18. august 2014 | den store bunke |
Dagens hjemlån fra biblioteket. Begge har været reserveret længe, og nu kom de.
Jeg vil så gerne læse Stillidsen, som så mange har talt og skrevet så godt om. Jeg ved bare allerede, at 19 timer og 36 minutters lyd har langt lettere gang på min jord end 837 analoge sider. Det er ærgerligt, men det er et faktum, sådan som mine læsevaner er blevet. Jeg læser mere i bilen end på sofaen.
Knud den store får jeg helt sikkert læst. Stillidsen er der nok størst sandsynlighed for, at jeg får læst, hvis jeg får den i eje, eller nogen tager sig sammen til at indlæse den til mig.
Alligevel glæder jeg mig stadig til dem begge to.
10. juni 2014 | den store bunke |
I en uge havde jeg ikke indtaget litteratur i nævneværdige mængder. I går var jeg hele bredspektret rundt. I kolonihaven hørte jeg først Anne-Cathrine Riebnitzskys fremragende Forbandede yngel færdig. Derefter startede jeg på at lytte til Jo Nesbøs Sønnen, og jeg nåede at sidde på altanen og læse de sidste sider i Helen Fieldings Bridget Jones – vild med ham, inden den skulle afleveres på biblioteket i dag.
Jeg synes godt, vi kan sige, at jeg favner bredt.
Til gengæld skal jeg arbejde på at være rummelig i forhold til navne på fiktive drabsefterforskere. Jeg har læst tre bøger i Lotte og Søren Hammers serie, hvor hovedpersonen hedder Konrad Simonsen og bliver kaldt Simon. Jo Nesbø introducerer i Sønnen en ny politimand. Som hedder Simon. Jeg skal lige vænne mig til, at det er et helt andet univers.
29. maj 2014 | den store bunke |
Overskriften er en sang fra Min Søsters Børn Vælter Byen fra 1968, som blev sunget af Dirch Passer og Pusle Helmuth. Der er som sådan ikke noget mentalt galt med mig, men jeg bruger meget tid lige nu på at bygge om i øverste etage og vænne mig til, at jeg i stedet for at arbejde lokalt nu kører en lille time morgen og eftermiddag for at transportere mig til og fra et nyt arbejdssted.
Min hidtidige arbejdsplads er købt af en anden grafisk virksomhed, og jeg har fremover fysisk arbejdsplads der. Jeg er allerede i fuld gang med omplantningen af mig selv. Selve arbejdet er fint, jeg passer ind, knokler som en travhest og tilvænner mig. Det går godt med det, men omstillingen til nye omgivelser og nye kolleger kræver selvsagt energi. Hvad jeg arbejder hårdest på at tage ind i mit system, er en anderledes dagsrytme. Jeg står op en time før jeg plejer og møder en halv time før vanligt. Jeg er B-menneske og arbejder virkelig mentalt på at nærme mig A’et. Efter 19 forkælede år med cykel- og gåafstand til arbejde tilbringer jeg og min bil nu op mod to timer dagligt på landevejen. Vi er jo arbejdsheste begge to – om end Hvide T nok har kunnet mønstre flere hestekræfter i sit tidligste liv end nu – og er et stærkt team. Jeg lytter til lydbøger, og bilen demonstrerer alle de lyde, den kan, og sviner sig til i døde insekter.
Al den omvæltning har kostet på bloggefrekvensen på det seneste. Det tilretter sig i takt med, at jeg tilvænner mig.
På det allerseneste er der også sket det, at yngsten er udfordret med nye omgivelser og nye kolleger. Han har fået ungarbejde. Udstyret med Fakta-T-shirt og Ny-medarbejder-badge debuterede han ved kassen i går, og da han kom hjem, smed han sig på sengen og sov snart efter som en sten. Efter en flot tid ved Søndersøløbet tirsdag aften, idræt i skolen i går og fire timers varescanning var der udsolgt, indtil jeg vækkede ham til den fedt- og friturebaserede ovnvarmede aftensmad, jeg havde orket at slæbe mig ned i Rema 1000 og finde på. Måske skal jeg til at tænke Fakta ind i indkøbsmønsteret, hvis der nu dumper en medarbejderrabatordning ind i husstanden.
I dag var der endelig en dejlig mulighed for langsom morgenmad med avis, og jeg nød det.
Ligesom yngsten, kæresten og tolvhundrede andre løb jeg også Søndersøløb tirsdag aften, og lad mig bare sige det: Det er ikke god form, der plager mig. Jeg ærgrer mig ikke, konstaterer bare, at det er nogle år siden, jeg peakede i min formkurve. Jeg er blevet tykkere og dovnere, og sådan er det bare. Nu. Jeg var seks minutter længere tid ude på ruten end min personlige rekord. Og ruten er altså bare 5,8 km.
Jeg ville ikke bytte mit nuværende liv for det liv, jeg havde, dengang jeg var tyndere og godt løbende. Derfor ærgrer jeg mig ikke over mine løbstider og min runde form.
Allerede i eftermiddag monterer jeg en ny løbetrøje og et nyt startnummer og kaster mig ud i Kalkmineløbet, som Gerda, en af mine fellow løbedamer på Facebook, meget præcist beskriver sådan her: “så er vi snart på vej til løbet, som vi elsker og hader. Kalkmineløbet, som går op-og-ned-og-ud-og-ind-og-er-varmt-og-koldt-og-som-bare-bli’r-ved-og ved. Glæder mig både til at komme derud og til at komme hjem igen”.
Jeg ved ikke helt, hvorfor jeg gør det, men før jul virkede det som en god ide. Med mit nye tempo kommer det vel til at tage mig mindst halvanden time at tilbagelægge en kvartmaraton. Det er også en slags rekord. Der kommer ingen billeder. Alle fotograferne er gået hjem, når jeg kommer forbi. Til gengæld regner jeg med at nå at få opklaret de mord, min lydbogsdrabschef arbejder med.
Og bagefter har jeg en masse Kristi Himmelfartsferie at nyde.
19. september 2013 | den store bunke |
Eller: Jeg, en konvertit.
Hele livet har jeg været en flittig læser. Lige fra jeg knækkede læsekoden og opdagede, hvad bogstaver kan og hvad ord kan. Jeg lånte bøger på skolebiblioteket og i Bogbussen og på folkebibliotekerne i alle de byer, jeg har boet i. Jeg har været en langt bedre låner end køber, men læser har jeg altid været.
I næsten 20 år har jeg været del af en læseklub. Vi er en flok kvinder, lige for tiden er vi seks medlemmer, som mødes otte-ni gange om året og har læst den samme bog, som vi i fællesskab har valgt. Så snakker vi om den. Og om alt muligt andet. Fordi fællesskabet har eksisteret så længe, har vi fulgt hinanden gennem fødsler og død, skilsmisser og nye forhold, jobskift og andre store livsbegivenheder, og der er altid meget at snakke om. Det er heller ikke altid, vi alle sammen har læst. Af de over 100 titler, vi har læst, er det kun ganske få, vi alle kom igennem, og endnu færre, vi har været enige om at kunne lide.
Jeg har været en af dem, der næsten altid har læst.
Indtil det begyndte at gå ned ad bakke for mig for halvandet-to år siden. Faktisk lige omkring det tidspunkt, hvor jeg fik en kæreste. Jeg har altid læst i sengen, inden jeg lagde mig til at sove. Men vi skypede næsten hver aften en time eller måske to som afslutning på dagen, hvis vi ikke var sammen, og det levner ikke meget tid til godnatlæsning.
Det har ærgret mig, at mine bøger bare lå der på natbordet og blev støvede. Men nu er det lykkedes mig at lægge mine læsevaner om. Jeg lytter. Lydfiler ind på telefonen, og det fungerer for mig. Jeg lytter, når jeg cykler til og fra arbejde, om det så kun er syv minutter. Når jeg støvsuger, når jeg løber, når jeg arbejder i haven, når jeg køber ind, og sommetider når jeg kører bil. Og hvor jeg altid har syntes, at en væsentlig del af ideen med at læse var at holde bogen i mine hænder og kunne bladre frem og tilbage og læse igen og at læse lange passager ad gangen for at få det optimale flow, har det vist sig, at det fungerer fremragende for mig at få det ind gennem ørerne. Jeg lytter og er koncentreret, og samtidig gør resten af min krop noget andet, som den alligevel ville gøre. Jeg slår to fluer med ét smæk. Det er det nærmeste, jeg kommer på at multitaske, og jeg nyder det.
I øjeblikket er jeg godt i gang med Karl Ove Knausgårds Min Kamp, og således får jeg alligevel læst lektier til næste læseklubaften.
Jeg er så sjældent på biblioteket, at sidst jeg var der – for at låne en lydbog, kunne jeg næsten kun huske pinkoden til mit dankort og måtte stå lidt ved udnoteringen, inden jeg kom i tanker om den til mit lånerkort.
15. juli 2013 | den store bunke |
Jeg tabte min telefon på parkeringspladsen i går. I et pludseligt anfald af ungdommelig kådhed stak den af fra mig. Den har heldigvis ikke en stor skærm, som kunne gå i stykker. Jeg er ikke kommet til smartphone endnu. Min Nokia E66 var knaldsmart, da jeg fik den for fem år siden. Kamera, internet, GPS, mail og alt muligt kan den. Jeg lytter også lydbøger på den. Men touchskærm har den ikke. Mennesker omkring mig griner ad den og forstår ikke, at jeg ikke for længst har skiftet den ud. Men hvorfor skulle jeg? Den kan det, jeg har brug for, og den virker. Og jeg har både computer og iPad, hvis jeg skal noget mere.
Men.
Faldet på betonen i går var ikke godt. Jeg er bange for, at der er tale om indre kvæstelser. Med jævne mellemrum beder den mig så mindeligt om at indsætte simkort. Jeg er tålmodig og siger venligt: “Men det har du jo, min ven”. Så piller jeg for et syns skyld kortet ud og sætter det i igen og genstarter. Ingen forbindelse. Jeg gør det igen. Og igen. Ved fjerde genstart spørger telefonen mig, om jeg stadig vil holde telefonen i offline tilstand. Nej, sgu da! Undskyld, nej tak, hvis du vil være så venlig at etablere forbindelse til omverdenen. Nokia, connecting people, du ved.
Så går det lidt igen. En time eller to. Eller længere. Men så siger det biip og simkort, tak. Og vi gentager ovenstående samtale. Det går, når det er dag. Men telefonen er også mit vækkeur. I morges vækkede den mig så fint, og jeg gav mig selv lige fem minutter mere. I det tidsrum gik simkortsnakken i gang. Uden at jeg var med i samtalen.
Så jeg sov for længe og kom for sent på arbejde den første dag efter ferie.
Måske skal jeg bede om at låne min datters aflagte Sony Ericsson, som lige har haft en renæssance som Roskildefestivalmobiltelefon i stedet for hendes iPhone, mens jeg overvejer, om det er tiden at blive smart, også for mig.
