28. marts 2016 | den store bunke |
I mange uger har vi haft påskeferie i Stockholm som et forventningsfyldt fikspunkt langt ude i fremtiden. Og nu er vi pludselig på den anden side af den. Men det var godt, mens det var. Både forventningen og selve ferien.
Allerede for lang tid siden flashede jeg et facadebillede af huset i Vikingagatan i Vasastan, hvor vi havde booket en airbnb-lejlighed, og funderede over, hvor sjovt det var at kunne sidde i Viborg og kigge op og ned ad gaden med Googles streetview. Det var så bare ikke det hus. Af en eller anden grund optræder der et forkert husnummer et sted i hjemmesidens data. På den baggrund var forvirringen helt forståelig, da jeg skrev til værten, at “Vi står nedenfor nu”, og han glanede ud af vinduet og svarede “Jag ser er inte…”. Det løste sig, vi trak trolleyerne ned for enden af gaden, og lige her er det.
En fin lejlighed i et godt, centralt kvarter med mange hyggelige restauranter, ikke langt fra hvor Laura bor. Vi havde ikke lagt faste planer hjemmefra, men der var foreslået Vasamuseet, Fotografiska Museet og en sejltur, og så ellers at gå rundt og indsnuse svensk hovedstad. Og det var faktisk præcis det, vi gjorde. Det hele, bortset fra byvandringer, var noget Laura heller ikke havde udforsket endnu, så på den måde indtog vi nyt land sammen.
Vasamuseet var godt lavet med gode udstillinger, og jeg kan klart anbefale det, hvis man er til den slags. Historien er kort, at kong Gustav II Adolf i 1625 igangsatte bygningen af fire skibe, heraf Vasa, som var tænkt som det mægtigste krigsskib, verden havde set, så Sverige retmæssigt kunne hyldes som en overmægtig søfartsnation. Kongen hyrede den tids mest anerkendte hollandske skibsbygger og befalede, hvilke mål skibene skulle have. Og det kunne bare ikke gå hurtigt nok med at få flikket de skuder sammen. I foråret 1628 drog Vasa ud på sin jomfrurejse – og nåede 1300 meter ud i havneudløbet, inden en svag kastevind væltede skibet om på siden, og det sank. Skibet var for højt og for smalt og havde ikke ballast nok om bord, og det er ikke helt ved siden af at kalde det en eklatant søfartsfiasko. Godt 300 år senere blev skibet bjærget og kan nu ses på museet. Det rigtige – store – og i lille bemalet model.
Fotografiska Museet var også en god oplevelse. Fine udstillinger, masser af tankevækkende fotografier og en rigtig fin café og restaurant på toppen, som også er et besøg værd.
Det er næsten 30 år siden, jeg var i Stockholm sidst, og jeg kunne ikke huske ret meget fra dengang. Egentlig bare at det er en smuk by, og det fik jeg bekræftet. Som man kalder Rom for Den gyldne by, kan man kalde Stockholm for den gule by, for næsten alle huse og bygninger har en nuance af gul, beige og lysebrun. Det ser knaldgodt ud. Her er ældsten og yngsten i solskin og solbriller på Riksbron lige ved Riksdagshuset. De er glade, fordi de snart skal ud og sejle, og fordi de kan være sammen om at drille deres mor.
Vi bookede os ind på en tretimers skærgårdssejltur, og det var godt givet ud på den vejrmæssigt bedste af dagene. Solskin, solskin, vand, vand, øer, øer. Vi sad i læ på dækket på agterstavnen på udturen og nød solen og dagen. Der er over 30.000 øer i den Stockholmske skærgård, nogle er store og beboede, andre er bare små skær, og nogle er bare små skær OG beboede. Det er et fedt område, og det var en fed tur. På hjemvejen var det køligere, og et par af os trak ned i båden og fik en kop kaffe. Det var også et fedt sted med mange, mange lag fernis og maling på alle overflader.
Det var godt at se og mærke, at Laura befinder sig godt i sin by, og jeg er tilpas med, at det var lige den, hun valgte at tilbringe sit udenlandssemester i. Og vi kan sagtens finde på at komme igen på egen hånd.
Tak for denne gang, Stockholm, du var et godt bekendtskab!
22. marts 2016 | den store bunke, Hørt og set i forbifarten |
Samtale i banken, da jeg hævede svenske penge.
Bankdame: Nå, er det skiferie, der kalder?
Mig: Nej, det er byferie.
Bankdame (med pludseligt vagtsomt ansigtsudtryk): Stockholm?
Mig (glad): Ja. Har du været der?
Bankdame (trist): Nej. Skulle have været. Men min mor, som skulle passe børnene, fortrød i sidste øjeblik. Og så måtte vi lade flybilletter og det hele fare.
Mig (forsigtigt): Men … Stockholm ligger der jo stadig.
Bankdame: Ja. Men det er der jo så mange andre steder, der også gør, og som vi gerne vil se.
Mig: Ja. Der er altid et valg at tage.
Bankdame (drømmende): Vi skulle have været der i maj.
Mig: Er det for nylig?
Bankdame: Nej. Det er ni år siden.
Akavet øjeblik.
Mig: Nå, men skal jeg bare sætte mig herovre og vente på pengene?
17. marts 2016 | den store bunke |
Det er ikke alle lande, hvor påsken bringer så mange fridage med sig. Skærtorsdag, for eksempel, er det vist kun os og spanierne, der holder hellig. Til gengæld skal spanierne på arbejde den mandag, vi holder andenpåskedagsfri, og det skal man også i en række andre lande sydpå.
Men hos os får man en god stribe fridage foræret, medmindre man er butiksansat og skal være på stikkerne om lørdagen, hvor alle skal ud og købe monsterstort ind for ikke at dø af sult i resten af påskedagene. Hvis man så oven i købet har feriedage til gode og kan få det kringlet med sin arbejdsplads, kan bare tre feriedage oveni udløse en ferie på hele ti dage. TI! 10! Det er mange.
Jeg er ikke butiksansat, jeg har feriedage til gode, og jeg har kringlet det med min arbejdsplads, og tre feriedage oveni har således udløst en ferie på hele ti dage. Som starter i morgen eftermiddag. Århh, det bliver godt for mig.
Jeg kan lide udsigten til lange dage, hvor jeg ikke skal tidligt op (mest dét! – Jeg er ikke bygget til at stå op klokken nul-fem-noget, det er jeg altså ikke), og hvor der er luft til at være spontan, til fordybelse og til at være den dovneste, jeg kender.
Der er allerede skrevet middagsaftale, fastelavnsfest, besøg af store søn, besøg hos min mor og en Stockholmsrejse på balkortet, så dagene skal såmænd nok gå hurtigt, men lige nu, med en enkelt arbejdsdag tilbage, er udsigten fantastisk. Jeg er fan af påske. Og af forårsjævndøgn og fuldmåne, der får den til at falde lige om lidt.
15. februar 2016 | den store bunke |
Jeg har haft det her screenshot liggende i nogle uger. Jeg arbejder mentalt på at ramme en mening om det. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal synes. Min første reaktion var Hvad?!? Er dét DEM? Hold kæft, de ser gamle ud! Så korreksede jeg mig selv. Selvfølgelig er det dem. Kig lige mig selv i spejlet. Jeg ser jo heller ikke ud som jeg gjorde, da jeg var midt i tyverne. Eller i trediverne. Kødet er blevet løsere, skindet slappere, håret blegere, maven rundere, balderne fladere – hvor det førhen var omvendt med de sidste to. Uanset hvor mildt jeg bilder sig ind, at tre årtier er gået hen over mit stramme ungdomshylster, kan det selvfølgelig ses.
Og sådan er det selvfølgelig også med dem. Med ABBA. Med Björn, Benny, Agnetha og Anni-Frid. De er også blevet ældre, og det kunne man da godt se, da de en aften i januar i år under stort medieståhej var samlet i Stockholm i anledning af premieren på Björn Ulvaeus’ nye forestilling ‘Mamma Mia! The party’. Fred med det. Levet liv. Årenes gang. Smuk patina. Sådan overtaler jeg mig selv.
Og så er det alligevel sådan lidt … arrhh. Som om tryllekuglen er bristet, og min ungdoms idoler er blevet iltet og er smuldret. ABBA og Donny Osmond skal helst blive ved at se ud, som de gør i min erindring. Det er bedst.
Sådan vakler jeg imellem mine egne synspunkter, mellem det, jeg husker, og det, jeg ved – og kan se.
Men indeni er de nok stadig de samme. Ligesom jeg er.
8. februar 2016 | den store bunke |
Google Street View. Jeg synes, det er vildt fascinerende og en kende for spacy til, at min hjerne helt kan forstå, at det skal være så let. At jeg kan sidde hjemme i mit køkken og se, hvilken farve et bestemt hus i en anden by er, og stille mig midt på gaden og spejde til højre og venstre for at se, om der er nogle forretninger i nærheden. Og kigge op og gætte på, hvilken altan jeg om nogle uger kan stå på og kigge ned på nogle andre biler end dem, der var parkeret der i juni 2014, da googlebilen kørte forbi. Men det kan jeg så.
Den her gadedør vil jeg gå ind og ud af en del gange i slutningen i marts. Den befinder sig i Stockholm, og i det her hus skal vi have base nogle dage, når vi tømmer vores egen husstand og besøger Laura, der bor og studerer i Stockholm dette semester. Vi har endnu engang cyberbladret i Airbnb-kataloget og fundet logi. Vores vært hedder Jonas, og han bekræftede i aftes: “Det går jättebra! Jag accepterar er direkt!”. Deraf udleder jeg to ting: 1. At han har forstået hvad jeg skrev. Når man anmoder om at måtte booke, sender man lige et par linjer til værten om, hvem man er og hvad man skal og den slags, og der kunne jeg jo ikke skrive, at min datter er i byen dette semester, for så ville han bare tro, at hun fiser den af. Semester betyder ferie på svensk. Så jeg vred den lidt og skrev denne vår. Det har han fattet meningen med. Eller 2. At han har været inde og læse den anmeldelse af mig som gæst, der allerede er registreret hos Airbnb. I oktober skrev Péter fra Budapest nemlig “They were friendly and nice people. Birgitte is easy to communicate with and is pleasant to have around. Recommended!” Sådan en gider man jo godt have boende.
Jeg elsker denne her fase inden en ferie. Når både transport og logi er bestilt og på plads, og pengene endnu ikke er trukket fra bankkontoen, og man har ro til at glæde sig til at fylde på oplevelseskontoen.
