11. september 2015 | den store bunke |
Donna Tartts Stillidsen er en fremragende roman, som jeg vil anbefale til alle, der holder af en fortælling, som er både veldrejet og velskrevet. Min vej frem til både at kunne nyde og anbefale bogen har været lang og bakket. Her kommer en rutebeskrivelse.
Da jeg havde ventet på lydbogsudgaven meget længe, var jeg simpelt hen så glad, da jeg endelig hjembragte den fra biblioteket. Mistanken om, at alt ikke var helt lykkeligt, lurede dog allerede ved smuglytning af den første lydfil.
Det blev en lang rejse sammen med en skuffende indlæser, der ikke var opgaven voksen. Dagligt kom jeg hjem og refererede, hvilke fejl og fortalelser, jeg havde været udsat for. Flowet i fortællingen blev bremset af fejl, der forstyrrede min koncentration. Sagde han virkelig dét? Lidt tilbage … jo, det gjorde han! Det virkede på mig, som om indlæseren var et ungt menneske uden megen basal viden. Der var en skræmmende mangel på research (hvad betyder dette her, hvordan udtaler man det) og foruroligende mange fejludtaler af alment kendte personer og begreber. Selv mine teenagebørn var rystede over sådan en mangel på almenviden.
Jeg kæmpede mig igennem, fordi det er en fantastisk historie, men det var ikke en god oplevelse. Jeg overvejede at skrive til forlaget, fordi man jo ikke har en chance for at forbedre sit produkt, hvis man ikke bliver gjort opmærksom på, at noget er galt, men jeg var faktisk så led og ked af forløbet, at jeg ikke orkede at beskrive det. Dét skrev jeg om her.
Og til netop det indlæg kom en helt særlig kommentar. Paul Becker er en mastodont blandt lydbogsindlæsere og en garant for kvalitet. Han er velforberedt, og man kan høre, at han vil historien. Med indlæsere af hans kaliber kører det bare, og det er faktisk det fornemste, man kan sige om indlæsere: At man ikke lægger mærke til dem. Jeg blev en lille smule starstruck over at finde en kommentar fra ham. Han ville gerne vide, hvad der var galt med indlæsningen af Stillidsen og tilbød at give kritikken videre til forlaget, som han selv indlæste for. Man var i gang med at optimere arbejdet i lydbogsstudiet, havde øget ambitionerne og sat fokus på respekten for både forfatterne og lytterne, og al feed back blev taget alvorligt.
Det fik mig endelig til at skrive til forlaget om min skuffelse, suppleret med eksempler på indlæserens fejl, og jeg foreslog, at man etablerede et korrekturlytterkorps, som jeg gerne selv ville melde mig til. Jeg fik en venlig mail tilbage fra redaktionen. Netop denne indlæsning var købt fra et andet lydbogsforlag, som havde stået for produktionen, herunder valg af indlæser, men de vedkendte sig naturligvis ansvaret for, at kvaliteten under alle omstændigheder skulle være i orden. Som plaster på såret blev jeg tilbudt en gratis lydbog.
Det var fair, syntes jeg, og jeg valgte I en person af John Irving. Med en indlæser, jeg kendte. Jeg var begejstret for bogen og anbefaler den.
Jeg følte mig taget seriøst og lyttet til, af såvel Paul Becker som Lindhardt og Ringhof. Det var god kundeservice, syntes jeg, og der kunne fortællingen være stoppet. Men tre måneder senere fik jeg pludselig en mail fra min veninde, redaktionsassistenten hos L&R Digital:
“Kære Birgitte,
Jeg håber, du har en god sommer trods det lidt kedelige vejr.
Vi skrev sammen for noget tid siden om lydbogsudgaven af Stillidsen. Vi har nu fået den genindspillet med en ny indlæser, så jeg sender dig et link til en gratis version af den nye udgave.
God lyttelyst!”
Wow! Dét er god stil. Jeg hentede filerne og glædede mig igen over både at være hørt og husket. Jeg var ikke sikker på, at jeg ville høre hele bogen igen. Den tog 37 timer første gang, og lige den faktor ville der nok ikke være ændret væsentligt på. Desuden kendte jeg jo handlingen. Tilfældet er alligevel blevet, at det i øjeblikket er Stillidsen, der ledsager mig på landevejene. Og det er ganske enkelt ren fryd. Den nye indlæser kan sit kram og har været anderledes forberedt på opgaven end den anden. Jeg lægger simpelt hen ikke mærke til ham, og det er vi jo lige blevet enige om er det bedste. Det betyder, at jeg koncentrerer mig om historien og lægger mærke til detaljer, jeg gik glip af første gang, fordi jeg var så irriteret. Jeg kan kort og godt nyde en fremragende bog på den måde, den fortjener.
TAK, for pokker!
3. september 2015 | den store bunke |
De svenske bukke har udsigt til kugleregn på denne tid af året. Ikke bare de svenske jægere kravler til vejrs i deres tårne og skruer falkeøjne og kikkertsigte på; også danske mænd i grønt er rejst over vandet for at krybe i skjul med årvågne blikke og fingre på aftrækkere. Min egen jægersmand tog af sted tidligt i morges, gennemimprægneret og fuldt udrustet til en række dage med gode naturoplevelser med gode kammerater. I grønt med et strejf af orange. Fordi sådan er jagtens dresscode.
Det betyder, at jeg er græsenke. Det har også et strejf af grønt. Jeg slog ordet op, som jeg så tit slår ord op for måske lige at blive klogere på deres betydning og oprindelse og hvorfor-hedder-det-egentlig. Græsenken overraskede mig.
Det vidste jeg faktisk ikke. At en græsenke oprindeligt er en ’pige der er blevet forført i det fri og derefter forladt’. Nå. Men det er da synd. Det er heldigvis ikke, hvad der er overgået mig, så jeg skal da bare se at nyde at være hende, der en kort tid lever alene fordi hendes jægersmand er bortrejst til Sverige. Det står mig endda frit for at plukke og kombinere med et af de beslægtede ord i den lange liste, som ordnet.dk præsenterer for mig. Græsgrevinde, det er da lige mig.
Noget af det, græsgrevinder beskæftiger sig med, er at bestille lydbøger på biblioteket. Jeg var tæt på at rende tør for lytteratur til de daglige køreture og – endnu værre – kørte også på reservetank med hensyn til inspiration. Så kiggede jeg på må og få i Politikens tillæg Bøger fra i søndags og reserverede, hvad jeg fik lyst til, og hvad der kunne fås. Nu er det bare at vente og høre efter, når den tid kommer.
Og rydde et hjørne i fryseren til svensk dyrekød, måske? Håbet er grønt, og jeg har sagt knæk og bræk.
30. august 2015 | At have have, den store bunke |
“Det er længe siden, du har løbet?”, sagde en i min husstand forleden. Tonefaldet var eftertænksomhed snarere end bebrejdelse. Som om emnet overhovedet kunne akkumulere bebrejdelse. Eftertænksomhed er i orden.
Det er selvfølgelig rigtigt, hvad der blev sagt. Det er en smule længe siden, jeg har løbet. Det blev til to gange i august, fortæller min Endomondo mig. Synes i øvrigt, at Endomondo laver om på designet mellem hver gang, jeg er der. Jeg har endda et nyt fint løbeur, som jeg fik til min fødselsdag midt i juli. Det har ikke været med ude ret mange gange, men det er heldigvis et dygtigt og godt ur, som også magter gammeldags tålmodighed.
Men jeg kan ikke være flere steder på en gang. Og i denne weekend – for nu bare at nævne ét tidspunkt – vurderede jeg, at jeg var bedre placeret i kolonihaven. Lydbøgerne lader sig lytte akkurat lige så godt der som ude på en løberute, fødderne ville hellere have havesko end løbesko på, hænderne var gladere med håndredskaber, og hjernen sagde plukke squash og salat, plante jordbærstiklinger, grave kartofler op, vande tomater og agurker, slå græs.
Vi kan kalde det grønne glæder. Og orange og røde og blå og kartoffelfarvede.
Mit løbeur er også grønt. Det er en anden slags glæde. Jeg har faktisk lige ladet det op. Til hvis nu ører, ben, hænder og hjerne skulle få lyst til noget andet.
30. juli 2015 | den store bunke |
Vi læste første bind af Min Kamp af Karl Ove Knausgård i min læseklub for et par år siden, og siden er jeg fortsat med de efterfølgende bøger.
Forleden blev jeg spurgt, hvad jeg læser for tiden, og jeg svarede, at jeg er i gang med femte bind af Min Kamp. “Du må godt nok være fan!”, var kommentaren, og jeg fik ikke spurgt, hvad der lå i dét. Et opgivet forsøg?
Det er en speciel genre, men jeg er fascineret af Knausgårds blændende sprog og fanges af fortællingen og fortælleren. Jeg har læst bøgerne med gode pauser imellem; det synes jeg er nødvendigt for ikke at blive rendt over ende af al den autofiktion.
Egentlig er det mere auto end fiktion. Tror jeg. Jeg kan ikke gennemskue, om der overhovedet er nogen fiktion. Men det er altså sådan, genren betegnes. Knausgård beskriver sit liv, sine mennesker, sine følelser. Til tider både intimt og udleverende, synes jeg, både af sig selv og navngivne mennesker omkring ham. Hans værk har vakt opsigt og har både fået mange priser og været stærkt omdiskuteret. Kan man gå så tæt på mennesker i sit liv og gøre dem offentlige på godt og ondt, uden at de selv har valgt det? Forældre og bedsteforældre, ekskærester, ægtefæller, børn, venner, bekendte. Nogle personer i galleriet skildres ikke specielt flatterende, i særdeleshed faderen, som han hele sit liv er bange for. Paradoksalt nok er faderen den eneste i persongalleriet, hvis fornavn aldrig bliver nævnt. Der bliver kun sagt for eksempel “… de råbte min fars navn”, mens bror, mor, onkler og tanter, kusiner og fætre, venner, kærester og alle andre nævnes ved deres rigtige navne. Og de findes altså. De er levende mennesker, som har almindelige liv, og som ikke nødvendigvis længes efter at være offentligt kendte.
Med de verserende debatter in mente om, hvorvidt man udleverer sine børn, når man lægger billeder af dem op på Facebook, virker Min Kamp særlig stærkt. Det bliver seriøst sært, når jeg finder storebroren på Facebook og via hans venneliste går videre til de personer, som er nævnt i bøgerne og ser profilbilleder af moderen, niecen og nevøen, forfatterkammeraten, barndomsvennen, ungdomskæresten, den første kone, den nuværende kone.
Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal synes. Selv om de havde fået andre navne og derved ikke kunne findes på eksempelvis sociale medier af en nyfigen kreativ googler i fjerne Viborg, ville de selv og alle i deres kreds alligevel vide, hvem de var, og forholde sig til det, der er skrevet om dem.
Men sådan er det måske bare med biografier. Det ved jeg ikke. Jeg skal til at læse nogle flere biografier og blive klogere, tror jeg.
Men først skal jeg være færdig med årene i Bergen.
22. marts 2015 | den store bunke |
Bøger. Litteratur. Fortællinger. Jeg har altid læst meget, og næsten hele mit liv har jeg indtaget den daglige dosis, inden jeg lagde mig til at sove. Men så dykkede min læsekurve for nogle år siden. Der var kæreste, der var nye devices, der var omstrukturering i mine daglige vaner. Ofte skypede Morten og jeg sent om aftenen, hvis vi ikke var sammen, og det blev tit for sent til godnatlæsning, hvis jeg også skulle nå at få sovet. Jeg fik ikke læst ret meget, og det var jeg ked af.
Heldigvis findes så lydbøgerne. Jeg skulle bruge noget tid på at vænne mig til at lytte. I begyndelsen opfattede min hjerne igangsættelse af en bog som signal til at sende tankerne på langfart. Jeg havde virkelig svært ved at koncentrere mig om det, der blev læst op, og opdagede gang på gang, at jeg havde glemt at høre efter, så jeg måtte gå tilbage og høre det igen. Men på et eller andet udefineret tidspunkt vendte det, og nu er det nærmest omvendt, når jeg endelig tager en analog bog i hånden. Jeg kigger på bogstaverne og tænker på alt muligt andet.
Med lydbøger er man selvsagt i oplæserens vold. De rigtig gode kan højne læsefornøjelsen, mens en dårlig indlæser kan ødelægge oplevelsen fuldstændigt. Alle lydbogslyttere har favoritter, hvis navne vi bliver glade for at se – eller høre, når vi starter på en ny bog, ligesom der er indlæsere, som vi håber på at slippe for.
Jeg lytter på vejen til og fra arbejde, når jeg støvsuger, når jeg løber, og når jeg arbejder i haven. Sommetider også når jeg køber ind, hvis jeg ikke skal købe for svære ting.
Det er blevet til en hel del lydfiler, som jeg har taget ind, siden jeg begyndte at høre i stedet for at se. Nedenfor er en oversigt. Måske er der flere, som jeg har glemt. Der er ingen kronologi i opsætningen. Er der overhovedet en orden, er den snarest alfabetisk.
Hvilken eller hvilke var bedst, vil nogen måske spørge. Det er ikke et enkelt spørgsmål at svare på. Knausgård, Knud den Store, Glasslottet, Forbandede yngel og En mand der hedder Ove er rigtig gode bud. Donna Tartt er en fantastisk forfatter, men Stillidsen var desværre en bog, som blev fuldstændig ødelagt af ham, der havde indlæst den. Der var så mange fejl, og jeg havde længe i tankerne, at jeg ville skrive om det, men jeg bliver så træt – og faktisk også ked af det – bare ved tanken, så nu har jeg bestemt mig for at lade det fare. Stillidsen havde på ingen måde fortjent så elendig en ambassadør, og jeg kan kun anbefale andre at læse papirbogen i stedet for.
Lige nu hører jeg Den grænseløse af Jussi Adler-Olsen. Den er indlæst af Githa Lehrmann, og hun er god!
