Jeg skulle have mødregruppen på besøg. Mødregruppen har eksisteret så længe, at nogle af mødrene er blevet farmødre, og de børn, vi er mødre til, fylder 21 her i februar og marts. Vi er fem og har mødtes fem-seks gange om året på skift hos hinanden, siden vi gik til efterfødselsgymnastik på samme hold i 1994. Traktementet er vin og snacks, kaffe og kage, og det hyggelige er at være en flok kvinder, som i al vores forskellighed har dét ene til fælles, at vi har jævnaldrende børn og en tilknytning til Viborg og Karup og har fulgt hinandens liv med mærkedage og hverdage gennem mere end tyve år.
Hvad for en kage skal jeg bage til dem?, spurgte jeg.
Du skal… funderede Morten, og jeg kunne høre, at mundvandet var begyndt at trække sammen, bage en æblekage med mandellåg, som findes i en de første Karolines Køkken. Det er æblebåde og en blanding over, som består af mandelsplitter og smør og æg og noget mel, sikkert, og når den spises med kold flødeskum, så smelter flødeskummet ned i det lune mandel-æble-noget til en blanding, som smager fuldstændig himmelsk…
Det kan jeg godt, den lyder lækker, sagde jeg. Men … det er jo til damerne, og I kan altså først få noget bagefter, når vi er færdige.
Okay… Fattet og accepterende. Men meget skuffet, så jeg godt. Og lige dér gik det op for mig, at det var en erindringens stjernestund, som var blevet beskrevet. Og mundvandet var produceret. Og der var to andre i husstanden, som også ville blive snydt, fordi jeg var så smålig. Den ene ville ikke engang være oppe længere, når damerne var færdige med at snadre.
Det var derfor, jeg bagte to. En til damerne og en til dem, der ikke sad med til højbords.
Der er nok ikke nogen kogebøger, som så mange mennesker forbinder favoritopskrifter og erindringer om lækkerhedsstunder med som hæfterne fra Karolines Køkken, især de første fra firserne. Jeg har dem alle sammen. Den første er den mest slidte og slår op på lasagne af sig selv.
Trackbacks/Pingbacks