Mere Knausgård

Nå. Jeg ville egentlig have skrevet noget filosofisk over det faktum, at jeg lige er gået i gang med at lytte til sjette bind af Karl Ove Knausgårds Min Kamp, hans store selvbiografiske roman, der strækker sig over 2500 sider. Jeg er igen blevet grebet af hans sprog og hans detaljerede beskrivelser af hverdagsbegivenheder, hans betragtninger om sig selv, børnene, familien og det helt nære blandet med store litterære referencer og så sig selv igen og hvad det er, der skaber et menneske, og mens jeg lytter, bliver mine tanker sendt ud på mine egne erindringsveje.

Det ville jeg have drejet en række funderinger over, men da jeg kiggede tilbage i bloggens arkivalier, gik det op for mig, at det har jeg allerede gjort flere gange. Alt er sagt. Her pippede jeg første gang om Knausgårds filterløse skrivefacon. Her sendte bind 3 mig ud ad nogle af mine egne erindringstangenter. Og her læste jeg bind 5 og funderede igen over, hvor intimt og udleverende, han skriver, og hvordan det må være at være de mennesker, der er hans nærmeste.

Så nu skal I slippe for mere. HVIS altså alt er sagt. For denne sjette bog er lang. Jeg har hørt små to timer, og der er stadig over 44 timer tilbage, så september er nok nærmest brugt op, inden jeg er igennem bogen. Medmindre jeg ud over den daglige kørsel beskæftiger mig i timevis med støvsugning, løb og havearbejde, for så går det nok lidt hurtigere.

Jeg holder for resten fast i min anbefaling af Knausgård. Læs da. Begynd med bind 1 og hold op, når du ikke orker ham mere.

minkamp

Knausgård og autofiktionsovervejelser

knausgaard

Vi læste første bind af Min Kamp af Karl Ove Knausgård i min læseklub for et par år siden, og siden er jeg fortsat med de efterfølgende bøger.

Forleden blev jeg spurgt, hvad jeg læser for tiden, og jeg svarede, at jeg er i gang med femte bind af Min Kamp. “Du må godt nok være fan!”, var kommentaren, og jeg fik ikke spurgt, hvad der lå i dét. Et opgivet forsøg?

Det er en speciel genre, men jeg er fascineret af Knausgårds blændende sprog og fanges af fortællingen og fortælleren. Jeg har læst bøgerne med gode pauser imellem; det synes jeg er nødvendigt for ikke at blive rendt over ende af al den autofiktion.

Egentlig er det mere auto end fiktion. Tror jeg. Jeg kan ikke gennemskue, om der overhovedet er nogen fiktion. Men det er altså sådan, genren betegnes. Knausgård beskriver sit liv, sine mennesker, sine følelser. Til tider både intimt og udleverende, synes jeg, både af sig selv og navngivne mennesker omkring ham. Hans værk har vakt opsigt og har både fået mange priser og været stærkt omdiskuteret. Kan man gå så tæt på mennesker i sit liv og gøre dem offentlige på godt og ondt, uden at de selv har valgt det? Forældre og bedsteforældre, ekskærester, ægtefæller, børn, venner, bekendte. Nogle personer i galleriet skildres ikke specielt flatterende, i særdeleshed faderen, som han hele sit liv er bange for. Paradoksalt nok er faderen den eneste i persongalleriet, hvis fornavn aldrig bliver nævnt. Der bliver kun sagt for eksempel “… de råbte min fars navn”, mens bror, mor, onkler og tanter, kusiner og fætre, venner, kærester og alle andre nævnes ved deres rigtige navne. Og de findes altså. De er levende mennesker, som har almindelige liv, og som ikke nødvendigvis længes efter at være offentligt kendte.

Med de verserende debatter in mente om, hvorvidt man udleverer sine børn, når man lægger billeder af dem op på Facebook, virker Min Kamp særlig stærkt. Det bliver seriøst sært, når jeg finder storebroren på Facebook og via hans venneliste går videre til de personer, som er nævnt i bøgerne og ser profilbilleder af moderen, niecen og nevøen, forfatterkammeraten, barndomsvennen, ungdomskæresten, den første kone, den nuværende kone.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal synes. Selv om de havde fået andre navne og derved ikke kunne findes på eksempelvis sociale medier af en nyfigen kreativ googler i fjerne Viborg, ville de selv og alle i deres kreds alligevel vide, hvem de var, og forholde sig til det, der er skrevet om dem.

Men sådan er det måske bare med biografier. Det ved jeg ikke. Jeg skal til at læse nogle flere biografier og blive klogere, tror jeg.

Men først skal jeg være færdig med årene i Bergen.

Træer, træer, træer, træt

Jeg sidder i køkkenet og genoplader. Det er fredag eftermiddag, og jeg har altid akkumuleret hele ugens søvnunderskud, når jeg når hertil. Jeg begynder at gabe allerede, når der mangler fyrre kilometer af hjemvejen, som mest ser sådan ud:

hjemad1

… og sådan her:

hjemad2

Godt at jeg også i dag nåede vågen og helskindet hjem.

I fem måneder har jeg nydt naturens skiften på mine køreture morgen og eftermiddag. Det startede med sart sommer og høj morgensol, og nu er det mørkt, orangegyldent og efterårsruskende. Jeg har mine favoritsteder på vejen. Et af dem er morgenudsigten et bestemt sted ud over Tange sø, som aldrig er ens, men hvor himlen altid er høj. Eftermiddagene, hvor skyggerne begynder at blive lange, fordi de strækker sig mod natten, som er deres egentlige væsen, som det cirka hedder i Karl Ove Knausgårds Min Kamp 3, som jeg lige for tiden lytter til undervejs.

Og nu lader jeg op med en kop te i et mørknende køkken og med vaskemaskinen kørende i badeværelset. På det ene værelse holder teenageren fredag med sine gadgets, på det andet lyder tidens popmusik som akkompagnement til preteenagerens computerspil. Jægersjægersmanden er på vej hjem med en rå til fryseren, og i aften har jeg vagt på Paletten til Beatles Forever Live.

Når jeg lige har ladet op.

Erindringer, Knausgård og lyg-te-tæn-dings-ti-den

Læs Knausgård! Det gør jeg.

For tiden lytter jeg til Karl Ove Knausgårds Min Kamp. Igen. Det er sådan med hans selvbiografi, at jeg er nødt til at holde nogle pauser imellem bøgerne. Jeg læste de to første forholdsvis kort tid efter hinanden, og nu er jeg efter en lang pause gået i gang med bind 3. Der er seks bøger, og jeg ved, at jeg kommer igennem dem alle, men jeg ved ikke, hvor lang tid det kommer til at tage.

Han fortæller helt formidabelt. Hans sprog er legende og let, men med lange tankestrenge og sideerindringer, detaljerede beskrivelser af små, dagligdags handlinger, historier og betragtninger. På samme tid objektivt beskrivende og subjektivt indlevende. Sprogbeherskelsen er eminent, iagttagelsesevnen det samme, og der er beskrivelser af situationer, så jeg gang på gang præcist kan sætte mig ind i og genkende, hvordan personerne har haft det, følt og tænkt.

Derfor må jeg have pauser ind imellem. Teksten kræver så meget koncentration og sender også mig selv ud på erindringsrejser, så jeg af og til, når jeg sidder i bilen, er nødt til at slå over på radioen, fordi et eller andet har fået mig til at gå ud af en af mine egne tangenter, så jeg alligevel ikke hører efter oplæsningen.

For eksempel begyndte Karl Ove i skole i dag. Det var i hvert fald dertil, jeg var nået i teksten. Han er meget, meget spændt, og det fremgår – nærmest i en bisætning, fordi det er så naturligt for ham – , at han er den eneste af de drenge fra området, han kender og skal følges med, som allerede kan læse og skrive.

Det sendte mig af sted på erindringens vej. Jeg kunne læse, inden jeg startede i skole. På en eller anden måde lærte jeg mig selv det ved at være et meget nysgerrigt og videbegærligt barn, der spurgte og spurgte “Hvad står der dér?, ”Hvad står der dér?”. Min kusine er halvandet år ældre end mig, og jeg kan huske, at hun læste Rasmus Klump højt for mig, og jeg forstod på de voksne, at det var flot og imponerende, at hun kunne det, når hun kun var seks år og ikke begyndt i skole endnu, og jeg tror, at det var ved netop den lejlighed, at jeg begyndte at stile efter også at kunne læse.

Jeg kan se mig selv ligge på stuegulvet og læse avis. Da jeg var seks år, var der en jævnaldrende pige på Fyn, som var forsvundet, formentlig bortført. Hun hed Mona, og jeg var meget interesseret i at læse de daglige notitser og artikler i avisen om, hvordan det gik med politiets efterforskning, fordi pigen havde samme alder som mig, og fordi hun på billedet i avisen var så pæn med mørkt pagehår. Min mor var overhovedet ikke begejstret for, at jeg kunne læse på det tidspunkt, for hun var bange for, hvordan den alvorlige sag påvirkede mig. Så vidt jeg husker, blev Mona ikke fundet i live.

I det hele taget havde mor det meget dobbelt med min ihærdige stræben efter at læse alt, hvad jeg kom i nærheden af. På den ene side var hun selv glad for at læse og vidste, hvor stor en glæde det er at kunne, men hun var også bange for, at jeg kom til at skille mig negativt ud, når jeg kom i skole. Jeg følte det nu aldrig som et problem eller en hæmsko at have knækket læsekoden tidligt.

Da jeg skulle indskrives til skole, tog min mor og jeg ud til skolen, hvor indskrivningen foregik i et hjørne af skolens aula. Førstelærer Jørgensen sad bag et skrivebord og hyggesnakkede med sine kommende små elever. Min mor havde sikkert varslet, at dette barn allerede læste, og udtrykt sin bekymring overfor ham. Det var sikkert derfor, han ville afprøve mig og bad mig om at læse, hvad der stod på plakaten, der hang på væggen bagved ham. Det var en af de klassiske plancher fra Rådet for større Færdselssikkerhed, som viste, hvilke fem ting der skulle være på en cykel. Bremser, ringeklokke, reflekser og den slags. Det var, før det blev lovpligtigt at have cykellås på. Der skulle også være lygter, og det var her, jeg blev sat på prøve. Jeg var genert og ville nødigt sige det ord, han pegede på. Måske havde jeg alligevel en fornemmelse af, at det var for sært, at jeg kunne læse. Faktisk kan jeg ikke huske udfaldet. Om jeg fik det sagt højt eller ikke. Måske blev lærer Jørgensen ikke overbevist den dag. Men jeg var ikke i tvivl om, hvad der stod. ’Lygtetændingstiden’. Jeg kunne sagtens læse det, men det var meget fremmed for mig at udtale det. Vi talte dialekt hjemme, og ’lygte’ udtales ’løjte’, så jeg var allerede sendt langt uden for min comfort zone ved at skulle ’snakke fint’.

Det var den erindringsrejse, jeg lige var ude på dér på hovedvej 26 i eftermiddag, og der måtte jeg lige slå over på radioen, da det gik op for mig, at det var et stykke tid siden, jeg havde hørt efter lydbogsoplæseren.

Men altså, tag og læs Knausgård.

Knausgård støvsuger

IMG_5283_small

På billedet ser man lyd på vej ind i ørerne på en kvinde, der støvsuger. Man ser ikke lyden, men nu har I fået at vide, at den er der. Ledningerne antyder det også. Man kan ikke se, at hun støvsuger, men nu ved I det. Oplysningen er kun interessant i det omfang, at det er kedeligt at støvsuge (synes kvinden), men når man får et skud lydbog samtidig, gør det ikke noget, at der er mange kvadratmeter at støvsuge, at der virkelig trænger, og at det derfor tager et stykke tid.

Støvsugning, cykling, løb og havearbejde er ideelle forhold til at høre bog. Det der betager mig for tiden er Karl Ove Knausgårds Min Kamp. Der er seks bind, og jeg er ved anden bog. Der har været megen hype og megen debat om værket i Norge. Man har diskuteret, hvor tæt man kan gå på personerne i en selvbiografi. Knausgård skriver aldeles uden filter. Personerne omkring ham – og han selv – er beskrevet med deres rigtige navn og fuldstændig hudløst og til tider stærkt udleverende.

Men for mig er det bare deres interne norske og familiære udfordringer. Jeg læser det som den fremragende roman, det er. Han skriver bragende godt. Råt, følsomt, reflekterende, dokumentarisk, detaljeret. Fantastiske formuleringer og et smukt og flydende sprog. Jeg er begejstret.

Der er skrevet meget om Knausgård også, og der ligger masser af anmeldelser på nettet. Jeg har ikke læst ret mange, vil nødigt have spoilers om de kommende bind, men jeg er ret sikker på, at jeg med tiden og måske nødvendige pauser undervejs kommer igennem hele værket.

Det kan endda være, jeg bliver nødt til at støvsuge lidt grundigere, løbe et par kilometer ekstra eller lægge flere kartofler for at beholde headsettet på lidt længere.