, at en essentiel færdighed som synet forsvinder, men det er i særdeleshed hårdt for den, som øjnene sidder på.

Min mor er 92, og hendes dage har været fyldt ud med fjernsyn, Fyens Stiftstidende fra ende til anden hver dag, FamilieJournal fra ende til anden hver uge og samtlige krydsogtværser i både dag- og ugeblad. Det er sådan, hun kan lide det, og det er sådan, hun har holdt hjernen i form. I de seneste måneder er hendes syn svækket markant og alt for hurtigt, og det er virkelig svært at underholde sig selv og finde mening, når det, der giver allermest glæde at beskæftige sig med, tages væk. Det er næsten umuligt at følge med i verdens gang, når man kun kan læse overskrifterne i avisen og må sammenholde dem med det, man kan høre i fjernsynets nyhedsudsendelser, og på den måde sammenstykke verdens begivenheder. Det er trist, både at være i og være på sidelinjen af. Det fylder en del for tiden på begge sider.

Vi er i gang med at undersøge muligheden for hjælpemidler, der måske kan give fornyet luft i et stykke tid. I sådan en proces er der ventetid, og tålmodighed har aldrig været en af mors dyder, så det kæmper vi også med.

Jeg kan ikke lindre hendes frustrationer, og dybest set kan jeg heller ikke sætte mig ind i, hvad hun kan se eller ikke kan se, eller de tanker hun gør sig undervejs. Jeg kan bare konstatere, at vi aldrig kan forudse, hvordan vi ældes.

Eller hvor længe vi kan glæde os over spektakulære scenarier som en januarsolnedgang.

Send din mor på plejehjem

Det er helt fantastisk, hvad det har gjort af godt for min mor at flytte i plejebolig. Hun er tilpas og tryg i visheden om, at hjælpen er nær, hvis hun har brug for den. Hun sover bedre om natten af samme grund. Efter de første to uger med nye mennesker og nye rutiner at lære er hun ved at finde sit ståsted i den blandede flok af beboere i Hus 3, hvor hun befinder sig i den friskeste fjerdedel.

Jeg tør næsten ikke skrive det af skræk for at jinxe miraklet. Men det er samtidig for godt til at holde hemmeligt.

Forleden snakkede mor og jeg om grunden til, at hun sover så meget bedre det nye sted end det gamle, og vi tror begge, at det skyldes, at alle bekymringerne er lagt over på nogle andres skuldre. Alt det, som hun i sin alenehed har været bekymret over, gruet for og har fået til at vokse sig stort uden nogen at drøfte det med og uden nogen til at trække hende tilbage til virkeligheden, er væk. Om hun gled i badet, om hun huskede at slukke for kogepladen, om det var vejr til at vove sig ud at købe ind, om skraldecontaineren blæste omkuld, om madleverandøren ringede på mens hun var på toilettet, om det var glat på vej ud til postkassen efter avisen.

Det meste er ikke længere aktuelt, resten er der personale til at håndtere. Og når man bor i en lejlighed på et plejecenter har man den perfekte balance mellem socialt og privat. Mor går hen og spiser i fællesrummet til alle måltider, får sig en snak med dem, der vil og er i stand til at snakke, hvorefter hun går hjem til sig selv og læser avis, løser krydsord og ser fjernsyn, som hun plejer at gøre. Alt sammen med det sikkerhedsnet, der er i, at “pigerne” kun er et kald væk.

Jeg håber med alt, hvad jeg har af kærlig karma, at hun får en række gode år der, for det er et godt sted. Det er en stor omvæltning, men gevinsten er større.

Den sidste formiddagskaffe i det gamle hjem.

Installeret i nyt hyggeligt sofahjørne, nærmest en kopi af stuen det forrige sted.

“Du kan sige til din mor, at hun roligt kan flytte på plejehjem”. Den anden dag ringede datteren af en kone fra mine forældres gamle omgangskreds. Ida har været næsten døv i flere år, og derfor foregår kommunikationen gennem Idas døtre. Nu ville hun gerne vide lidt om, hvordan mors flytning var gået. Datteren fortalte, at Ida er ringe nu. Udover den mistede hørelse ser hun heller ikke længere ret godt, men hun vil ikke på plejehjem. Og det anbefalede mor så, at hun roligt kunne gøre.

Bedre forsikring om, at vores mor trives, kan vi næsten heller ikke få.

Opbrud i ældresektoren

Tre timer efter, at vi havde købt hus, blev jeg ringet op af områdelederen for hjemmeplejen i min mors kommune. Hun ville fortælle, at der var et tilbud om en plejebolig til mor, og så ville hun spørge, hvor de skulle sende det hen. Man ville nemlig gerne undgå Postdanmark for at være sikker på at få det frem i tide inden for svarfristen.

Det er nu tolv dage siden, og det er gået stærkt. Vi har set boligen, målt op, talt med personale og kommune, drøftet indgående og taget beslutninger. Enden på det er blevet, at min mor lige efter nytår flytter til den bolig, der med størst sandsynlighed bliver hendes sidste. Det bliver en stor omvæltning, og det bliver ikke let.

Tilbuddet kommer på et tidspunkt, hvor hun faktisk har det godt og klarer sig rimeligt i eget hjem. Da hun ansøgte i foråret, gik det skidt, og dengang ville hun være flyttet i samme sekund, hun havde fået muligheden. Som det går nu, havde det været fint at vente nogle måneder, måske et halvt år. Omvendt ved man aldrig, hvornår verden vender rundt, og de små besværligheder bliver til store udfordringer. Pessimismen kan pludselig tårne sig op over optimismen. Vi tør faktisk ikke sige nej til boligen.

Der er også masser af gode ting ved det nye arrangement. Mor skal flytte et par hundrede meter hen til en bolig i et plejecenter, hvor hun er vant til at komme et par gange om måneden til foredrag og musikarrangementer. Hun kan stadig gå hen og besøge sine gamle naboer og gå ture i det område, hun kender. Hun slipper for at skovle sne, vaske tøj, frygte at glemme at slukke for kogepladen, og hun får stadig sit eget sted, hvor hun kan sidde og læse avis og løse krydsord og trække sig tilbage, når hun har lyst til det. Der er nogen til at hjælpe, når hun skal have skiftet en pære, og når hun er bange for at falde i brusebadet. Der er nogen at spise og drikke kaffe sammen med. Hun kan nemt blive et friskt og oplivende element blandt beboerne i enheden, for sådan er hun nemlig også.

På den anden side er der syvtusind ting, der bliver anderledes, og det er dem, der fylder mest. Hun må ikke længere deltage i den ugentlige ældreaktivering i en anden by sammen med andre hjemmeboende gamle, som hun ellers er blevet så glad for, og hun kommer til at savne barndomsveninden Ellen, der bor lige overfor. Det ER bare ikke nemt at blive plantet om, når man er 90. På det nye sted spiser de rugbrød midt på dagen og varm mad om aftenen, og i hele hendes liv har det været omvendt. Hvordan skal lejligheden møbleres, hvad og hvor lidt skal hun have med, mon de kan lave øllebrød på den rigtige måde, hvad skal der ske med alle de ting hun IKKE skal have med, hvem skal sy gardiner, hvem skal sætte lamper op, har vi bestilt gelænder ved toilettet, skal hun kun have de blå kopper med, hvor skal hun aflevere sit vasketøj, hvor er skraldespanden i badeværelset, – alt det og meget mere ligger hun vågen og spekulerer på om natten, og det går ud over overskud og livsmod.

Der er opture og nedture, og når det er en af de tunge dage med ophobet tankemylder, som i dag, er der ikke andet at gøre end at sætte mig med telefonen og masser af tid, lytte og kommentere og forklare og lytte mere og prøve at ’tale til fornuft’, som hun selv kalder dét, jeg gør. Og det hjælper. Jeg kan høre i løbet af samtalen, at det letter. At det måske nok kommer til at gå alligevel. At der måske også er gode ting at se frem til.

Selv er jeg selvfølgelig ikke i tvivl om, at det hele bliver løst og vi får styr på al praktikken. Vi er gode til den slags. Men jeg må indrømme, at jeg ser frem til om en månedstid, når vi er ved at have pakket ud igen, har stillet det hele på plads og fundet de fleste af svarene.

Tænk mig om

I et par dage har min mor kredset meget om at få nye læsebriller, og jeg har talt hendes iværksætteri ned.

Historien om min mors syn er lang og fyldt med begreber som bygningsfejl, AMD, reststær, slørede pletter og dobbeltsyn. En tålmodig optiker har lavet briller og lavet dem om. Hun er blevet udstyret med ekstra læsebriller, som ikke er blevet brugt, fordi det alligevel ikke var godt med dem. Alle instanser har gjort, hvad der kunne gøres, efter bedste evne, men helt godt er det ikke blevet, og det bliver næppe bedre på grund af de forskellige fejl og mangler, hendes øjne har. Hun læser avis og løser krydsogtværs med de briller, der blev det seneste resultat af alle tilpasningerne, og er desuden nødt til at alliere sig med lup og stærkt lys. Jævnligt nævner hun, at hun ikke kan forstå, de briller ikke kan laves bedre. Og vi børn er sikre på, at optikeren er dygtig og har gjort det bedst mulige. At få dem lavet om så hurtigt igen er penge ud af vinduet.

Synet er den sans, hun har det sværest ved udsigten til at miste, fordi det i givet fald vil stoppe læsning af avis og løsning af krydsord, og det vil gøre livet trist. Og det vil være svært at klare sig i eget hjem. Hun er 90, og synet bliver ringere og ringere, det er et uafviseligt faktum. Men det går endnu med at læse og løse med luppens og lysets hjælp.

Hele tiden har de ekstra læsebriller ligget ubrugte og uaccepterede på køkkenhylden, men i de seneste dage har de været på tale igen. Mor ville tage dem med hen til den lokale brillemand – som ikke er den optiker, der har hele hendes historik i sin database – og forhøre sig om nogle stærkere briller, og hun ville gøre det mandag, så snart butikken åbnede. Og jeg var der straks med alle mine argumenter. Hvad hun troede, han kunne stille op, når den anden ikke kunne? Hvorfor hun ikke ville til den sædvanlige? At så kunne den nye tjene penge på at foretage alle målingerne igen. At hvis hun gik derhen, skulle hun i det mindste bare få nogle enkeltstyrkebriller med hjem, så hun kunne afprøve dem i det rigtige miljø, i stedet for straks at købe dyre nye. Jeg er strid og formodentlig ofte urimelig, når det kommer til mors utallige idéer.

I morges, da jeg ringede, sagde hun: “Du kan være ganske rolig, jeg går ingen steder”. Hun havde sovet dårligt igen og var svimmel og træt og skulle bare være hjemme. Og så kunne det med læsebrillerne i øvrigt sagtens vente, til hun har været til kontrol hos øjenlægen i næste uge, syntes hun i dag.

Jeg tror stadig ikke, det gør nogen forskel, og jeg tvivler på, at brilleløsningen kan blive bedre, end den er nu. Men jeg er alligevel ærgerlig over, at jeg igen tog den diskussion i går. For jeg bliver trist, når hun er modløs og initiativforladt i dag.

Jeg kunne bare tage og bakke op om de fikse idéer og glæde mig over, at hun stadig har energi og initiativ til at ville gøre noget for at forbedre sine vilkår. Men jeg ved også, at dét, at jeg tager diskussionen og lægger øre til, gør, at hun får luft for alle de tanker og frustrationer – ja, og også glæder, hun ellers går alene med. Vi gør jo alle sammen det, vi mener er bedst. Både hun og jeg. Og optikeren.

Når ord smutter væk

Når man bliver gammel, og tankerne kører på pensionistbillet inde i hovedet uden præcise mål og retninger, sker det, at ord får lagt sig ned i skuffer, som er svære at åbne igen.

I en telefonsamtale er min mor og jeg kommet ind på noget med sygdom og medicin, og hendes ordforråd snigløber hende.

Hvad er dét udtryk… når man skal rende på wc ustandseligt?

Øh… inkontinens?

Nej, når man får piller…

Øhh… blærebetændelse?

Nej…

Øhhh… så ved jeg det ikke..?

Pludselig kommer det til hende:

Vanddrivende!!