Donna Tartts Stillidsen er en fremragende roman, som jeg vil anbefale til alle, der holder af en fortælling, som er både veldrejet og velskrevet. Min vej frem til både at kunne nyde og anbefale bogen har været lang og bakket. Her kommer en rutebeskrivelse.
Da jeg havde ventet på lydbogsudgaven meget længe, var jeg simpelt hen så glad, da jeg endelig hjembragte den fra biblioteket. Mistanken om, at alt ikke var helt lykkeligt, lurede dog allerede ved smuglytning af den første lydfil.
Det blev en lang rejse sammen med en skuffende indlæser, der ikke var opgaven voksen. Dagligt kom jeg hjem og refererede, hvilke fejl og fortalelser, jeg havde været udsat for. Flowet i fortællingen blev bremset af fejl, der forstyrrede min koncentration. Sagde han virkelig dét? Lidt tilbage … jo, det gjorde han! Det virkede på mig, som om indlæseren var et ungt menneske uden megen basal viden. Der var en skræmmende mangel på research (hvad betyder dette her, hvordan udtaler man det) og foruroligende mange fejludtaler af alment kendte personer og begreber. Selv mine teenagebørn var rystede over sådan en mangel på almenviden.
Jeg kæmpede mig igennem, fordi det er en fantastisk historie, men det var ikke en god oplevelse. Jeg overvejede at skrive til forlaget, fordi man jo ikke har en chance for at forbedre sit produkt, hvis man ikke bliver gjort opmærksom på, at noget er galt, men jeg var faktisk så led og ked af forløbet, at jeg ikke orkede at beskrive det. Dét skrev jeg om her.
Og til netop det indlæg kom en helt særlig kommentar. Paul Becker er en mastodont blandt lydbogsindlæsere og en garant for kvalitet. Han er velforberedt, og man kan høre, at han vil historien. Med indlæsere af hans kaliber kører det bare, og det er faktisk det fornemste, man kan sige om indlæsere: At man ikke lægger mærke til dem. Jeg blev en lille smule starstruck over at finde en kommentar fra ham. Han ville gerne vide, hvad der var galt med indlæsningen af Stillidsen og tilbød at give kritikken videre til forlaget, som han selv indlæste for. Man var i gang med at optimere arbejdet i lydbogsstudiet, havde øget ambitionerne og sat fokus på respekten for både forfatterne og lytterne, og al feed back blev taget alvorligt.
Det fik mig endelig til at skrive til forlaget om min skuffelse, suppleret med eksempler på indlæserens fejl, og jeg foreslog, at man etablerede et korrekturlytterkorps, som jeg gerne selv ville melde mig til. Jeg fik en venlig mail tilbage fra redaktionen. Netop denne indlæsning var købt fra et andet lydbogsforlag, som havde stået for produktionen, herunder valg af indlæser, men de vedkendte sig naturligvis ansvaret for, at kvaliteten under alle omstændigheder skulle være i orden. Som plaster på såret blev jeg tilbudt en gratis lydbog.
Det var fair, syntes jeg, og jeg valgte I en person af John Irving. Med en indlæser, jeg kendte. Jeg var begejstret for bogen og anbefaler den.
Jeg følte mig taget seriøst og lyttet til, af såvel Paul Becker som Lindhardt og Ringhof. Det var god kundeservice, syntes jeg, og der kunne fortællingen være stoppet. Men tre måneder senere fik jeg pludselig en mail fra min veninde, redaktionsassistenten hos L&R Digital:
“Kære Birgitte,
Jeg håber, du har en god sommer trods det lidt kedelige vejr.
Vi skrev sammen for noget tid siden om lydbogsudgaven af Stillidsen. Vi har nu fået den genindspillet med en ny indlæser, så jeg sender dig et link til en gratis version af den nye udgave.
God lyttelyst!”
Wow! Dét er god stil. Jeg hentede filerne og glædede mig igen over både at være hørt og husket. Jeg var ikke sikker på, at jeg ville høre hele bogen igen. Den tog 37 timer første gang, og lige den faktor ville der nok ikke være ændret væsentligt på. Desuden kendte jeg jo handlingen. Tilfældet er alligevel blevet, at det i øjeblikket er Stillidsen, der ledsager mig på landevejene. Og det er ganske enkelt ren fryd. Den nye indlæser kan sit kram og har været anderledes forberedt på opgaven end den anden. Jeg lægger simpelt hen ikke mærke til ham, og det er vi jo lige blevet enige om er det bedste. Det betyder, at jeg koncentrerer mig om historien og lægger mærke til detaljer, jeg gik glip af første gang, fordi jeg var så irriteret. Jeg kan kort og godt nyde en fremragende bog på den måde, den fortjener.
TAK, for pokker!
Kære Birgitte.
Jeg læser med glæde hvad du skriver. Specielt om bøger. Selv er jeg til “den gammeldaws mane`r,” med en fysisk bog mellem hænderne. En enkelt lydbog har sneget sig ind, når jeg gør rent i køkkenskabene.
John Irving har altid været en af mine favoritter. Har du mon læst “Den fjerde hånd ” ? Jeg synes den er lidt atypisk for ham, jeg grinede mere end normalt.
En anden anbefaling er : Lars Mytting, Svøm med dem som drukner. Jeg ÅD hans 443 sider på en søndag.
Ellers tak for dine fortællinger.
kærlig hilsen
en gammel klassekammerat
Mitte
Kære Mitte
Tak fordi du kigger forbi en gang imellem!
Jeg kan faktisk ikke huske, om jeg har læst Den fjerde hånd. Jeg synes ellers, jeg har læst stort set alt af John Irving, men her er jeg usikker. Den anden kender jeg ikke, men har lige undersøgt hvad den handler om. Og nu er de begge noteret på min læs-ved-lejlighed-liste. Den kan aldrig blive for lang.
kærlig hilsen Birgitte