11. november 2015 | den store bunke |

For tiden lytter jeg til Lisa Genovas Stadig Alice. Den er opslugende, tankevækkende og fantastisk velskrevet. Den handler om Alice, der er professor i psykologi og sprog ved Harvard University. Hun er begavet, skarp og højt respekteret, og hendes eksistens og selvbillede er i høj grad forbundet med hjernens arbejde. Som 50-årig bliver hun diagnosticeret med præsenil Alzheimers efter i nogen tid at have slået begyndende glemsomhedstegn hen med grunde som for meget arbejde, for lidt søvn og overgangsalder.
I den følgende tid bliver der flere og flere huller i hendes hukommelse, hun må holde op med at arbejde, og hendes hjerne skrider mere og mere. I takt med hendes mentale opløsning kæmper både hun selv og hendes familie med at erkende og acceptere sygdommen. Ord forsvinder fra hendes sprog, og hun får sværere ved at klare sig selv. Sommetider kan hun ikke genkende sine nærmeste, hun farer vild og kan ikke huske, hvad der er sket for et øjeblik siden. Med tiden bliver de tomme pletter i hjernen større end de virksomme områder.
Jeg er opslugt og berørt, når jeg sidder i min bil på vej til og fra arbejde med lydbogen i højttaleren. Jeg kører med en knude i maven og glemmer næsten at trække vejret. Det er så levende og illustrativt beskrevet, og det er så nemt at sætte sig ind i det mentale forfald, som Alice gennemlever, og selv gennemleve hendes usikkerhed og kvalme, når det i glimt går op for hende, at noget er helt galt, mens hun stadig er i stand til at sætte ord og tanker på og stadig i stand til erkende, at hun ikke længere er den, hun var. Og at det er en fremadskridende nedbrydning, som intet kan standse.
Kunne det være mig? Kan det blive mig? Er jeg disponeret? Det er nærliggende at analysere egne små glemsomheder og vurdere, om det bare er normale distraktioner eller de første tegn på en sygdom, der invaliderer mentalt. Låste jeg bilen? Hvad hedder det nu? Hvor lagde jeg? Har jeg allerede sagt det? Hvad gik jeg herind efter? Og hvordan ville jeg reagere, hvis det ramte mig? Hvordan ville jeg håndtere det, hvis det ramte nær mig?
Mange kender nogen, der er ramt af Alzheimers, og denne roman er god at få forstand af. På hvordan sygdommen påvirker både patient og pårørende, og på hvad det egentlig er, der gør et menneske og dets personlighed. Læs den.
Bogen er filmatiseret med Julianne Moore, der fik en Oscar for sin præstation som Alice. Den har fået fremragende anmeldelser, men jeg skal ikke se den endnu. Min oplevelse af bogen skal falde på plads først.
11. september 2015 | den store bunke |
Donna Tartts Stillidsen er en fremragende roman, som jeg vil anbefale til alle, der holder af en fortælling, som er både veldrejet og velskrevet. Min vej frem til både at kunne nyde og anbefale bogen har været lang og bakket. Her kommer en rutebeskrivelse.
Da jeg havde ventet på lydbogsudgaven meget længe, var jeg simpelt hen så glad, da jeg endelig hjembragte den fra biblioteket. Mistanken om, at alt ikke var helt lykkeligt, lurede dog allerede ved smuglytning af den første lydfil.
Det blev en lang rejse sammen med en skuffende indlæser, der ikke var opgaven voksen. Dagligt kom jeg hjem og refererede, hvilke fejl og fortalelser, jeg havde været udsat for. Flowet i fortællingen blev bremset af fejl, der forstyrrede min koncentration. Sagde han virkelig dét? Lidt tilbage … jo, det gjorde han! Det virkede på mig, som om indlæseren var et ungt menneske uden megen basal viden. Der var en skræmmende mangel på research (hvad betyder dette her, hvordan udtaler man det) og foruroligende mange fejludtaler af alment kendte personer og begreber. Selv mine teenagebørn var rystede over sådan en mangel på almenviden.
Jeg kæmpede mig igennem, fordi det er en fantastisk historie, men det var ikke en god oplevelse. Jeg overvejede at skrive til forlaget, fordi man jo ikke har en chance for at forbedre sit produkt, hvis man ikke bliver gjort opmærksom på, at noget er galt, men jeg var faktisk så led og ked af forløbet, at jeg ikke orkede at beskrive det. Dét skrev jeg om her.
Og til netop det indlæg kom en helt særlig kommentar. Paul Becker er en mastodont blandt lydbogsindlæsere og en garant for kvalitet. Han er velforberedt, og man kan høre, at han vil historien. Med indlæsere af hans kaliber kører det bare, og det er faktisk det fornemste, man kan sige om indlæsere: At man ikke lægger mærke til dem. Jeg blev en lille smule starstruck over at finde en kommentar fra ham. Han ville gerne vide, hvad der var galt med indlæsningen af Stillidsen og tilbød at give kritikken videre til forlaget, som han selv indlæste for. Man var i gang med at optimere arbejdet i lydbogsstudiet, havde øget ambitionerne og sat fokus på respekten for både forfatterne og lytterne, og al feed back blev taget alvorligt.
Det fik mig endelig til at skrive til forlaget om min skuffelse, suppleret med eksempler på indlæserens fejl, og jeg foreslog, at man etablerede et korrekturlytterkorps, som jeg gerne selv ville melde mig til. Jeg fik en venlig mail tilbage fra redaktionen. Netop denne indlæsning var købt fra et andet lydbogsforlag, som havde stået for produktionen, herunder valg af indlæser, men de vedkendte sig naturligvis ansvaret for, at kvaliteten under alle omstændigheder skulle være i orden. Som plaster på såret blev jeg tilbudt en gratis lydbog.
Det var fair, syntes jeg, og jeg valgte I en person af John Irving. Med en indlæser, jeg kendte. Jeg var begejstret for bogen og anbefaler den.
Jeg følte mig taget seriøst og lyttet til, af såvel Paul Becker som Lindhardt og Ringhof. Det var god kundeservice, syntes jeg, og der kunne fortællingen være stoppet. Men tre måneder senere fik jeg pludselig en mail fra min veninde, redaktionsassistenten hos L&R Digital:
“Kære Birgitte,
Jeg håber, du har en god sommer trods det lidt kedelige vejr.
Vi skrev sammen for noget tid siden om lydbogsudgaven af Stillidsen. Vi har nu fået den genindspillet med en ny indlæser, så jeg sender dig et link til en gratis version af den nye udgave.
God lyttelyst!”
Wow! Dét er god stil. Jeg hentede filerne og glædede mig igen over både at være hørt og husket. Jeg var ikke sikker på, at jeg ville høre hele bogen igen. Den tog 37 timer første gang, og lige den faktor ville der nok ikke være ændret væsentligt på. Desuden kendte jeg jo handlingen. Tilfældet er alligevel blevet, at det i øjeblikket er Stillidsen, der ledsager mig på landevejene. Og det er ganske enkelt ren fryd. Den nye indlæser kan sit kram og har været anderledes forberedt på opgaven end den anden. Jeg lægger simpelt hen ikke mærke til ham, og det er vi jo lige blevet enige om er det bedste. Det betyder, at jeg koncentrerer mig om historien og lægger mærke til detaljer, jeg gik glip af første gang, fordi jeg var så irriteret. Jeg kan kort og godt nyde en fremragende bog på den måde, den fortjener.
TAK, for pokker!