25. oktober 2018 | den store bunke |
Jeg købte BILLED-BLADET i sidste uge, og det var måske i virkeligheden første gang nogensinde, at jeg betalte for bladet og ikke bare bladrede i det hos frisøren eller i et venteværelse. Men der var en ganske særlig grund til, at jeg ville eje det, og det var ikke for at læse sidste nyt om Morten Grundwalds sygdom eller Harry og Meghans bryllup.
Derimod var det for at beundre en helt bestemt krydsord! Min datters første professionelle krydsogtværs var nemlig trykt i netop dette blad – uge 42 i 2018. Jeg er MEGAstolt!
Midt i september startede Laura som krydsordskonstruktør hos Aller, og nu sidder hun hver dag i hovedkvarteret på Havneholmen med udsigt og indsigt og konstruerer lodret og vandret. Jeg synes, det er verdens sejeste job, og Aller så helt rigtigt, da de valgte hende! ’Kryds med de kongelige’ i BILLED-BLADET er hendes værk fremover, og inden længe kommer hendes første ’Vise ord’ i Familie Journal.
At bidrage til netop dét blad er stort, for mormor har abonneret på Familie Journal i mange år; hver uge læser hun det fra ende til anden og løser ALLE krydsogtværserne. I virkeligheden startede den nyslåede konstruktørs interesse vel dengang, hun ved familiebesøgene på Fyn fik tiden til at gå med at løse børnekrydsen i Familie Journal. Mormor er også ved at revne af stolthed.
Jeg HAR løst krydsogtværsen. Den er godt gjort og ikke helt let.
25. januar 2017 | den store bunke |
Engang for længe siden var jeg ret ferm til at konstruere krydsogtværser. Nu har jeg fået en bestillingsopgave og er gået i træningslejr for at se, om jeg stadig kan.
Det ser ud til det. Lysende krans på seks bogstaver, dyrelyd på fire, to ens, alfabetets 19. bogstav, spændende på tretten bogstaver, indtil videre går det op både vandret og lodret.
Det er noget nemmere at lave i en tabel på computeren end dengang, jeg sad med blyant og lineal og bordet fyldt med viskelædersmulder.
Og det er morsomt på fem bogstaver.
5. april 2016 | den store bunke |
Eller rettere Gamle Ella.
I morgen får jeg ikke tid til at boltre mig på bloggen. Min mor har fødselsdag, og efter dagens arbejde vender jeg bilen sydpå og lægger vejen mod den nordfynske pensionisthytte i stedet for at køre hjem til mig selv.
Min mor fylder 90! Det er alligevel noget. På lørdag har hun inviteret sine børn, svigerbørn, børnebørn, børnesvigerbørn, en svigerinde og en kusine til krokomsammen, og derfor regner hun ikke med, at der kommer nogen i morgen. Om formiddagen skal hun, ligesom hun plejer hver eneste onsdag, i aktivitetscenteret, hvor der denne onsdag blandt andet er gudstjeneste på programmet (jeg kan ikke huske, om det er Otterup-præsten eller Krogsbølle-præsten denne gang – den ene er klart at foretrække frem for den anden, har jeg forstået). I dagens anledning har hun bestilt personalet på centeret til at sørge for en gang rundstykker til onsdagsflokken. Det skal nok blive hyggeligt.
Resten af dagen skal hun ikke noget. Tror hun. Måske dukker der nogen op, man ved aldrig. Jeg har ikke fortalt, at jeg kommer, for det giver bare anledning til spekulationer om, hvad hun skal servere for mig. Jeg forestiller mig, at jeg pludselig står der med et kram og en splejset buket, og inden hun kan nå at tænke indholdet af køleskabet igennem, har jeg måske hentet et par stykker smørrebrød i delikatessen i Kvickly. Eller Netto eller Fakta eller Aldi eller Rema 100, der er nok af dagligvarebutikker i nærheden. Jeg er ikke så fordringsfuld. Kager og forplejning kan man altid få, men det er kun én gang, det er den rigtige dag, hvor min mor bliver 90.
Det er alligevel noget.
For ni år siden fejrede vi min fars 90 års fødselsdag. Det var en lidt større fest, ganske enkelt fordi der var flere mennesker i mine forældres persongalleri dengang. Siden er de fleste i omgangskredsen faldet væk, også min far. Ni år er lang tid – når man er barn, og når man er gammel. Mor er også skrøbeligere nu end dengang, og små udfordringer bliver hele tiden større for hende, men hun er her stadig, det lille seje menneske. Ikke med alle sine færdigheder i behold, hverken mentalt eller fysisk, og det er dét i hele verden, der irriterer hende allermest, men med luppen i hånden læser hun sin daglige avis – grundigt – og løser krydsogtværs – færdigt, og når hun skal ud at handle, til gymnastik om tirsdagen og til foredrag hver anden fredag, er rollatoren uundværlig. Til gengæld skyder hun en fart, så vi unge næsten ikke kan følge med.
Jeg er taknemmelig over at have hende endnu, og jeg glæder mig til at overraske hende med et besøg i morgen. Og til festen på lørdag.
Tillykke, mor!
Nå ja, ordspillet i overskriften giver selvfølgelig kun mening, hvis man kan et par termer fra bankospil. Eller andespil, som det hedder på de kanter, hvor jeg skal hen i morgen.
