Vælg en side

Uforudsete konsekvenser af Candy Crush

10. februar 2017 | At have have | 0 Kommentarer

Et sted (her, faktisk) var der en, der nok gad vide, om det overhovedet er muligt at lande på Jackpotfeltet i bonushjulet i Candy Crush. Hvis du ikke spiller Candy Crush, giver denne undren ingen mening for dig, men det gør ikke nogen forskel for forståelsen i den videre læsning, om du forstår lige den detalje. Så du læser bare.

Jeg kom til at tænke over, i hvor mange af mine egne blogindlæg jeg har nævnt Candy Crush (mindst en gang, nu har jeg for eksempel allerede skrevet det fire gange i dette indlæg). Det har jeg i 26. Lidt vildt egentlig. Som om jeg spiller det hele tiden. Okay, det gør jeg faktisk.

Jeg læste nogle af indlæggene. Et af dem var dette her fra sidste år, hvor vi blev ringet op af kolonihaveforeningens kassererske, der mindede os om, at vi næsten var bagud med betaling af kontingent. Klogt nok havde jeg skrevet som en fremtidig note til mig selv, at kontingentet skal betales mellem 25. januar og 15. februar.

Og det er den 10. i dag! Betalingstid! Hurra for blogarkivet. Jeg besluttede straks at få hævet nogle penge og spadsere op til kassereren med dem. Vi betaler jo kontingent med kontanter i vores forening. Og her i betalingsperioden sidder kassereren garanteret hjemme og venter på, at medlemmerne strømmer til for at bytte sedler og mønter ud med en forhåndsudfyldt dags dato-kvittering fra blokken, så jeg regnede med at træffe hende hjemme.

Jeg tog ranselen på ryggen og spadserede ned til banken. Få meter før pengeautomaten kom jeg i tanker om, at det var den forkerte bank. Jeg glemmer hele tiden, at jeg har skiftet bank på grund af det der huskøb, vi har kastet os ud i. Jeg glemte også at fortælle det til min arbejdsgiver, så ved sidste lønningsdag fik jeg ingen penge. De svævede forvirret rundt ude i cyberspace og vidste ikke, hvor de skulle hen, for døren var lukket der, hvor de var blevet sendt til. Det er der lavet om på nu.

Jeg kunne jo nok have hævet penge i min gamle banks kontantautomat, men er der ikke noget med, at der så lægges et gebyr på? I hvert fald gik jeg hen til min nye bank og hævede i min nye kontantautomat.

Og gik op og traf kassereren hjemme og byttede mine sedler og mønter for en forhåndsudfyldt dags dato-kvittering fra blokken og en snak om ingenting.

Så slog jeg et smut omkring kolonihaven, hvor der er temmelig rodet for tiden. Vi er ved at få lagt havegangen om, og vejret sætter konstant en stopper for arbejdet. Alle fliserne og en rod fra det piletræ, vores gode ven fældede for os forrige sommer, er taget op, to paller nye fliser står og venter, og det samme gør vores folk, fordi sneflokke igen kom vrimlende. Men tænk engang, at om to måneder – rundt regnet – er havesæsonen i gang igen. I hvert fald for dem, der ikke lige står midt i en flytning. Til gengæld regner vi med i det mindste at have en rasende fin havegang.

Jeg spadserede hjemad og købte ind til aftensmad på vejen. Ramte den rigtige pinkode til dankortet i andet forsøg. Det bankskifte, altså.

Så vidt omkring kan det føre, at nogen nævner Candy Crush.

Det ER i øvrigt muligt at lande på Jackpotfeltet. Hvis du stadig sidder og venter på svaret.

Bankdame har en sorg i sig

22. marts 2016 | den store bunke, Hørt og set i forbifarten | 0 Kommentarer

Samtale i banken, da jeg hævede svenske penge.

Bankdame: Nå, er det skiferie, der kalder?

Mig: Nej, det er byferie.

Bankdame (med pludseligt vagtsomt ansigtsudtryk): Stockholm?

Mig (glad): Ja. Har du været der?

Bankdame (trist): Nej. Skulle have været. Men min mor, som skulle passe børnene, fortrød i sidste øjeblik. Og så måtte vi lade flybilletter og det hele fare.

Mig (forsigtigt): Men … Stockholm ligger der jo stadig.

Bankdame: Ja. Men det er der jo så mange andre steder, der også gør, og som vi gerne vil se.

Mig: Ja. Der er altid et valg at tage.

Bankdame (drømmende): Vi skulle have været der i maj.

Mig: Er det for nylig?

Bankdame: Nej. Det er ni år siden.

Akavet øjeblik.

Mig: Nå, men skal jeg bare sætte mig herovre og vente på pengene?

Den tid på året

7. januar 2016 | den store bunke | 0 Kommentarer

budget

Budgettet.

Skemaer og tal. Udgifter, indtægter, overførsler, underskud, overskud, forventet og faktisk.

Hvert år ved denne tid tager jeg mig sammen og lægger budget. Skriver det kommende års forsikringspræmier, a conto-beløb, avisregninger, afgifter og alle de andre udgifter ind på mit skema, lægger sammen og dividerer og regner ud, hvilket beløb vi hver måned fremover skal overføre til budgetkontoen. Den opgave har jeg taget på mig, og det går, som det plejer. Jeg bliver muggen og frustreret over, at udgifterne altid er blevet højere end forrige år, og græmmes over, at alle de penge skal bruges til kedelig husleje og fornuftige forsikringer og kontaktlinser og strøm og ikke til at have det sjovt for. Jeg har det næsten, som om det er mig, der har brugt alle pengene, når jeg hvert år siger, at vi er nødt til at betale lidt flere penge ind på kontoen. Og det er det ikke.

Ja, jeg ved godt, man ikke behøver at sidde med papirskemaer, blyant og lommeregner.

Ja, jeg ved godt, at der findes digitale budgetfeatures.

Min netbank har det. Jeg kan bare ikke lide det.

Nu bor jeg jo sammen med en mand, der bevæger sig ubesværet i den digitale verden, er i stand til at finde apps og tutorials til alt tænkeligt og altid har øjnene åbne for automatiseringsmuligheder, så jeg gik i forsvarsposition på forhånd og sagde, at jeg godt vidste, man kunne dit og dat på nettet, og excelark og hvad har vi, men at det bare ikke fungerede for mig. Jeg har bare mest overblik, når jeg gør det analogt. Og han sagde: “Du skal ikke høre noget fra mig. Jeg gør tydeligvis ikke noget af dét der, så den måde, du gør det på, er da den bedste. Alt, hvad du gør, er jo bedre, end det jeg gør”.

Han er glad for at slippe. Så jeg fortsætter med mine sedler, som jeg har lavet for mange budgetår siden og kopieret igen og igen. Med min lommeregner og min blyant og mine gennemsnit, og så bestemmer jeg, hvor meget mere der er brug for om måneden, og så skal det hele nok gå, mens jeg måned for måned følger med i, om de faktiske opkrævninger stemmer overens med de forventede.

Og der er et helt ÅR, til jeg sidder med revisorkasketten på igen.