17. november 2015 | den store bunke |
Mens fodboldentusiaster langsomt bereder sig på at holde med Island under EM til sommer, fordi den eneste spiller i verden, som alle nævner udelukkende med hans fornavn, bare er bedst, har jeg vendt skuffelsen over, at eReolen kun kunne tilbyde Denne dag, et liv som e-bog og ikke som lydbog, til noget rart og komfi.
Med benene oppe og tilbagelænet i sofaen læser jeg for første gang i lang tid med øjnene. Jens Andersens Astrid Lindgren-biografi på min iPad. Det fungerer.
Samme app, men forskellige apparater. Lydbøger på telefon, ebøger på tablet. Alsidig berigelse. Point til mig, og jeg er videre i turneringen.
11. november 2015 | den store bunke |
For tiden lytter jeg til Lisa Genovas Stadig Alice. Den er opslugende, tankevækkende og fantastisk velskrevet. Den handler om Alice, der er professor i psykologi og sprog ved Harvard University. Hun er begavet, skarp og højt respekteret, og hendes eksistens og selvbillede er i høj grad forbundet med hjernens arbejde. Som 50-årig bliver hun diagnosticeret med præsenil Alzheimers efter i nogen tid at have slået begyndende glemsomhedstegn hen med grunde som for meget arbejde, for lidt søvn og overgangsalder.
I den følgende tid bliver der flere og flere huller i hendes hukommelse, hun må holde op med at arbejde, og hendes hjerne skrider mere og mere. I takt med hendes mentale opløsning kæmper både hun selv og hendes familie med at erkende og acceptere sygdommen. Ord forsvinder fra hendes sprog, og hun får sværere ved at klare sig selv. Sommetider kan hun ikke genkende sine nærmeste, hun farer vild og kan ikke huske, hvad der er sket for et øjeblik siden. Med tiden bliver de tomme pletter i hjernen større end de virksomme områder.
Jeg er opslugt og berørt, når jeg sidder i min bil på vej til og fra arbejde med lydbogen i højttaleren. Jeg kører med en knude i maven og glemmer næsten at trække vejret. Det er så levende og illustrativt beskrevet, og det er så nemt at sætte sig ind i det mentale forfald, som Alice gennemlever, og selv gennemleve hendes usikkerhed og kvalme, når det i glimt går op for hende, at noget er helt galt, mens hun stadig er i stand til at sætte ord og tanker på og stadig i stand til erkende, at hun ikke længere er den, hun var. Og at det er en fremadskridende nedbrydning, som intet kan standse.
Kunne det være mig? Kan det blive mig? Er jeg disponeret? Det er nærliggende at analysere egne små glemsomheder og vurdere, om det bare er normale distraktioner eller de første tegn på en sygdom, der invaliderer mentalt. Låste jeg bilen? Hvad hedder det nu? Hvor lagde jeg? Har jeg allerede sagt det? Hvad gik jeg herind efter? Og hvordan ville jeg reagere, hvis det ramte mig? Hvordan ville jeg håndtere det, hvis det ramte nær mig?
Mange kender nogen, der er ramt af Alzheimers, og denne roman er god at få forstand af. På hvordan sygdommen påvirker både patient og pårørende, og på hvad det egentlig er, der gør et menneske og dets personlighed. Læs den.
Bogen er filmatiseret med Julianne Moore, der fik en Oscar for sin præstation som Alice. Den har fået fremragende anmeldelser, men jeg skal ikke se den endnu. Min oplevelse af bogen skal falde på plads først.
6. oktober 2015 | den store bunke |
At jeg i morges satte mig ned i min bil og opdagede, at der kun var sluppet tre filer af den nye lydbog, jeg havde tænkt mig at skulle begynde på i dag, med ind på min telefon, betød en lille forskydning af balancen i mikrobilen. Specielt fordi det ikke engang var de tre første filer af bogen, jeg havde fået med, men nummer 179, 180 og 181. Et kedeligt sted at starte på en roman.
Jeg måtte høre radio undervejs, hvilket jeg så godt som aldrig gør, og den lille rutineændring forårsagede, at jeg fuldstændigt glemte at drikke min medbragte kaffe på vejen. Bittesmå variationer i udgangspunktet kan have stor effekt. Det er det, man kalder sommerfugleeffekten; forestillingen om, at et sommerfuglevingeslag på den ene side af kloden kan starte en orkan på den anden side. Vingeslaget kan teoretisk igangsætte en påvirkning, der fortsætter og forstørres.
Jeg håber sandelig ikke, at det lille stykke ubalance i mit mikrokosmos har spredt sig til makrokosmos, og jeg derved uforvarende er kommet til at starte et meningsskred på Madagascar eller har taget livet af en bogorm i Canada.
Jeg har læsset resten af filerne ind på telefonen og genoprettet verdensordenen.
3. oktober 2015 | At have have, den store bunke |
Oktoberudsigt. Med fugleklat, som vi er åbentsindede nok til at se uden om.
Udsigten er god, både fra køkkenet og meteorologisk. Jægersmanden er taget på premierejagt i konsortiet og vender hjem senere på dagen med gyldne oktoberskovsoplevelser, som kan opveje den tomme vildtpose, der altid er risiko for. Fra teenageværelset er der stille. Jeg har sovet så længe, som jeg kunne, og som jeg altid trænger til efter en række hverdage, hvor vækkeuret er stillet til 05.50. Og 05.55. Og 06.00, hvor jeg står op. Jeg har fået morgenmad og kaffe og har ikke flere liv tilbage i Candy Crush. I aften har jeg en frivilligtjans på Paletten, hvor Thorbjørn Risager spiller blues/soul/rootsrock. Det skal nok blive godt og svedigt.
Men nu. Det er havevejr. Det er tid at tage kontaktlinserne på, putte plugs i ørerne – lige nu hører jeg Anna Grues Judaskysset – og tage i kolonihaven. Jeg har en overordnet ide om, hvad jeg vil lave. Det er noget med at trække en række rødbeder op af jorden og finde vinteropbevaring til dem. Gøre det samme med en række gulerødder, som til gengæld nok ryger direkte i komposten. Jeg er temmelig sikker på, at der er sorte ormespor i samtlige rødder, og lad det så være det endelige argument for at droppe gulerødder i køkkenhaven herefter. Tre sæsoner har gjort det. Vi. Gider. Ikke. Rodgnaskere. Vi gider i hvert fald ikke ulejligheden med at skaffe dem et hjem.
De ældste jordbærplanter kan graves op og smides i komposten. Rabarberne bliver måske flyttet. Det store bed foran huset, som for tredje år i træk ikke er blevet “ryddet hen over sommeren” kan … ryddes. Jeg kan starte på vintergravningen, så det ikke – igen – bliver den, jeg skal starte med til foråret. Måske får jeg gjort halvdelen af det, jeg har i tankerne. Måske mindre. Bemærk, at jeg skriver ’kan’, ikke ’skal’. Der skal jo også være tid til at fundere og tænke kloge tanker, drikke kaffe og bare sidde i terrassekrogen og kigge ud over jorderne og føle mig rig. Og spise den madpakke, jeg laver. Nu.
Ha’ en gylden lørdag.
24. september 2015 | den store bunke |
Jeg har opdaget, at Fredrik Backman blogger, og nu læser jeg fast med. Han er ganske enkelt underholdende, og jeg griner tit højt.
Fredrik Backman er den svensker, som har skrevet romanerne En mand der hedder Ove og Britt-Marie var her. Jeg kan anbefale begge. Hvis I ikke har læst dem, så gør det. Især Ove har gjort lykke her i huset. Først lyttede jeg og anbefalede den til Morten. Han startede på den over bilens højttaler, mens han og Astrid var på sommerferietur. Hun var dengang ti år og lyttede med, blev grebet og fik siden lydfilerne lagt ind på sin mobiltelefon. Hun har nok hørt bogen fire eller fem gange nu og griner stadig højt over udvalgte – mange! – passager. Sagt på en anden måde: Det er en bog skrevet for voksne, men den kan altså også nydes af børn. Der er død og sørgelige ting i den, men også masser af humor og fremfor alt fine beskrivelser af relationer imellem mennesker, og det hele giver mulighed for at få snakket om livet og om at agere i det.
Begge romaner er indlæst af Thomas Gulstad, og han gør det godt. Grevindens faste læsere ved, at man kan være uheldig med lydbogsindlæsere, men her er der ikke noget at komme efter.
Tilbage til Backmans blog. Her skriver han akkurat lige så underspillet morsomt med stærke strejf af sarkasme, som han gør i sine bøger, om sine hverdagsbetragtninger, oplevelser, familie, tanker og omgivelser. Dette replikskifte med konen, som han ikke altid synes forstår ham, er en af mine favoritter. Og denne betragtning om børneopdragelse.
Fredrik Backman skriver selvfølgelig på svensk, og det skal man jo kunne læse for at finde mening i skriverierne. Men så svært igen er svensk ikke, og man bliver jo kun bedre, hvis man øver sig. Jeg synes i hvert fald, det er et besøg værd.
Kolla in honom.
