Mynte er en gadedreng
Eftermiddagens solskin indbød til at drikke en kop kaffe på terrassen. Når det sker, kan det gå to veje for mig: Jeg kan blive distraheret af et eller andet, så kaffen står og bliver kold, eller jeg kan synke ned i en stol i en solstråle med noget gadgetværk eller et bundt kloge tanker og få nydt kaffen. I dag gik det til adspredesiden. Jeg fik øje på ynkelighederne i urteburet og gav mig til at pille vissenpindene af. Timians krukke er frostsprængt og skal skiftes ud. Purløg spirer igen, det samme gør estragon og måske salvie, det er ikke helt til at afgøre endnu.
Mynten er et kapitel for sig. Mynte er umulig at styre. Den sætter lange, lange underjordiske rødder, og hvis man ikke holder den i en afgrænset beholder, overtager den verdensherredømmet. Jeg har engang haft et helt krydderurtebed, hvor mynte udråbte sig selv til konge og undertvang alle de andre mere fredsommelige gevækster. Denne her holder jeg både i krukke og i bur, men jeg kan se, den har vildskaben intakt. Det virker som om den har drønet sine lange underjordiske udløbere rundt og rundt og rundt nede i potten for at finde et sted at slippe ud og indtage verden. Men der er lukket. Der er ingen smuthuller.
Men det er derfor, det er hele vejen rundt langs kanten, de små grønne skud pibler op. Og dét er tilladt!
Der er håb for sommerens mojitos.
