Av, uhm, av, aaah, uhmm og av

18. april 2016 | den store bunke | 2 Kommentarer

Jeg havde en helt igennem inaktiv søndag med ondt i røven. Men hvorfor dog? Fordi jeg havde en helt igennem aktiv lørdag uden tilstrækkelig beskyttelse der, hvor jeg har ondt nu.

I anledning af generalforsamlingen i Mortens Ex-Table-klub var der et heldøgnsarrangement for medlemmerne og deres koner/kærester. Det var ikke alle, der var med på det hele, og det var både godt og skidt. Godt fordi der så var god plads til os, der kastede os ud i det hele, skidt for dem, der gik glip af en sjov dag.

Det var Niels Bugges Kro & Hotel, der var omdrejningspunkt for det hele. Det er et sted, der i den grad er værd at besøge, og jeg smider simpelt hen et link med det samme. Her.

Av. Vi startede dagen med at køre på mountainbike. Det lyder overlegent, ikke? Vi startede helt præcist med at få tildelt cykel, hjelm og hjælp til at indstille begge dele. Hvis man på Facebook og Instagram har set et billede af mig på cykel kæmpe mig op ad en meget meget meget stejl bakke og ved samme billede har set nogen kommentere, at “det sæde skal da vist hæves…”, kan jeg kun sige, at instruktøren sagde, at det var helt perfekt med sadlen i den højde. Når nu mine ben har den længde, de har.

Jeg har aldrig kørt mtb før, og vores lille flok talte både begyndere og mere øvede. Vi havde to dygtige instruktører, som gennem hele dagen var supergode til at fornemme, hvor vi var, og hvad vi havde mod på, så ingen blev presset unødigt, samtidig med at vi også blev udfordret. Først var der tekniktræning i træningsterræn. Køre langsomt, træne balance, køre blindt med maske på mens en makker guidede, svinge, skifte gear, køre på bakker, køre på bane med drop og sving, træne sving og alle mulige forhindringer, der var bygget op som dem, der er ude på de rigtige spor. Det gik godt, og det var sjovt. Og lidt hårdt.

Uhm. Og SÅ var der frokost. I særklasse. Alene af gastronomiske årsager er kroen værd at besøge. Jeg siger det bare. Det var noget med hjemmebagt brød, krabbekløer, stenbiderrogn rørt med rygeost, oksecarpacchio, skagenskinke og en lang række andre lækre tapas. Lutter gode sager!

Av. Efter frokost kørte vi ud i terræn. Allerede der kunne jeg godt mærke, hvor jeg præcist ville få ondt. Vi afprøvede alt det, vi havde lært om formiddagen, i rigtige spor. Bakker, tætte sving i skov, rødder, drop, gearskift. Det krævede stor koncentration, og jeg nåede ind til det allerinderste stykke sejhed, jeg havde i mig. Stædighed og koncentration og mine ur-reflekser. Og alle mine kræfter. Det var sjovt, og det gik godt. Efter næstsidste runde besluttede jeg dog, at jeg havde presset mig selv nok. Hvis jeg kørte videre, ville jeg enten komme til skade eller få trælse oplevelser, fordi jeg var træt, og så ville dét komme til at overskygge indtrykket af alt det, der havde været godt og skægt og succesrigt. Morten havde tænkt det samme, så vi cyklede tilbage til kroen, mens de seje kørte videre. Det var super sjovt at prøve, og instruktørerne fortjener al den ros, der kan ligge på dem, men det mest sandsynlige er, at jeg fortsat napper løsningen med at snøre løbeskoene og tanke motion ad den vej.

Aaah. Vi var blevet ømme og kolde, men så var det sådan, at nogen havde gjort vildmarksbadet klar, mens vi var ude. Et vildmarksbad er et stort udendørs trækar fyldt med varmt vand. Omkring 50 grader varmt. Der kan man sidde på en bænk rundt langs kanten og blødgøre de ømme muskler og drikke fadøl, mens kolde dryp fra træerne plasker ned i knolden på en, og det sidste er måske i virkeligheden mest træls, hvis man er en skaldet mand. Man kan ordne verdenssituationen sammen med de andre, og man kan gå ind i saunaen lige ved siden af, hvis man gider og synes, at rosinfingrene er fine nok nu. Den del af programmet gad jeg godt praktisere noget mere. Også uden at have cyklet først. Det var godt nok lækkert, og egentlig skulle man slet ikke have troet det om mig, eftersom jeg på forhånd havde proklameret, at det der badehalløj var jeg nu ikke sikker på, at jeg behøvede. Men.

Uhmm. Om aftenen var det sådan, at mændene ordnede deres generalforsamling, og kvinderne – “vores piger”, som vi blev benævnt flere gange (jeg er 56, jeg er sgutte nogen pige! Nå!) – drak drinks og konverserede i et andet lokale. Om børn og boligindretning, blandt andet. Altid sikre emner.

Og så var der middag. Tre retter så forrygende, at englene sang. Og vin. Igen: det kan de altså bare på det sted. Lave mad, man bliver glad af. Og mæt. Og træt. Det er med vilje, jeg ikke remser retterne op, for jeg kan simpelt hen ikke gøre rede for alt det, vi fik. Og jeg har ikke fotodokumenteret, hvilket jo ellers er paragraf 1 for enhver ordentlig blogger og instagrammer. Nu ved vi så, hvilken slags blogger jeg er. Men jeg giver maden alle de kokkehuer, der kan være i et mellemstort vildmarksbad. Der var også romsmagning, for det hørte med til arrangementet. Jeg var nok ikke verdens bedste romsmager, da vi nåede dertil. Mit system var ganske enkelt mættet af dagens anstrengelser, frisk luft og hot tub, og jeg havde småbitte trætte øjne og et tungt legeme. Så var det en fornøjelse at vi kun havde tyve meter fra højbordet til himmelsengen. Eller vi havde nu ingen himmelseng på vores værelse, men det forhindrede os ikke i lige så stille at liste af, så snart vi havde muligheden.

Av. Næste morgen tog vi hjem efter brunchen – som også hørte til i uhmm-kategorien – og lavede absolut intet resten af dagen. Intet. Udover at have ondt i røven.

Konceptet kaldes Gastronomi & Mudder. Niels Bugges Kro og Explore MTB samarbejder om det, de kalder Niels Bugges MTB GetAway, og tilbyder mountain biking og selvforkælelse på højt plan. Læs mere her. Og det får jeg ikke noget for at skrive. Udover ondt…