Udpluk #25

  • Vi var til et arrangement i forbindelse med Aarhus festuge. Publikum var overvejende unge og yngre mennesker, og jeg tænkte spontant: “Hold op, hvor er der meget krøllet hår i verden!”
  • Jeg gik i gågaden inde i byen og passerede min tandlæge, som lyste op og hilste med et smil. Jeg er alligevel lidt imponeret over, at hun under sit arbejde inde i en åben mund får lagret hele patientens ansigt – og genkender mig på gaden, hvor jeg endda havde munden lukket.
  • Bliver mere og mere irriteret på min aktuelle lydbogsoplæser, som flere gange har forvirret mig med at sige ’desikkel-hus’ med tryk på sik. Det er en stil inden for kunst og arkitektur, kunne jeg regne ud fra sammenhængen, men jeg kunne simpelt hen ikke afkode ordet. Og han bliver ved – der er åbenbart mange af den slags huse i Stockholm. Nu er det gået op for mig, at det handler om epoken fin de siècle, som er tendenserne omkring år 1900. Nogen må lære den mand at udtale det ’dø sjægle’, så der ikke kommer støj i mine fintfølende ører.
  • I min blodbank har de hængt en seddel op, hvor der står, at man skal spørge om lov, før man fotograferer, og at man aldrig må kunne se cpr-nummer på billederne. Er det blevet en ting at tage billeder, når man er i blodbanken?
  • Mens jeg blev tappet, spurgte laborant 1 ud i lokalet, om der var nogen, som ville have mere at drikke. Laborant 2, som var ved at ordne min blodpose, spøgte: “En kop kaffe ville ikke være så ringe”. Laborant 1 vendte sig mod os, kiggede mig direkte ind i øjnene og sagde beklagende: “Åh det kan jeg desværre ikke klare”. Det var ikke MIG!
  • Har bagt kager med tema til kollegakageklubben, hvor det er min tur til at sørge for kage. Temaet er Tilbage til rødderne med undertitlen Havens afgrøder klædt i glade 70’erfarver. En squashkage med chokolade – brun – og hokkaidocookies – orange. Først og fremmest minimerer jeg madspild og forbrug ved at bruge hjemmedyrkede ingredienser og rammer således også direkte ned i den aktuelle tidsånd.
  • Tænk at det er 18 år siden dén 11. september.

Så er den gal igen

Ja, det er ikke kroppen, den er gal med. Jeg har ikke gravet mig i stykker. Jo, jeg har gravet i dag, men min krop har tilsyneladende vænnet sig til, at det er sådan noget, jeg byder den i øjeblikket – og accepteret det.

Nej, det er hovedet, vi skal koncentrere os om i dag. Mere præcist indersiden af hovedet. Mens jeg gik og gravede i haven, blev jeg færdig med min aktuelle lydbog. Det var Michael Katz Krefelds Mørket kalder, fortalt af Thomas Gulstad. Efter en række spring i andre retninger nappede jeg en krimi igen, og det var et godt valg på det rette tidspunkt. Men nu er den slut, og jeg er usikker på, hvad jeg skal hente som den næste.

Inspirer mig. Jeg er ikke fikseret på en bestemt genre, men det skal være en lydbog, og den skal være tilgængelig på Mofibo eller eReolen.

Hvad skal jeg loade og lytte?

I øvrigt ligger der altid på bloggens forside et billede den bog, jeg er i gang med. På computerskærmen ligger den ude til højre, på mobiltelefonen helt nede i bunden. På den måde har jeg selv et kartotek over læste bøger liggende ude bagved.

Byens spor. En anbefaling #5

Jeg (gen)fandt Lars Saabye Christensen, da jeg ledte efter den næste bog at lytte til. Det er længe siden, jeg har læst noget af ham, og beskrivelsen af Byens Spor var så tilpas interessant, at jeg sprang til.

Det var et godt valg. Første bogs 12 timer var hurtigt slugt, og nu er jeg allerede i gang med Byens Spor 2. Lars Saabye Christensens sprog er fint og poetisk, og fortællestilen er elegant. Af den slags, som sætter fantasien i gang, så man selv føler og forestiller sig det, som sætningerne beskriver uden at gøre det direkte. Rammerne skitseres, og så er man der selv og mærker handlingen og det, der rører sig i bogens personer. Karakterskildringerne er varme og gennemførte, man føler det samme, som de gør, og forstår, hvorfor de handler som de gør. Bogen er et vidunderligt tidsbillede fra efterkrigstidens Oslo, og jeg kan kun anbefale den.

Skulle man overhovedet aldrig have læst noget af Lars Saabye Christensen, hvilket er en fejl, der hurtigst muligt må rettes, vil jeg også anbefale den 722 sider lange (31 timer) slægtsfortælling Halvbroderen, som gjorde et stort indtryk på mig. Og Maskeblomstfamilien, der er knapt så lang og starter med fire korte sætninger: “Jeg havde en god opvækst. Mor lagde sig tidligt. Far døde da jeg var tolv. Jeg var enebarn.” Så er man i gang.

Men altså, Byens Spor var et knippelgodt valg. Jeg tror, der skal komme et bind 3 også. Det er Bent Otto Hansen, der indlæser. Han er også et godt valg.

Udpluk #21

  • Klokken 20.57 indløb melding fra de østrigske alper, at nu var man krøbet i køjen efter en lang og god skidag. Jeg ønskede godnat og konstaterede, at så træt bliver man alligevel ikke af at cykle på arbejde og hjem ad en for det meste ligeud viborgensisk cykelsti, selv om det var for første gang i månedsvis.
  • Man kunne ellers godt forestille sig, at jeg var træt efter dagens blodtab. Jeg var nemlig i blodbanken for at … ja, give blod og pudse glorien. Det var tapning nummer 50. I hvert fald er det det antal, der er registreret. Jeg startede som donor i Aarhus tilbage i midtfirserne og gav blod et antal gange, som ikke blev registreret digitalt. Så flyttede jeg til Nykøbing Mors og siden til Viborg, og undervejs fik jeg tre børn, hvorfor jeg naturligvis gik i donordvale i en årrække. Da jeg i ’99 startede som donor i Viborg, sjussede vi os frem til, hvor mange tapninger vi skulle registrere, og så ramte jeg altså 50 i dag.
  • Jubilæumstapningen udløste ekstra tak, flag på sidebordet og en fritvalgsgave. Jeg valgte et tæppe af alpakauld, meget fint, meget lunt. Glorien fik jeg også med. Og en brikjuice og et lille kvadrat Ritter Sport som sædvanligt. En med cornflakes, kom jeg til at tage. Jeg blev også tilbudt en guldnål med bloddråbe, som jeg dog sagde tak, men nej tak til. Har allerede en 25 gangs-nål et sted.
  • Det er fordi jeg er så blodfattig, jeg har slået mig ned i sofaen med rødvin og saltmandler. For at genoprette et eller andet.
  • I øvrigt har jeg konstateret, at det var en god ide at stoppe lytningen af Carlos Ruiz Zafóns Åndernes labyrint for nogle måneder siden og genoptage den senere. Jeg startede på den lige efter at have lyttet til Jesper Christensens oplæsning af Harry Potter i omkring 130 timer. Han var smør for ørerne, ren vellyd, og det kan INGEN oplæser komme efter. Ham der indlæser Zafón kunne i hvert fald ikke. Jeg kunne slet ikke koncentrere mig og opgav efter nogle timer. Siden har jeg lyttet – og gennemført – en række andre romaner, og nu har jeg vovet at tage den op igen. Faktisk lige efter at have forsøgt med en indspilning af Michel Houellebecqs Underkastelse, som var ENDNU værre (undskyld, indlæser!). Denne gang holder Åndernes labyrint. Jeg startede forfra og kunne intet huske af, hvad jeg havde hørt af den tidligere. Men nu formår jeg at høre efter, og bogen er indtil videre god.
  • Nå, nu begynder alpesyndromet alligevel at nappe mig i haserne. Men jeg skal altså lige se Natholdet og drikke op.

Den ædle kunst at lave ingenting

Juleferien giver fred til at træne den klassiske disciplin At Lave Ingenting. Det er ikke så nemt, som man skulle tro, men jeg er ret god og har forfinet mit kunstneriske udtryk i to dage nu. Jeg fik hjælp onsdag aften, da jeg tog strømper af for at gå i seng: Et smæld i højre balle, som efterfølgende fik mig til at tænke over alle bevægelser, når jeg skulle skifte stilling i såvel liggende, siddende og stående position.

I går morges var jeg derfor en gammel kone, der fandt det klogest ikke at bevæge mig. Nærmest overhovedet. Og derfor så mit synsfelt sådan ud det meste af dagen. Jeg fik noget smertestillende creme på ballen, et par ditto piller indvortes, og så sad jeg her.

Det var rart. Jeg lyttede bog og spillede Candy Crush, og vi så et par afsnit af den britiske bagedyst, hvor de ikke er nær så dygtige dekoratører som i den danske. Slet ikke. Bogen, jeg hørte, var Anne Knudsens erindringsbog Hvor jeg var barn var der isbjørne. Hun er vokset op 1950erne i Syd- og Østgrønland, og bogen er både interessant og oplysende. Jeg kan anbefale den – men jeg synes, at de fleste forfattere skal lade være med at indlæse egne værker. Min app siger, at jeg gik 239 skridt i går. Så gik jeg da heller ikke i vejen for nogen.

I dag var ballen rask, og jeg fortsatte finpudsningen af ingenting. Indtil jeg besluttede mig for at gøre køleskabet rent og kom til at gøre HELE køkkenet rent. Vi kan kalde det julerengøring. Det er nok ikke sket siden sidste jul. Gisp, måske er det en tradition nu??! Men det gav mig anledning til at få Grønlandserindringerne gjort færdige, samtidig med, at der kun er datogode varer og tilladte bakterier i køleskabet, og så gik jeg heller ikke i vejen for andre så længe.

Jeg gik en lang tur bagefter for at teste min mirakuløse helbredelse – og for at få frisk luft med en ny bog i ørerne. Hjorth Rosenfeldt har lykkeligvis netop udgivet sjette bind i serien om kriminalpsykologen Sebastian Bergman. En højere retfærdighed hedder den, og der gik 8,7 raske kilometer i Viborgs østlige omegn med at få genopridset persongalleriet og skyde seriemyrderierne i gang.

Nu er jeg klar til at genoptage At Lave Ingenting og se dansk Jule- og nytårsbagedyst i tv. Jeg tror jeg er god til det. Min app siger i dag 11.297 skridt indtil nu, så jeg tror næsten, jeg både fører i både At Lave Ingenting og At Gå Mange Skridt. Det er ret godt gået.