29. marts 2016 | den store bunke |
I morgen kommer mødregruppen på besøg. Det betyder blandt andet, at jeg skal beværte. Med vin og snacks, kaffe og kage. Kage, hmm… Kan du huske, om det var til mødregruppen eller læseklubben, jeg bagte den der æblekage med mandellåg?, spurgte jeg Morten. Njarj, sagde han, for han ville ikke være sådan en, der bare har styr på den slags. Og i hvert fald ikke sådan en, der kom til at huske forkert. Men du har sikkert skrevet om det på bloggen.
Og det har jeg nemlig. På den måde er bloggen et godt opslagsværk. For godt et år siden bagte jeg to æblekager med mandellåg. Til mødregruppen og til mine roomies. Og i et lidt ældre indlæg kan jeg se, at de også engang har fået muffins.
Men så går det jo ikke med den æblekage. Ikke to gange i træk. Den er ellers både nem og god. Og jeg har stadig marcipan fra dengang i november, hvor mødregruppen besøgte en fraflyttet medmor i Haderslev og ved samme lejlighed kørte til grænsekioskerne, fordi det er en slags lige i nærheden, og jeg forkøbte mig i mandler og marcipan.
Nå, jeg stikker internettet en stribe søgeord, for eksempel “nem kage med marcipan”, så kvitterer det nok med noget, som andre har været begejstret for.
Og ganske rigtigt. Nu er det bare at skrive en indkøbsseddel og stikke noget i ovnen i morgen, når mødrene til de 22-årige stikker hovederne sammen.
20. september 2015 | den store bunke |
I haven ved mit barndomshjem står to mægtige birketræer ved hver sit hjørne af stuehuset. De har været der hele mit liv og i næsten hele generationen før min. Min mormor fik dem plantet en gang i 1930’erne, og min mor, der er født i 1926, kan huske at de blev plantet. De var store, da jeg var barn i 60’erne, og nu er de decideret kæmpestore. Jeg tror aldrig, jeg har set så store birketræer. De overlevede den decemberstorm, som væltede det store moreltræ, som var lige så gammelt som birketræerne, og de klarede stormen et par år efter, hvor flere af havens gamle frugttræer tippede om. De ser stadig stærke og sunde ud.
Se hvor stort træet er. Eller se mig. Jeg er den lille grå ting nede ved græsset.
Min bror og svigerinde bor på gården. Forleden blev jeg spurgt, om det ikke føles mærkeligt, at der bor nogle andre i mit barndomshjem. Hvis de nu har lavet det hele om. Sådan ser jeg ikke på det. Jeg synes, det er dejligt, at der bor mennesker, jeg kender, for det giver mig anledning til og mulighed for stadig at komme der. Selvfølgelig har de lavet en masse om, det er jo deres hjem, og det er mine tre niecers barndomshjem. Men det er også min mors barndomshjem. Og min mormors. Og mit og mine brødres. Og det har været fire vidt forskellige hjem, for hver gang der er kommet en ny generation mand og kone på gården, er der selvfølgelig blevet lavet en masse om, så det barndomshjem jeg ser i mit hoved, er ikke det samme som det, min mor ser, og hendes mor igen har husket noget helt tredje, ligesom mine niecer som de senest udflyttede også har deres eget billede.
Men birketræerne er de samme. De er bare blevet større. Se, jeg kan kun lige akkurat nå rundt. Og det er den eneste grund til, at det billede blev taget. Ikke fordi jeg er en nostalgisk barndomsbirketræskrammer. Det var faktisk første gang, jeg omfavnede det træ.
Men det var rart, at jeg måtte komme og gøre det. Fordi jeg kender dem, der bor der.
21. september 2013 | den store bunke |
Jeg har ryddet op i min mappe med festsange. Eller rettere har jeg flyttet alle sangene over i et større ringbind. Det gamle kunne ikke længere lukkes, men stod som en vifte på hylden.
Ja, sådan en er jeg. Sådan en, som når sangen er sunget ved festen folder den sammen og stikker den i tasken. Det er vist nok noget, jeg har med hjemmefra. Min mor har mapper med lejlighedssange fra et helt liv. En af de første er skrevet til hendes egen 10 års fødselsdag af en ældre kusine. Nu er hun 87, og kusinen er forlængst borte. Jeg elsker at bo i en kultur, hvor man skriver sange personligt til dem, der skal fejres på den ene eller den anden måde. Købesange, gå væk.
Jeg kan lade mig inspirere af sangene, eller jeg kan bare have dem. Det er mest det sidste. Jeg skriver selv kun på Sneflokke kommer vrimlende. Det kan lyde, som om jeg gør det hele tiden. Det er ikke tilfældet. Dagens optælling viste, at jeg faktisk kun har skrevet fire.
Og gammelmor tra la la la
tra la la la grålokkerne,
la la la la la sokkerne…