22. marts 2016 | den store bunke |
Det er en sær dag. Jeg har gået mange skridt og er ikke rigtigt kommet nogen vegne. Jeg har været i afventeposition hele dagen. Jeg venter på en netværkstekniker, som med udbyderens vanlige sans for præcision har meldt sin ankomst mellem klokken 8 og 16. Klokken er nu 15.44, og han skulle angiveligt være her inden for ti minutter, men det vidste jeg først for fem minutter siden. Derfor har jeg holdt mig hjemme hele dagen. Vejret er strålende udenfor, og jeg kunne sådan set bare have sat mig ud på terrassen i tæpper og tilstrækkeligt tøj.
Men så er det også blevet den der helt forkerte dag i Bruxelles, og jeg har haft fjernsynet tændt det meste af dagen med reportager og udtalelser fra katastrofestederne i en lind strøm ledsaget af sympatitilkendegivelser fra alverden. Og jeg kan ikke rigtigt samle mig om noget som helst af det, jeg havde tænkt at bruge indedagen til, udover at rode med vasketøj og overveje, hvilke afgrøder jeg skal have i haven i år, og hvilke frø jeg derfor skal have købt ind.
Vores trådløse netværk var forsvundet, da vi stod op i går, og i øjeblikket er vi på tålt ophold hos optikeren i stueetagen, hvis netværk vi bedst fanger i døråbningen mellem stuen og køkkenet. Det er sådan set en tålelig løsning, men helt godt er det ikke.
Kom nu, tekniker!
Jeg har vasket i bund, jeg har bestemt hvad der skal gro i haven, jeg vil godt snart videre.
…
Hep, nu ringede han på. Der er håb for netværket.
18. marts 2016 | den store bunke |
Det spørgsmål stillede vi hinanden midt i 1970erne for at få et fingerpeg om, hvilken bås vi skulle sætte hinanden i. Begge bands var britisk glamrock med karakteristiske frisurer, vanvittige glitterkostumer og høje popstøvler, men Slade var lidt vildere end Sweet, der spillede mere pop.
Muligheden for at kunne lide begge orkestre sådan cirka lige godt eksisterede ikke. Det var enten det ene eller det andet. Jeg var til Sweet. Jeg kunne deres sange udenad og havde en overgang omtrent samme frisure som forsangeren Brian Connolly. Det var pænt dengang.
Og Sweet og Slade var dengang.
Troede jeg.
Nu har jeg lige læst i den lokale avis, at Sweet og Slade spiller her i Viborg i slutningen af marts næste år. Sammen! Det er helt uhørt. Det er Sweet eller Slade. Ikke og. Er det mon fordi der er faldet nogle af dem fra, så de kun tilsammen er nok til at være et band. Det er 40 år siden, jo. Fyrre år siden de toppede. Jeg vidste ikke engang, at de stadig eksisterede.
Og hvordan skal de så spille, når de skal spille sammen? Hvem skal synge for på Far Far Away og Wig-Wam Bam? Eller er det stadig to orkestre med hver sit repertoire? Man finder vel kun ud af det ved at løse billet.
Men der ved jeg altså ikke rigtigt. De ringer nok også snart fra 70erne og beder dem komme hjem og få håret touperet.
17. marts 2016 | den store bunke |
Det er ikke alle lande, hvor påsken bringer så mange fridage med sig. Skærtorsdag, for eksempel, er det vist kun os og spanierne, der holder hellig. Til gengæld skal spanierne på arbejde den mandag, vi holder andenpåskedagsfri, og det skal man også i en række andre lande sydpå.
Men hos os får man en god stribe fridage foræret, medmindre man er butiksansat og skal være på stikkerne om lørdagen, hvor alle skal ud og købe monsterstort ind for ikke at dø af sult i resten af påskedagene. Hvis man så oven i købet har feriedage til gode og kan få det kringlet med sin arbejdsplads, kan bare tre feriedage oveni udløse en ferie på hele ti dage. TI! 10! Det er mange.
Jeg er ikke butiksansat, jeg har feriedage til gode, og jeg har kringlet det med min arbejdsplads, og tre feriedage oveni har således udløst en ferie på hele ti dage. Som starter i morgen eftermiddag. Århh, det bliver godt for mig.
Jeg kan lide udsigten til lange dage, hvor jeg ikke skal tidligt op (mest dét! – Jeg er ikke bygget til at stå op klokken nul-fem-noget, det er jeg altså ikke), og hvor der er luft til at være spontan, til fordybelse og til at være den dovneste, jeg kender.
Der er allerede skrevet middagsaftale, fastelavnsfest, besøg af store søn, besøg hos min mor og en Stockholmsrejse på balkortet, så dagene skal såmænd nok gå hurtigt, men lige nu, med en enkelt arbejdsdag tilbage, er udsigten fantastisk. Jeg er fan af påske. Og af forårsjævndøgn og fuldmåne, der får den til at falde lige om lidt.
15. marts 2016 | den store bunke |
“Hvad skal du lave i aften?”, spurgte Morten, da han for lidt siden gik ud af døren til et helaftensarrangement med spisning und Alles.
“Om lidt skal jeg ud at løbe en tur, og så skal jeg lave aftensmad, og så skal jeg hænge vasketøj op, og så skal jeg skype med Laura, og så skal jeg reparere din sweater og mine bukser (det sagde jeg ikke, men det kan jeg se, at jeg skal), og så skal jeg bare sådan… slappe af, vel”.
Han syntes, det lød som en god plan, sikkert også det punkt, jeg ikke sagde, fordi jeg først kommer i tanker om det nu, og så dampede han af sted.
Jeg er ikke helt kommet i gang endnu, så jeg har indset, at jeg ikke når det hele, og derfor sorteret noget fra. Det er en moden beslutning, synes jeg. Ikke stresse, ikke presse. Voksent.
Jeg regner ikke med, at jeg behøver at gøre rede for, hvad jeg udsætter til i morgen. Man vil måske huske, at mit hoved stadig er sart efter lørdagens metalvagt.
14. marts 2016 | den store bunke |
Lørdag aften og et stykke af natten tilbragte jeg på Paletten, det lokale spillested, hvor jeg er frivillig. Der var metalfestival over to dage. Altså heavy metal. Altså virkelig bombastisk megamonstertung rock. Dødsmetal. Det er ikke den slags musik, jeg normalt hører, og jeg havde kun sat kryds i den vagt på vagtønskeskemaet inden sæsonstart, fordi den hører til i gruppen af svært besættelige vagter, og dem bliver vi bedt om også at sætte et par krydser ved. Det var ikke en særlig svær eller travl tjans, det er mest, fordi den varer til et godt stykke over midnat, den er lidt tungere at få besat.
Den havde jeg altså fået, og jeg mødte ind til aftenvagten klokken nitten, hvor vi afløste dagholdet i garderobe, indgang og barer. Allerede da jeg kom, var alt anderledes, end det plejer. Udenfor stod store flokke af hår, læder og nitter og røg og hyggede sig, og inde i foyeren faldt mit blik allerførst på et kranium på en lang til lejligheden opsat bardisk (“Lemmybaren” til minde om nyligt afdøde Lemmy Kilmister fra Motörhead) og så i øvrigt endnu flere sortklædte med gotisk print og meget hår.
Musikken var høj. HØJ. Jeg stod i bar, og det var en af den slags vagter, der ville være utænkelig uden ørepropper. Frivillige i salen skal faktisk altid bruge ørepropper, men der er arrangementer, hvor det er mindre nødvendigt. Det her var et, hvor det var meget nødvendigt. Jeg skiftede endda til et mere beskyttende sæt undervejs. Heavy er heavy på alle måder. Bandet, som spillede, da jeg startede min vagt, var svenskere og egentlig meget gode. Tungt, ja, men de havde fløjte med, og det mindede mig lidt om Jethro Tull. Hvis nogen af mine læsere kan huske dem fra omkring 1980. Ellers var det med stort, svingende langt hår, pels, læderforklæde og et udstyr, der ledte tanken hen på en smed eller slagter fra fantasyuniverser som Game of Thrones. Det viste sig, at de var i den milde ende af metalskalaen. Bandet, der kom bagefter, blev annonceret som satanisk bøllerock og hed Horned Almighty. Herefter blev det bare værre. Jeg behøver ikke høre mere growl i et stykke tid nu. Growl er den dyriske brølesangteknik, som dødsmetal er kendt for, hvor lyden kommer helt nede fra mavemusklerne. Lærte jeg. Af søde, søde publikummer, som hang ud i baren. Alle de på ydersiden farlige, sorte og nittede er nemlige vildt søde og rare på indersiden. På den måde var sådan en lørdag på udebane berigende kontrastfyldt. En anden ting, jeg bemærkede, var, at der ikke er mange klapsalver til heavy metal. Når man skal kaste sataniske hyldesthåndtegn med den ene hånd, er det svært at klappe. Så når man udtrykker sin begejstring efter numrene, foregår det ved at løfte en knyttet højre hånd med pege- og lillefinger strakt ud – og brøle sin hyldest ud.
Det store klimaks var det polske band Vader, som skulle gå på lige før midnat, og som vi alle sammen ventede på, forstod jeg. “Og de er rigtig gode!”, forsikrede en pige mig, da hun købte en øl. Hun glædede sig i hvert fald, kunne jeg høre. Jeg kunne ikke overhovedet ikke høre forskel, er jeg nødt til at tilstå. Da de gik på, var jeg også så træt i hele min krop og i mit hoved, at bandets største kvalitet for mig at se var, at de var de sidste. Undskyld, Vader, men jeg kunne jo se, at der var dedikerede fans nok til jer den aften, uden at jeg behøvede at brøle med.
Jeg kom hjem kvart i tre om natten, og jeg kan ikke helt afgøre, hvilken slags metaltræthed, det er, jeg har lidt af lige siden. Om det er den konkrete lydpåvirkning fra metalmusikken, der har sat sig som en konstant tung hovedpine hos mig, eller det er min gamle krop, der er ved at øve influenzasymptomer med svimmelhed og ømme knogler. Jeg håber mest det første. At jeg bare ikke kan tåle metalrock. Metalfestival slutter vel hurtigere end influenzafestival.
10. marts 2016 | den store bunke, Heldige mig |
“I morgen skal du selv sørge for aftensmad”, sagde vi til Lasse. “Vi skal til Herning og høre Brandt og Dickow”.
“Nåååeh, er det de der billetter, I har snakket om i 750 år?”, sagde han.
Og det er det. Vi har godt nok haft dem hængende længe, og jeg glæææder mig. Det er vi flere, der gør. Vi har lavet aftale med vores gode venner Henrik og Anne Dorthe, og da vi i sin tid spurgte, om de ville med, udløste det et “Ja ja jaja ja ja ja jaaaaaaaaaaaaa” efterfulgt af en hel masse emojis med både flag, høje hatte, guitarer, hjerter og flueben.
Med Steffen Brandt og Tina Dickow er det alt dansk musiks allerbedste og min fortids og nutids favoritter samlet på én scene. Jeg hørte dem sammen for syv år siden, også i Herning, og det var så godt. Jeg er forventningsfuld, og de, der allerede har oplevet dem på denne turne, roser og siger, vi godt kan glæde os. Det gør vi. Jeg har et crush på dem begge to.
I firserne blev jeg voksen i Aarhus med Steffen Brandt og TV2 som lydspor. Nytårsnat – ved indgangen til 2016 – var der to timers fjernsynssammendrag af TV2s livekoncerter gennem tiderne. Henrik og jeg havde en fest. Jeg har mødt min ligefan, og vi dystede om at skråle højest til sangene og mundhugges om, hvem der havde været tættest på Steffen og dermed havde størst ejerskab. I fred og fordragelighed, naturligvis. Men højlydt. Til sidst var alle de andre gået i seng.
I morgen skal vi nok lade være med at synge med. Kun lige så stille inde i os selv. Det bliver så godt.
