29. juli 2014 | At have have |
Efter to dage med købepizza og en tredje med henholdsvis havregryn og havregrød til aftensmad syntes jeg, at vi trods alt pakkerodet skulle have aftensmad med lidt mere omtanke. Jeg tog i haven efter salat og tomater. Nabo Ejnar på 90 var i sin have. Han var ved at klippe toppen af kartoffelplanterne, fordi – sagde han – så undgår man, at der trækker skimmel ned i kartoflerne. Der var jeg allerede bagud, tænkte jeg og besluttede på stedet, at kommer der skimmel, så gør der det.
Han havde også trukket alle løgene op og lagt dem til tørre oven på jorden, for nu syntes han, de var store nok. Jeg besluttede på stedet, at vores løg sagtens kan tåle at blive lidt større. Selv om nogle af dem faktisk er temmelig store. Vi har bare ikke tid til at nusse i haven i disse dage.
Der bor en frø eller en lille tudse i redskabsrummet. Hver gang jeg kommer ind for at hente greb og spand til kartoffelopgravning, pusler det nede i nogle visne blade, og jeg råber “Huh!” Hvis frøen kunne, ville den sikkert også råbe huh! Jeg tror, vi bliver lige forskrækkede. Ja, jeg indrømmer det: jeg er ikke til padder og kryb. Hvis min arm var halvanden meter lang, kunne jeg nå greben uden at gå ind i rummet. Men jeg siger til mig selv, at tudser og frøer gerne må være der, for de spiser snegle, som jeg også synes er klamme. Jeg tænker bare, at den lille frø burde være uden for og ikke inde i det tørre skur. Måske kan den ikke finde ud, og jeg har nævnt for Morten, at når en af os – og ikke mig – kommer i haven, bliver den måske båret ud.
Der er vildt mange modne tomater nu, både cherry-, blomme- og almindelige, og jeg fik en god stor pose med hjem.
Og se så lige her, hvad jeg ellers tog i min kurv. Det blev et ovnfad med løg og rodfrugter, en salat med romaine, tomater og feta, og så med et par fiskefrikadeller til. Det var altså godt. Tak, have.
20. juli 2014 | den store bunke |
Når man har fødselsdag lige midt på sommeren, kan man komme til at fejre dagen de mest eksotiske steder, der ligger langt fra hverdagen.
Som for eksempel, da jeg blev 26 på sprogskole i Volgograd. Eller da jeg fyldte 46 i en bus på vej hjem fra Kroatien. Min 40 års fødselsdag fejrede vi i en hytte i Telemark i Norge (jeg fik et billede af min nye gule cykel). Min 33 års fødselsdag endte på Thisted Sygehus, hvor jeg fødte mit første barn samme aften. Jeg fyldte 39 i Broagerland, da familien lå i campingvogn. Sidste år var det sådan her.
I år – i går – var det mest en arbejdsdag. Der var rundstykker til morgenmad, og Morten inviterede os ud at spise om aftenen. Drengene og mig. Troede jeg. Men tænk, så stod svigerdatter der pludselig også, hvilken glæde! Og ældstebarnet var også inviteret, men skulle ud og fejre sin egen fødselsdag. Helt hemmelige havde de været med det, alle sammen… Det var en dejlig aften.
Imellem morgenmaden og aftensmaden flyttede vi Mortens jordiske gods fra hans nu tidligere lejlighed til et midlertidigt depot, hvorfra det om to uger skal flyttes til vores nye lejlighed. Det. Var. Varmt. Vi var fem stærke og seje jyder – og så mig (ja, jeg er da også stærk og sej, men jeg er jo ikke jyde), og vi svedte om kap. Men alt gik planmæssigt, og det hele kunne nærmest mirakuløst stables ind i et kælderrum, hvor vi ikke regner i kvadratmeter, men i kubikmeter. Der er stablet fra gulv til loft fra hjørne til hjørne, og der kan ikke være så meget som et kosteskaft mere.
I dag har vi gjort den gamle lejlighed ren. Hele dagen. Min udsigt har været noget ensformig. Jeg havde køkkentjansen med fryser, ovn, fedtede overskabe og den slags. Det er bare at starte i den ene ende og arbejde sig igennem det. Ovre i hjørnet på elkedlen sidder Martin Greis og læser Verdens Vinter højt for mig.
Sidst på eftermiddagen var jeg i kolonihaven for at hente kartofler og salat til aftensmaden. Og hvor er det dejligt at se, at haven kan klare sig selv og gro mad, selv om vi ikke har tid til at være der så meget for tiden.
2. juli 2014 | At have have |
I dag gravede jeg de første kartofler op i kolonihaven. De skulle ellers være af henholdsvis ’tidlig’ og ’middeltidlig’ sort, men i min bog skal planterne altså blomstre, inden man kan begynde at få kartofler op af jorden. Den middeltidlige slags – Exquisa – har blomstret i et stykke tid, og blomsterne er ligesom bare uforandrede, som om de har bestemt sig for at se ud på nøjagtigt samme måde for evigt. Den tidlige Hamlet har ikke sat en eneste blomsterknop.
Så jeg har ladet dem stå. Indtil i dag, hvor jeg testede begge slags.
Og jeg skal da love for, at de er store.
I flere uger kunne vi vel så have spist egne, nye kartofler. Jeg er en knold, at jeg ikke engang har prøvet at kigge til dem. Men lad os nu ikke se tilbage. Lad os se frem. Jeg glæder mig for eksempel til min madpakke i morgen.
Jeg har også dyrket den fineste romainesalat i haven. Frodig, grøn og god. Så i morgen tidlig pakker jeg et par skiver rugbrød, rigeligt med salatblade, en håndfuld kolde, kogte kartofler og nogle tomater. Så skal det bare have et drys salt og et par dutter mayonnaise for at blive en kongefrokost.
Eller en grevindefrokost.
15. juni 2014 | At have have |
Jeg har arbejdet hårdt i dag. På at huske, at en gang imellem skal man nyde mere end yde. Jeg gjorde mig umage. I to timer lå jeg på solsengen i kolonihaven og holdt øje med, at vanderen drejede rundt, imens jeg hørte lydbog. Jeg var god til det.
Faktisk var jeg heller ikke arbejdsdygtig. Balleskaden fra altanskuringen i går kan stadig mærkes, og kun når jeg sad på en bestemt måde i solsengen, mærkede jeg den ikke. Derfor havde jeg bestemt hjemmefra, at jeg ikke skulle lave noget som helst fysisk i dag, udover at holde øje med det hele. Og der var sandelig nok at se til.
Der var svævefly over byen. Der var solsorte der tjekkede jordbærrenes rødmen. Der var vanderen i sving. Der var naboen som klippede hæk. Der var løbere ude på vejen. Og til jer to – I ved, hvem I er –, der løb forbi: Næste gang kommer I da bare ind og får et glas koldt vand. I så jo, jeg var der – jeg hørte jer nævne mit navn.
Vanderen var dygtig til at passe sit arbejde. Jeg holdt øje med den.
Jeg holdt også øje med, om skvalderkål og fredløs gror. Det gør de. De er gode til det. Og det ser ud til, at fuglene husker at snuppe ribsene i takt med, at de rødmer.
29. april 2014 | At have have, Køkkenskriverier |
På selvsamme dag, hvor Noma igen blev kåret som verdens bedste restaurant, lå jeg lige i slipstrømmen og følte mig også som en blæret nordisk madlaver. Det var ikke med myrer eller mos, hummer eller havtorn. Det var skvalderkål.
Vi havde gode venner til hverdagssammenskudsgæstebud, og noget af det der kom på bordet var salat med skvalderkål. Høstet i kolonihaven i det bed, der sidste år skulle ryddes i løbet af sommeren. Det blev det ikke, og hurra da for det. Det bliver nok i år, vi får gravet alt væk og står tilbage med jomfruelig sort jord uden alt det rod. Måske. Men indtil videre er det dér, årets første spiselige høst kom fra. Jeg fik også en lille forskrækket snegl med hus med hjem, men den spiste vi ikke.
Jeg fik ikke taget billeder af maden, så den kan jeg ikke flashe. Men jeg brugte denne opskrift. Og her er kilden til det nordiske køkken.
