9. april 2019 | den store bunke |
Ja, det er ikke kroppen, den er gal med. Jeg har ikke gravet mig i stykker. Jo, jeg har gravet i dag, men min krop har tilsyneladende vænnet sig til, at det er sådan noget, jeg byder den i øjeblikket – og accepteret det.
Nej, det er hovedet, vi skal koncentrere os om i dag. Mere præcist indersiden af hovedet. Mens jeg gik og gravede i haven, blev jeg færdig med min aktuelle lydbog. Det var Michael Katz Krefelds Mørket kalder, fortalt af Thomas Gulstad. Efter en række spring i andre retninger nappede jeg en krimi igen, og det var et godt valg på det rette tidspunkt. Men nu er den slut, og jeg er usikker på, hvad jeg skal hente som den næste.
Inspirer mig. Jeg er ikke fikseret på en bestemt genre, men det skal være en lydbog, og den skal være tilgængelig på Mofibo eller eReolen.
Hvad skal jeg loade og lytte?
I øvrigt ligger der altid på bloggens forside et billede den bog, jeg er i gang med. På computerskærmen ligger den ude til højre, på mobiltelefonen helt nede i bunden. På den måde har jeg selv et kartotek over læste bøger liggende ude bagved.
11. september 2015 | den store bunke |
Donna Tartts Stillidsen er en fremragende roman, som jeg vil anbefale til alle, der holder af en fortælling, som er både veldrejet og velskrevet. Min vej frem til både at kunne nyde og anbefale bogen har været lang og bakket. Her kommer en rutebeskrivelse.
Da jeg havde ventet på lydbogsudgaven meget længe, var jeg simpelt hen så glad, da jeg endelig hjembragte den fra biblioteket. Mistanken om, at alt ikke var helt lykkeligt, lurede dog allerede ved smuglytning af den første lydfil.
Det blev en lang rejse sammen med en skuffende indlæser, der ikke var opgaven voksen. Dagligt kom jeg hjem og refererede, hvilke fejl og fortalelser, jeg havde været udsat for. Flowet i fortællingen blev bremset af fejl, der forstyrrede min koncentration. Sagde han virkelig dét? Lidt tilbage … jo, det gjorde han! Det virkede på mig, som om indlæseren var et ungt menneske uden megen basal viden. Der var en skræmmende mangel på research (hvad betyder dette her, hvordan udtaler man det) og foruroligende mange fejludtaler af alment kendte personer og begreber. Selv mine teenagebørn var rystede over sådan en mangel på almenviden.
Jeg kæmpede mig igennem, fordi det er en fantastisk historie, men det var ikke en god oplevelse. Jeg overvejede at skrive til forlaget, fordi man jo ikke har en chance for at forbedre sit produkt, hvis man ikke bliver gjort opmærksom på, at noget er galt, men jeg var faktisk så led og ked af forløbet, at jeg ikke orkede at beskrive det. Dét skrev jeg om her.
Og til netop det indlæg kom en helt særlig kommentar. Paul Becker er en mastodont blandt lydbogsindlæsere og en garant for kvalitet. Han er velforberedt, og man kan høre, at han vil historien. Med indlæsere af hans kaliber kører det bare, og det er faktisk det fornemste, man kan sige om indlæsere: At man ikke lægger mærke til dem. Jeg blev en lille smule starstruck over at finde en kommentar fra ham. Han ville gerne vide, hvad der var galt med indlæsningen af Stillidsen og tilbød at give kritikken videre til forlaget, som han selv indlæste for. Man var i gang med at optimere arbejdet i lydbogsstudiet, havde øget ambitionerne og sat fokus på respekten for både forfatterne og lytterne, og al feed back blev taget alvorligt.
Det fik mig endelig til at skrive til forlaget om min skuffelse, suppleret med eksempler på indlæserens fejl, og jeg foreslog, at man etablerede et korrekturlytterkorps, som jeg gerne selv ville melde mig til. Jeg fik en venlig mail tilbage fra redaktionen. Netop denne indlæsning var købt fra et andet lydbogsforlag, som havde stået for produktionen, herunder valg af indlæser, men de vedkendte sig naturligvis ansvaret for, at kvaliteten under alle omstændigheder skulle være i orden. Som plaster på såret blev jeg tilbudt en gratis lydbog.
Det var fair, syntes jeg, og jeg valgte I en person af John Irving. Med en indlæser, jeg kendte. Jeg var begejstret for bogen og anbefaler den.
Jeg følte mig taget seriøst og lyttet til, af såvel Paul Becker som Lindhardt og Ringhof. Det var god kundeservice, syntes jeg, og der kunne fortællingen være stoppet. Men tre måneder senere fik jeg pludselig en mail fra min veninde, redaktionsassistenten hos L&R Digital:
“Kære Birgitte,
Jeg håber, du har en god sommer trods det lidt kedelige vejr.
Vi skrev sammen for noget tid siden om lydbogsudgaven af Stillidsen. Vi har nu fået den genindspillet med en ny indlæser, så jeg sender dig et link til en gratis version af den nye udgave.
God lyttelyst!”
Wow! Dét er god stil. Jeg hentede filerne og glædede mig igen over både at være hørt og husket. Jeg var ikke sikker på, at jeg ville høre hele bogen igen. Den tog 37 timer første gang, og lige den faktor ville der nok ikke være ændret væsentligt på. Desuden kendte jeg jo handlingen. Tilfældet er alligevel blevet, at det i øjeblikket er Stillidsen, der ledsager mig på landevejene. Og det er ganske enkelt ren fryd. Den nye indlæser kan sit kram og har været anderledes forberedt på opgaven end den anden. Jeg lægger simpelt hen ikke mærke til ham, og det er vi jo lige blevet enige om er det bedste. Det betyder, at jeg koncentrerer mig om historien og lægger mærke til detaljer, jeg gik glip af første gang, fordi jeg var så irriteret. Jeg kan kort og godt nyde en fremragende bog på den måde, den fortjener.
TAK, for pokker!
4. marts 2015 | den store bunke |
En del af den litteraturbagage, Morten og jeg havde med, da vi mødte hinanden, var svenske Arne Dahls krimiserie om A-gruppen. Vi havde begge henholdsvis kiggelæst og lyttelæst alle elleve bøger i serien og kunnet lide, hvad vi fik.
DR1 viser for tiden dramatiseringer af romanerne. Hver bog fordelt over to onsdage. Vi er tilpasse med det. På trods af et par lidt uforståelige ændringer i persongalleriet og det faktum, at ikke alle skuespillerne passer præcist til vores respektive forestillinger om karaktererne, er onsdag fra kl. 22.30 reserveret til Arne Dahl.
Jätte bra.
4. november 2013 | den store bunke |
I dag mener jeg ingenting om nogen ting. Jeg har bygget rede i sofaen, og herfra min verden går i aften. Jeg har te og en analog bog. Jeg reserverede den på biblioteket, fordi jeg læste en anmeldelse, og nu, lange måneder senere, kan jeg ikke huske præcist hvad der fik mig til det. Men nu er den hjemkommet til mig, og jeg er 20 sider henne. Gillian Flynn: Kvinden der forsvandt, hvis nogen spørger. “Et uhyrligt nervepirrende plot i et vidunderligt veloplagt sprog og med flere lag end i 10 aktuelle krimier tilsammen … en super psykologisk thriller”, har Information angiveligt skrevet. Bare jeg kan følge med…
Hjemme er der, hvor man har stearinlys, strikkede sokker og blødt tøj.
30. april 2013 | den store bunke |
Jeg løb en tur i dag! Det er ikke noget, jeg har prioriteret særlig højt på det seneste.
“På det seneste”….? Det sidste år, faktisk. 1. april 2012 løb jeg halvmaraton i Berlin og var i rimeligt god form. Derefter lod jeg mig distrahere af alt muligt andet og rendte måske også ind i en mindre motivationsskade. Det har imidlertid vist sig, at jeg stadig har et løberomdømme. Jeg bliver jævnligt spurgt, hvordan det går med mit løb, og det virker altid, som om den spørgende har rustet sig til at få beretninger om den ene bedrift efter den anden kastet i ansigtet. Så trøster jeg dem og siger, at det slet ikke er sådan fat.
Men so what? Det er længe siden, jeg holdt op med at ærgre mig over alle de gange, jeg ikke kommer ud. I stedet glæder jeg mig over, NÅR jeg kommer af sted. Og det gjorde jeg i dag.
Det var så længe siden, at jeg næsten ikke kunne huske, hvad man skal have på, og slet ikke hvor langt jeg var kommet i den lydbog, jeg hørte på, sidst jeg løb.
Kristi Himmelfartsdag skal jeg løbe Kalkmineløb, ti kilometer i kuperet terræn (Efter devisen: Er der en knold, skal man OVER den – aldrig uden om), og det er rart nok at vide, at jeg kan, også selv om jeg har hele dagen til det.
Og jeg kan! Det gik langsomt, men det gik godt. Jeg havde Langs Smertegrænsen i ørerne. Skrevet af Thomas Clemen og læst op af Bent Otto Hansen, som har den kedelige vane at holde lidt for irriterende lange pauser midt i sætninger. Ellers virker bogen lovende, og måske kan jeg anbefale den. Engang om længe. Jeg hører nemlig kun bog, når jeg løber eller støvsuger.
Mine fine syv kilometer i dag bragte april måneds statistik op på den svimlende distance af næsten 24 tilbagelagte kilometre. En KLAR fremgang i forhold til 17 i marts.
Wuhu, jeg har vinger.
