5. april 2016 | den store bunke |
Eller rettere Gamle Ella.
I morgen får jeg ikke tid til at boltre mig på bloggen. Min mor har fødselsdag, og efter dagens arbejde vender jeg bilen sydpå og lægger vejen mod den nordfynske pensionisthytte i stedet for at køre hjem til mig selv.
Min mor fylder 90! Det er alligevel noget. På lørdag har hun inviteret sine børn, svigerbørn, børnebørn, børnesvigerbørn, en svigerinde og en kusine til krokomsammen, og derfor regner hun ikke med, at der kommer nogen i morgen. Om formiddagen skal hun, ligesom hun plejer hver eneste onsdag, i aktivitetscenteret, hvor der denne onsdag blandt andet er gudstjeneste på programmet (jeg kan ikke huske, om det er Otterup-præsten eller Krogsbølle-præsten denne gang – den ene er klart at foretrække frem for den anden, har jeg forstået). I dagens anledning har hun bestilt personalet på centeret til at sørge for en gang rundstykker til onsdagsflokken. Det skal nok blive hyggeligt.
Resten af dagen skal hun ikke noget. Tror hun. Måske dukker der nogen op, man ved aldrig. Jeg har ikke fortalt, at jeg kommer, for det giver bare anledning til spekulationer om, hvad hun skal servere for mig. Jeg forestiller mig, at jeg pludselig står der med et kram og en splejset buket, og inden hun kan nå at tænke indholdet af køleskabet igennem, har jeg måske hentet et par stykker smørrebrød i delikatessen i Kvickly. Eller Netto eller Fakta eller Aldi eller Rema 100, der er nok af dagligvarebutikker i nærheden. Jeg er ikke så fordringsfuld. Kager og forplejning kan man altid få, men det er kun én gang, det er den rigtige dag, hvor min mor bliver 90.
Det er alligevel noget.
For ni år siden fejrede vi min fars 90 års fødselsdag. Det var en lidt større fest, ganske enkelt fordi der var flere mennesker i mine forældres persongalleri dengang. Siden er de fleste i omgangskredsen faldet væk, også min far. Ni år er lang tid – når man er barn, og når man er gammel. Mor er også skrøbeligere nu end dengang, og små udfordringer bliver hele tiden større for hende, men hun er her stadig, det lille seje menneske. Ikke med alle sine færdigheder i behold, hverken mentalt eller fysisk, og det er dét i hele verden, der irriterer hende allermest, men med luppen i hånden læser hun sin daglige avis – grundigt – og løser krydsogtværs – færdigt, og når hun skal ud at handle, til gymnastik om tirsdagen og til foredrag hver anden fredag, er rollatoren uundværlig. Til gengæld skyder hun en fart, så vi unge næsten ikke kan følge med.
Jeg er taknemmelig over at have hende endnu, og jeg glæder mig til at overraske hende med et besøg i morgen. Og til festen på lørdag.
Tillykke, mor!
Nå ja, ordspillet i overskriften giver selvfølgelig kun mening, hvis man kan et par termer fra bankospil. Eller andespil, som det hedder på de kanter, hvor jeg skal hen i morgen.
31. januar 2016 | den store bunke |
Hvor var det godt, vi lod oldefars kuglespil gå på besøg hos mors ældreaktivitetskammerat Hans Åge. Det var næsten gårsdagens bedste halve time. Læs her, hvorfor det overhovedet var sat i værk.
Jeg fyldte bilen med søn, mor, rollator og kuglespil og kørte ad små, snirklede veje. Hans Åges kone lukkede op, da vi ringede på, og inde i stuen sad han selv. Fysisk lidt hæmmet og halvsidigt lammet efter en blodprop for nogle år siden, men det grundgladeste menneske, jeg længe har mødt. Han var SÅ glad og taknemmelig over, at vi var kommet og havde det meget omtalte kuglespil med. Det var ikke helt som det, han havde spillet på i et sommerhus ved Kerteminde som 14-årig; det havde været noget med en fjeder og lød lidt mere som en forløber for flippermaskinerne. Fruen i huset havde også kendt til et kuglespil som barn, men det havde været et med stof på.
Imidlertid kendte begejstringen næsten ingen grænser. Hans Åge var gammel tømrer og nærstuderede sagligt oldefars (eller oldefars snedkers) arbejde. Det var i orden, lod det til. Og så spillede han. Den ene blykugle efter den anden sendte han af sted med sin krogede finger – han havde besvær med at håndtere den medfølgende træstøder – og jublede, når kuglerne gik i et hul og gav gevinst, og råbte op i skuffelse, når de endte nede i bunden. Han kunne være blevet ved længe. Lige én kugle mere, og én til – og endnu én … Vi kender det jo godt.
Samtidig skulle der snakkes. Konen og mor havde ikke hilst på hinanden før, og der var nysgerrig interesse begge veje. Hvem, hvad, hvornår, hvor længe. Og mor og Hans Åge skulle lige vende deres fælles onsdage i ældrecenteret. Det var tydeligt, at de to er nogle af de friske hoveder, der følger med i alting og interesserer sig for det. Tydeligt at de er en slags åndsfæller, og ikke mindst, at de kan lide hinanden. Som Lasse sagde til mig bagefter, var det sjovt at se, hvordan mormor livede op ved at være ude blandt andre og viste en anden social side af sig selv. Vi er ikke vant til at se hende i andre sammenhænge end familiekredsen.
Jeg ville så gerne have taget billeder af de tre gamle og af Hans Åge, der begejstret sendte kugler af sted, men jeg kunne ikke rigtigt komme af sted med det uden at spolere øjeblikket en lille smule, så jeg nøjedes med at lægge et mentalt bogmærke og huske billedet.
29. januar 2016 | den store bunke |
Min mor på 89 går til aktivitet om onsdagen. Der kører taxaer rundt og samler de gamle sammen og sætter dem af til nogle timers samvær i kommunens ældreaktivitetscenter. Hver dag samles de ind, men min mor nøjes med en enkelt dag om ugen. Det er en lige tilpas aktivitetskvote for hende. Hun kommer ud og får et skud andre indtryk end Familie Journalens krydsogtværser og rejsen ud til postkassen efter den daglige avis, og de andre dage i ugen kan hun nyde roen og trummerummen derhjemme.
Mor er et menneske, som snakker meget, og med årene er munden begyndt at løbe hurtigere og hurtigere, i takt med at resten af hende er blevet langsommere. Tit kan ikke engang hendes hjerne følge med til det tempo, ordene kommer ud i. Men det betyder, at hun er god til at komme i snak med alle onsdagsmenneskene. Nogle kender hun fra gamle dage og genser dem nu i aktivitetscenteret, andre er nye bekendtskaber, men som regel kan de finde fælles bekendte. Sådan er det, når man har boet på den samme egn i mere end en menneskealder. Samværet og snakken og den fælles fortid er berigende for alle. I hvert fald for mor.
Nogle af dem følges hun med i taxaen til og fra, fordi de bliver samlet op i samme by. Forleden fortalte hun om Hans Åge, som også er med om onsdagen. Af en eller anden grund var snakken for et stykke tid siden faldet på en særlig type hjemmelavet trækuglespil, som Hans Åge engang havde spillet, og mor havde fortalt, at hun havde haft sådan et, som hendes morfar havde snedkereret. Det ville Hans Åge godt nok gerne se, men hun måtte fortælle, at hun faktisk ikke vidste, hvem af hendes børn, der havde det nu.
For nogle dage siden havde Hans Åge igen nævnt kuglespillet, og da jeg bagefter talte med hende i telefonen, spurgte hun mig, hvem af os har det. Og det har jeg. Jeg skrev om det her. Men kunne jeg så ikke tage nogle billeder af det og sende hende print, som hun kunne vise Hans Åge en eller anden onsdag, spurgte hun. For ligefrem at få selve spillet tilbage og tage det med i taxaen og få det fragtet tilbage til mig efterfølgende … det virkede alligevel både skørt og uoverkommeligt.
Mens vi talte, googlede jeg mig frem til mandens adresse og telefonnummer – ud fra mors væverier om, hvad han måske kunne hedde til efternavn, og hvilke veje de kørte ad, når taxaen hentede ham –, og jeg foreslog, at jeg tog spillet med næste gang, jeg besøgte hende, og så kunne vi måske bruge en halv time på at køre om og vise det til ham. Hvis hun syntes.
Dét syntes hun i hvert fald. Endda så meget, at hun stort set var parat til at ringe til ham med det samme og fortælle om planen. Det fik jeg vistnok talt hende fra. På det tidspunkt vidste jeg ikke, hvornår det kunne blive. Men jeg mærkede, at mit forslag vakte begejstring på flere planer: Dels ville hun ærligt gerne imødekomme mandens ønske om at genopfriske gode ungdomsminder, dels er hun ægte stolt af spillet og vil gerne vise det frem.
Og heldigvis behøver den gode ide ikke at vente ret længe på at blive ført ud i livet. I morgen kan hun ringe. For i morgen kommer Lasse og jeg på besøg. Med kuglespil i bagagerummet. Lad os håbe, at Hans Åge er hjemme og vil modtage gæster til legetøjsfremvisning, så alle kan få fred i sindet.
Meget mærkelig mission.
