27. april 2018 | den store bunke |
Det var i hvert fald, hvad jeg tænkte i sidste uge, og i starten gik det også meget godt med både at få nået OG dokumenteret alle mine gøremål. Som kolonihaveklargøring og mosfjerning i alle vores græsplæner.
Så stak tiden af.
Jeg gjorde alt muligt, men jeg dokumenterede det ikke, og så ved alle, at det ikke fandt sted. Eller gjorde det? Nu udsender jeg i hvert fald en lille billedserie med highlights fra de hemmelige dage.
Vi havde vores mødre på besøg. Den ene blev hentet og bragt med taxa fra Randers, den anden blev hentet og bragt af sin datter, hvorfor jeg den dag kørte 647 km og passerede Lillebæltsbroen fire gange. Det var første gang, mødrene mødtes, og vi havde en hyggelig – og lidt trættende – dag.
Morten og to af vores venner var til løbeskydningskonkurrence i Aarhus. Ligesom skiskydning, bare uden ski. De var tilmeldt som Team GGM – Gnavne Gamle Mænd. Den mest gamle af dem vandt den indbyrdes konkurrence, det var dejligt vejr, og ingen var rigtigt gnavne.
Yngsten fyldte 21 og blev fejret med flag, gaver og brunch. Og havde bestilt Tarte au citron som fødselsdagskage. Og fik en frituregryde i gave, som skal testes i aften.
Så var der ikke mere ferie.
Men siden har vi været til jagtmadlavning. Det foregår på den måde, at jægersmændene i konsortiet laver mad sammen, og imens går jægerkonerne tur og opdaterer hinanden på siden-sidst-i-andedammen-og-verden. Det er en fortrinlig ordning. Her er vi gået sydpå og har en storslået udsigt over Viborg i ryggen.
Så kan jeg ikke huske mere, for jeg har ikke taget billeder.
29. marts 2016 | den store bunke |
I morgen kommer mødregruppen på besøg. Det betyder blandt andet, at jeg skal beværte. Med vin og snacks, kaffe og kage. Kage, hmm… Kan du huske, om det var til mødregruppen eller læseklubben, jeg bagte den der æblekage med mandellåg?, spurgte jeg Morten. Njarj, sagde han, for han ville ikke være sådan en, der bare har styr på den slags. Og i hvert fald ikke sådan en, der kom til at huske forkert. Men du har sikkert skrevet om det på bloggen.
Og det har jeg nemlig. På den måde er bloggen et godt opslagsværk. For godt et år siden bagte jeg to æblekager med mandellåg. Til mødregruppen og til mine roomies. Og i et lidt ældre indlæg kan jeg se, at de også engang har fået muffins.
Men så går det jo ikke med den æblekage. Ikke to gange i træk. Den er ellers både nem og god. Og jeg har stadig marcipan fra dengang i november, hvor mødregruppen besøgte en fraflyttet medmor i Haderslev og ved samme lejlighed kørte til grænsekioskerne, fordi det er en slags lige i nærheden, og jeg forkøbte mig i mandler og marcipan.
Nå, jeg stikker internettet en stribe søgeord, for eksempel “nem kage med marcipan”, så kvitterer det nok med noget, som andre har været begejstret for.
Og ganske rigtigt. Nu er det bare at skrive en indkøbsseddel og stikke noget i ovnen i morgen, når mødrene til de 22-årige stikker hovederne sammen.
24. februar 2015 | den store bunke, Køkkenskriverier |
Jeg skulle have mødregruppen på besøg. Mødregruppen har eksisteret så længe, at nogle af mødrene er blevet farmødre, og de børn, vi er mødre til, fylder 21 her i februar og marts. Vi er fem og har mødtes fem-seks gange om året på skift hos hinanden, siden vi gik til efterfødselsgymnastik på samme hold i 1994. Traktementet er vin og snacks, kaffe og kage, og det hyggelige er at være en flok kvinder, som i al vores forskellighed har dét ene til fælles, at vi har jævnaldrende børn og en tilknytning til Viborg og Karup og har fulgt hinandens liv med mærkedage og hverdage gennem mere end tyve år.
Hvad for en kage skal jeg bage til dem?, spurgte jeg.
Du skal… funderede Morten, og jeg kunne høre, at mundvandet var begyndt at trække sammen, bage en æblekage med mandellåg, som findes i en de første Karolines Køkken. Det er æblebåde og en blanding over, som består af mandelsplitter og smør og æg og noget mel, sikkert, og når den spises med kold flødeskum, så smelter flødeskummet ned i det lune mandel-æble-noget til en blanding, som smager fuldstændig himmelsk…
Det kan jeg godt, den lyder lækker, sagde jeg. Men … det er jo til damerne, og I kan altså først få noget bagefter, når vi er færdige.
Okay… Fattet og accepterende. Men meget skuffet, så jeg godt. Og lige dér gik det op for mig, at det var en erindringens stjernestund, som var blevet beskrevet. Og mundvandet var produceret. Og der var to andre i husstanden, som også ville blive snydt, fordi jeg var så smålig. Den ene ville ikke engang være oppe længere, når damerne var færdige med at snadre.
Det var derfor, jeg bagte to. En til damerne og en til dem, der ikke sad med til højbords.
Der er nok ikke nogen kogebøger, som så mange mennesker forbinder favoritopskrifter og erindringer om lækkerhedsstunder med som hæfterne fra Karolines Køkken, især de første fra firserne. Jeg har dem alle sammen. Den første er den mest slidte og slår op på lasagne af sig selv.
