Weekendfryd

Søndag morgen startede jeg med at remse op, hvad jeg syntes, vi skulle have til side i løbet af dagen. Og tænk engang, jeg havde vinklet det hele af, da dagen var omme.

Nå nej, der blev ikke gjort rent på badeværelserne. Men de løber jo ingen steder. Det punkt havde ikke afgørende høj prioritet.

Men ellers fik vi

  • aftalt menu og indkøbsliste til jagtmiddag hos os på lørdag. Konsortiets fire jægersmænd med koner og kærester samles til den årlige treretters med jæger-og-samler-tema. Jeg er sikker på, det bliver både godt og lækkert – og i hvert fald hyggeligt.
  • bestemt fødselsdagsgave til den af arvingerne, som fylder 25 i næste uge. Så siger jeg ikke mere om det!
  • bestilt logi til sommerens storbyfamilieferie, hvor vi i anledning af min runde fødselsdag samler alle vores unge. Det bliver Amsterdam, og det var virkelig rart at få det lagt fast. Det bliver hverken lettere eller billigere, jo længere vi venter. Nu kan jeg roligt bare glæde mig. Og det gør jeg.
  • støvsuget hele huset. Der var klar forskel på før og efter, det er altid tilfredsstillende. Det er derfor, man altid skal vente så længe som muligt.

Til sidst fik jeg både motion, frisk luft og masser af lydbog, da jeg spadserede ud til kolonihaven og tilbage igen, 8,5 kilometer i alt. Jeg skulle hente grønkål og lige tjekke, om der var ressourcer at satse på til middagen på lørdag. Det er der, og så var det i øvrigt så dejligt vejr med forårsluft, at det var lige før, jeg fik lyst til at grave køkkenhaven. I hvert fald er det helt klart noget, jeg kan gøre, hvis det bliver godt vejr en anden dag…

Jeg gik hjem med rygsækken fuld af gode sager. Tænk at kunne hente grønkål, lidt broccoli, et lillebitte romanesco-kålhoved, pastinakker, rødbeder og skorzonerrødder fra sin kolonihave i februar. Sikke en rigdom!

En del af det spiste vi til aften sammen med Mortens lækre dådyrfilet med mandelcrunch.

Jeg kunne lide alt ved den søndag.

To ens …

Bare for lige at bekræfte, at dét jeg sagde, jeg skulle i lørdags, også var dét, der skete.

Fødselsdagsbrunch skete.

Vækning med sang skete

Gaver skete.

Gæster skete.

Kaffe og lagkage skete.

Spadseretur for at kigge lidt på 24 timers løb skete.

Dejlig aftensmad i festligt vennelag skete.

Vin og Limoncello skete (Limoncello behøver ikke at ske igen …)

Og ja, forresten, luft til at puste begge lys ud skete.

Hvad jeg IKKE skal …

For det meste prøver jeg at vende min verden om til ja’er i stedet for nej’er. Vende det negative 180° og få det positive frem. Ja-hatten, I ved. Jeg skrev engang om det under overskriften Ingen rotter på Esbjerg havn. Det holder stadig, synes jeg. Og måske kunne jeg sagtens tage mig lidt sammen med det igen.

Alligevel må jeg engang imellem definere verden ved hjælp af ikker og tage udgangspunkt i noget der ikke sker. Som nu.

I denne weekend skal jeg ikke:

  • løbe 24 timers løb i Viborg. Jeg meldte selv fra, fordi, ja … dårlig form, mit spillesteds 25 års jubilæum, min kærestes fødselsdag, især dårlig form. Andre faste løbere meldte også fra, sikkert med langt bedre undskyldninger, og det betyder, at mit hold endte med ikke at stille op i år. Det er første gang i mange år, jeg ikke er med i løbefesten med hjemmebagte muffins til holdet og farvejusteret neglelak (skriv ’24 timer’ i bloggens søgefelt og få hele farvehistorikken). Ganske vist er mine negle lige nu flotte og røde, jeg ved bare ikke, hvilke af de mange aktive holdtrøjer, jeg eventuelt er farvekoordineret med. Vi får det ikke at se.
  • til mit spillesteds jubilæumsfejring. Det er 25 år siden spillestedet Paletten slog dørene op i en ombygget biograf, og jeg har været med som frivillig i otte af dem. Jubilæet fejres med to dobbeltkoncerter og en reception. Og jeg når simpelt hen ikke at vende snuden ind omkring. Heller ikke selv om det var et af argumenterne for at springe over ovenstående. Sådan kan det gå.

TIL GENGÆLD skal jeg:

  • fejre Mortens fødselsdag hele lørdagen. Der er lister, planer, pandekager, røræg, flag, gæster, sjungen og hurra, og jeg står tidligt op i al hemmelighed. Vi bager rævekager og andre kager, og der er dejlige gaver. Det bli’r en go’ dag! Måske ryster vi lagkagen på plads med en spadseretur til valpladsen ved 24 timers løbet, så vi kan få plads til aftenens grillerier, og jeg alligevel kan se, hvem min neglelak passer til.

Fest og fejring … det hele ender alligevel toppositivt.

Birgitte, du har snart fødselsdag …

Facebook fortæller mig det hver og hver anden dag for tiden. Jeg har ikke helt bidt mærke i, hvad de synes jeg så skal, for det kommer jo ikke bag på mig, at dagen nærmer sig. Det er ved denne tid hvert eneste år. I næste uge er det. Det er først næste år, jeg fylder rundt, så i år er det bare lillerundt.

Det bliver en af de fødselsdage, jeg fejrer i udlandet. Denne gang er det i Prag. Når man har fødselsdag midt om sommeren, midt i ferietiden, er sandsynligheden for at være udenlands eller bare i sommerlandet på dagen temmelig stor. Jeg har fejret fødselsdag så forskellige steder som i hytte i de norske fjelde, i campingvogn på Sydals, i sommerhus i Torup, i den svenske skærgård, ja endda i en bus på vej hjem fra Kroatien hvor vi kom igennem mange lande på fødselsdagen. Nogle fødselsdage husker jeg selvfølgelig bedre end andre. Nogle har sat større spor end gennemsnittet. For eksempel – og mest – da jeg fyldte 33 og fødte mit første barn om aftenen. Da jeg fyldte 24 og fangede en gedde i skærgården ved Karlskrona og spiste den til aftensmad. Da jeg fyldte 54 i kolonihaven på en fantastisk sommeraften med grillmad, gode venner, masser af vin, paddekaffe og ild i den mexicanske pejs. Da jeg fyldte 9, og nogle af pigerne fra klassen glemte, at de var inviteret til min fødselsdag, fordi det var midt i sommerferien.

Og da jeg fyldte 26, mens jeg var på en måneds russisk sprogskole i Volgograd, det tidligere Stalingrad, og tilbragte dagen med at være på besøg på en pionérlejr og blive sunget for af 300 børnekommunister, drikke vodka og champagne og holde aftenfest med de andre unge sprogskoleelever og de unge russere, der skulle ’passe på’ os.

26, mand! Det er længe siden. Nu fylder ældstebarnet allerede 26…

Lykønskning på russisk vis foregik ved, at jeg skulle ’løftes’ i ørerne en gang for hvert år, jeg blev. Tanden kaldte vi ham, fordi han manglede én. Rigtigt hed han vist nok Vasilij, eller Vasja blandt venner.

Sådan nogle sære ting byder Prag nok alligevel ikke på.

Sikke meget man kan nå i en ferie

Det var i hvert fald, hvad jeg tænkte i sidste uge, og i starten gik det også meget godt med både at få nået OG dokumenteret alle mine gøremål. Som kolonihaveklargøring og mosfjerning i alle vores græsplæner.

Så stak tiden af.

Jeg gjorde alt muligt, men jeg dokumenterede det ikke, og så ved alle, at det ikke fandt sted. Eller gjorde det? Nu udsender jeg i hvert fald en lille billedserie med highlights fra de hemmelige dage.

Vi havde vores mødre på besøg. Den ene blev hentet og bragt med taxa fra Randers, den anden blev hentet og bragt af sin datter, hvorfor jeg den dag kørte 647 km og passerede Lillebæltsbroen fire gange. Det var første gang, mødrene mødtes, og vi havde en hyggelig – og lidt trættende – dag.

Morten og to af vores venner var til løbeskydningskonkurrence i Aarhus. Ligesom skiskydning, bare uden ski. De var tilmeldt som Team GGM – Gnavne Gamle Mænd. Den mest gamle af dem vandt den indbyrdes konkurrence, det var dejligt vejr, og ingen var rigtigt gnavne.

Yngsten fyldte 21 og blev fejret med flag, gaver og brunch. Og havde bestilt Tarte au citron som fødselsdagskage. Og fik en frituregryde i gave, som skal testes i aften.

Så var der ikke mere ferie.

Men siden har vi været til jagtmadlavning. Det foregår på den måde, at jægersmændene i konsortiet laver mad sammen, og imens går jægerkonerne tur og opdaterer hinanden på siden-sidst-i-andedammen-og-verden. Det er en fortrinlig ordning. Her er vi gået sydpå og har en storslået udsigt over Viborg i ryggen.

Så kan jeg ikke huske mere, for jeg har ikke taget billeder.